Erik A. Nielsen: Kristendommens retorik

Erik A. Nielsen:

Kristendommens retorik

Den kristne digtnings billedformer

Billed-sprog I

544 sider, ill., 399 kr.

Gyldendal

Er udkommet

For snart 35 år siden begik jeg en ubetydelig opsats om Grundtvig og modtog kort efter fra Erik A. Nielsen en aldeles fremragende fortolkning af skjaldens gennembrudssalme fra 1832, ”Tag det sorte kors fra graven”.

På særtrykket havde han noteret: »Jeg vil også være med!«

Og med har han været lige siden og med en kolossal lidenskab, der nu manifesterer sig i første bind af, hvad der tegner til at blive et uomgængeligt storværk i dansk litteraturforskning, tekstteori og teologi.

Ja, alene dette bind må betegnes som både skelsættende og epokegørende inden for samtlige de videnområder, som det dækker!

Erik A. Nielsen er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet og har allerede præsteret et forfatterskab, der udmærker sig ved sjælden alsidighed og enestående kvalitet lige fra hans første bog - om den svenske romanforfatter Lars Ahlin (1967) - over en afhandling om Edgar Allan Poe (1978), en essaysamling, ”Søvnløshed” (1982) til disputatsen ”Holbergs komik” (1984), og bogen om danske ”Lyrikere” (2001).

Kombinationen af teologisk refleksion, bibelfortolkning og litterær (og billedkunstnerisk) analyse begyndte med bogen ”Den skjulte gudstjeneste” (1987), aftegnede sig løfterigt og

fascinerende i ”Solens fødsel” (1998) og kulminerer nu - foreløbig, vi har dog tre bind til gode - i ”Kristendommens retorik”, som jeg ikke tøver med at betegne som den mest betagende, medrivende og lærerige bog nogensinde på sit område.

Læsningen gør én ør af begejstring og svimmel af lærdom. Men Erik A. Nielsen bevæger sig samtidig indenfor og behersker en tradition, som han er stort set ene om - i hvert fald her til lands. Skal man pege på en beslægtet tænkning, må det blive den canadiske litteraturforsker Northrop Frye og tyskeren Erich Auerbach.

Et ”leks-ikon”

”Billed-sprog I” lyder undertitlen, der både signalerer, hvad det drejer sig om, og indvarsler de kommende bind, hvoraf de to skal have salmedigterne Thomas Kingo og Hans Adolph Brorson som hovedpersoner, men i et drama, som omfatter langt mere end blot deres roller i kirke- og litteraturhistorie.

Det sidste udarbejdes som et ”leks-ikon” over det udfoldede billedsprogs termer, og bindestregen, som skiller ordets to dele, er ikke tilfældig.

Bindet lægges nemlig til rette som netop en læsning af ikoner - ikke eksklusivt den russiske kirkes, men selve den mangfoldige og undertiden surrealistiske billeddannelse, som trinvis er udviklet af en 1.800 år gammel bibelgranskning.

I de seneste halvandet hundrede år har den været blokeret af en udtørret, pedantisk filologisk-historisk-kritisk tilgang til Bibelen. Følgen er blevet et tab af bevidsthed om, hvad Skriften rummer, hvordan den hænger sammen og er blevet læst, så de fleste af vor tids teologer og præster står med den i hånden uden at ane, hvad de skal stille op - som et forseglet brev, hvis indhold er dem ubekendt.

I sin grund er Erik A. Nielsens bog en detaljeret, uhyre kompliceret og dybsindig redegørelse for den metodiske bibellæsning, den firefoldige, som præger allerede Det nye Testamentes forhold til Det gamle, og som siden blomstrede frugtbart, undertiden vildt i den kirkelige tradition - i f.eks. den danske salmedigtning til og med Grundtvig.

Læsemådens uudtalte forudsætning er, at intet i åndens (Bibelens) verden er tilfældigt. Alt hænger sammen, for i sidste instans er det Helligånden, som har komponeret Bibelen. Derfor gælder det om at have øjne at se med for at følge dens spor og ører at høre med for at fatte dens ord.

Tegnet viser

Den første læsemåde (”tilstand” er det ord, bogen bruger) er den historiske eller bogstavelige: At Det gamle Testamentes ord betyder, hvad de lyder på:

At Israels folk engang blev befriet fra slaveriet i Ægypten, at Moses modtog lovens tavler, at folket tog det forjættede land i besiddelse.

På denne læsemåde insisterede både Augustin og Luther, men samtidig hævder den første, at holder man sig alene til den, er det en indskrænket opfattelse af teksten. Man må skelne mellem ting og tegn: »Tingen er, tegnet viser.« Spørgsmålet er så, hvad det viser?

Det viser hen til den typologiske eller den allegoriske tilstand. Allegori kommer af det græske ord for ”andet”. Teksten siger altså også noget andet end ordenes bogstavelige meddelelse.

Varslet tidligere

Den har en varslende, en drømmende betydning, som er ubevidst for dens forfatter, men som får sin forklarelse i Det nye Testamente. Således (et af bogens eksempler) opfattes Marias undfangelse af Jesus-barnet som foregrebet i historien om den brændende tornebusk i 2. Mosebog:

I Maria tændes der, da Helligånden, der har ilden som sit element, overskygger hende, et lys, som brænder i hende uden at brænde hende op, som tornebusken ikke brændte op. Tværtimod føder hun »verdens lys« - ”Himlens lys kom i dig til jord”, som det hedder om Jesus i en af Luthers julesalmer.

Dette fører til en tredje tilstand: Den moralske eller topologiske.

For begivenheden i Det nye Testamente viser sig selv at have en varslende eller drømmende betydning: Som Helligånden dengang overskyggede Maria, så hun undfangede Jesus i sit moderliv, således skal også den troende undfange Jesus som åndelig, styrende, lutrende virkelighed, sådan som Kingo udtrykker det i sin vidunderlige salme om Marias undfangelse: ”Nu kom her bud fra englekor”:

»O herre Jesus, lad din ånd/ mig kraftig overskygge,/ bered dit hjerte ved din hånd,/ at du deri kan bygge,/ at også jeg kan åndelig/ undfange dig/ og aldrig fra dig rykke.«

Den fjerde tilstand

Det bibelsted, som ligger til grund her, er ordene hos Paulus: »Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig.«

Dermed er vi fremme ved den fjerde tilstand, den eskatologiske eller anagogiske. Det første ord betyder det yderste eller det sidste, det andet at føre op - op mod den himmelske lyksalighed, hvor Gud er alt i alle, og alt er lys: ”Lys i dit lys skal vi skue”, som Ingemann skriver. Dette er målet:

De syv skabelsesdage tilbagelagt i modsat rækkefølge opad til Gud, det store hjemme. Vejen op mod denne tilstand beskriver Kingo, og kun vejen lader sig beskrive, ikke tilstanden selv, som er den ordløse skuen, foreningen med det evige gudslys.

Hos Kingo står der: »Så skal din himmel i mig her/ ved åndens kraft begynde, mit hjerte, sjæl og alt begær, sig op til Gud skal skynde, indtil jeg bliver engle lig/ i himmerig/ og aldrig mer skal synde.«

Skal lade sig omforme

Altafgørende er det så, og det gentager og betoner Erik A. Nielsen indtrængende, at denne læsemåde kun giver mening, kun har sandhedsværdi, hvis der ikke læses distanceret, men eksistentielt: Læseren - den troende - må sætte sig selv ind og lade sig omvende, omforme af selve forløbet.

Kun den, som har ører at høre med, hører, eller tautologisk: Kun den, som fatter det, fatter det, idet forståelsen bringer sin egen forståelse med. Ingen forklaring rækker, men gennemleves forløbet, bliver det til den forklarelse, som har sin fortegning, sin præfiguration i Jesu forklarelse på bjerget.

Imponerende klarhed

Det er en bog tung af vægt og indsigt, som Erik A. Nielsen har skrevet. Stor i alle ordets betydninger, og netop ordenes betydning er et af de mange anliggender, som han varetager med pædagogisk grundighed og elegance:

Han har konsulteret et utal af leksika og forskellige autoritative bibeloversættelser - fra Oldtidens latinske til Luther-bibelen, den normdannende engelske King James-oversættelse og diverse danske gennem tiderne.

Samtlige ord og begreber udlægges ud fra deres grundbetydning, hvorpå der bygges videre, så teksten fremtræder med imponerende klarhed og tilfredsstillende anskuelighed. Samtidig folder forfatterens eget sprog sig ud, føjeligt og tvangfrit, men også stringent, præcisionssøgende og visionært.

Fantastisk - og dog så ligetil - som al stor visdom, både den, forfatteren besidder, og den, han formidler!