Anmeldelse: Eva Maria Jensen: Død og evighed i musikken

Musikbog

EVA MARIA JENSEN:

DØD OG EVIGHED I MUSIKKEN

1890-1920

356 sider, ill., 300 kr.

Museum Tusculanum

Tiden mellem 1890 og 1920 betød et spændende vendepunkt i europæisk kulturliv. Specielt i musikken blev det en foranderligt frodig tid. Eva Maria Jensen har beskæftiget sig intenst med den og har som udgangspunkt udforsket døden og evigheden, som de giver sig udtryk i musikken.

Hendes ph.d.-afhandling, som nu er udgivet i en forkortet version for en bredere læserskare, er skrevet til det teologiske fakultet på Københavns Universitet, men hun er cand.mag. i musik og filosofi og har tilmed virket som organist og komponist. I efteråret udgav hun sammen med Knud Ketting en bog om Chopin.

Forfatteren inddrager filosofien i sin bog. Man kan så diskutere, om der har været anvendt for mange humanistiske kogebøger i tilberedningen, men med døden, opstandelsen og evigheden som hovedemner må emnet naturligvis betragtes meget bredt.

Gælder synspunkter

Et udgangspunkt for læsningen må være huskereglen, at der i humanistisk tænkning ikke gælder sandhed, men synspunkter. Eva Maria Jensen har samlet bredt ind af de sidste og har videregivet mange som interessant læsning.

Alligevel kunne der være luget mere kritisk ud i dem ved overgangen fra afhandling til bogudgivelse. Man kunne have ønsket, at forfatteren i højere grad havde ladet sine egne meninger komme frem, og det havde måske givet en mere konkret fremstilling.

For almindeligt interesserede musiklæsere har bogen med ballast i en god indholdsoversigt den fordel, at man kan slå ned mange steder og straks være med.

Der er hovedværker, som forfatteren behandler særskilt, Strauss' tonedigt ”Tod und Verklärung”, Mahlers symfoni nr. to, ”Opstandelsessymfonien”, Elgars oratorium ”The Dream of Gerontius” og Schönbergs ”Jakobsleiter”. Elgar og Schönberg vil have fordybelsens nyhedsinteresse for mange læsere.

Mens de ovennævnte værker er fra den valgte periode, overgangstiden omkring århundredeskiftet, må interessen for Mendelsohns tidligere ”Reformationssymfoni” betragtes som overdreven, for det godtgøres ikke, at denne »andagt i koncertsalen« har den store, afgørende betydning for »musikkens favntag med religiøsiteten« frem mod den behandlede hovedperiode 1890-1920.

Lyden af evighed?

Mere vedkommende i denne hensigt virker kapitlerne om Wagners ”Parsifal”, selv om det her naturligvis er meget nødvendigt at diskutere for læserne selv, og værkerne fra selve perioden som Mahlers store ottende symfoni som metafysisk musik i koncertsalen og Scriabins ”Mysteium” som metafysisk musik uden for koncertsalen.

Eva Maria Jensens første spørgsmål lyder: »Kan man høre evigheden? Kan man gennem musikken udtrykke ikke blot dødens virkelighed, men også det store uvisse? Det, som de gamle kaldte evigheden, men som vi moderne mennesker ikke rigtigt kan sætte ord på?«

Gennem læsningen får man bekræftet et ja til disse spørgsmål.

Det generelt bedste for humanistiske ph.d.-skribenter, som vil ud til en mere almindelig læserskare, ville måske være at vende stoffet på hovedet og begynde forfra på en bog uden tanke på akademiske regler. Men når det er sagt, må det konstateres, at Eva Maria Jensen kommer bredt omkring. Der er meget interessant og ikke for tungt tilgængeligt læsestof at finde hos hende.

PS. Henvisninger, som i dette tilfælde gerne måtte have fulgt den originale tekst, noter, litteraturlister, ordforklaringer og registre over navne og værker fylder 100 sider.