Anmeldelse: Dion Sommer: Børn i senmoderniteten

Barndomspsykologi

Dion Sommer: Børn i senmoderniteten

Barndomspsykologiske perspektiver

Hft. 336 sider 298 kr.

Hans Reitzels Forlag

Er udkommet

Jeg reagerer altid med en god portion skepsis, når forskere inden for pædagogik, psykologi og sociologi bliver introduceret som »en af Danmarks førende eksperter«. Ekspertisen viser sig ofte at dække over en forskning, hvis teorier og undersøgelser selvsagt kan sige noget relevant om forskningsgenstanden, men ikke nødvendigvis udmærker sig med udtømmende forklaringer.

Mit forbehold gælder også i dette tilfælde, hvor eksperten er professor i udviklingspsykologi Dion Sommer. Hans nye lærebog retter sig til studerende på de mellemlange og videregående uddannelser og til alle, der arbejder professionelt med børn.

Det unikke væsen

Bogen lægger ud med en introduktion, der forklarer valget af titlen ”Børn i senmoderniteten”, samt redegør for bogens opbygning og indhold.

Hovedfokus ligger på barnet »som et unikt væsen, der oplever og forstår på sin egen måde«, og forfatteren vil undersøge, hvad dette nye børneperspektiv betyder bl.a. ved at besvare følgende spørgsmål: Hvordan opdrager forældre (ikke) deres børn? Hvor involverede er senmoderne fædre i deres børn? Hvad betyder det, at den ”gamle” udviklingspsykologi med dens abstrakte, universelle barn er afløst af den vinkel, at børns udvikling sker i ”situationer” og ”relationer”? Hvad er læring, og hvordan skal børns læring nu til dags forstås?

Sommer har skrevet en lærebog, der ganske lever op til genrens krav om præsentation af en række forskellige teorier, undersøgelser og cases. Men når han begynder at fortolke på data, stikker hans ståsted i den pædagogiske debat naturligvis frem.

Et enkelt eksempel må række her: To idéer har stået over for hinanden i forhold til børns indlæring: Tidlig start-tanken: Jo tidligere småbørn begynder på f.eks. stavning og regning, desto mere er der at bygge på senere. Heroverfor står ”tidlig starter, senere taber”: De, der indlærer tidligt, vil senere falde tilbage i forhold til jævnaldrende, der ikke har været med i en tidlig start.

Sommer står på den sidste position, men sådan kan man ikke nødvendigvis konkludere, uanset henvisning til »forskningen viser meget entydigt«. For hvad nu hvis de tidlige startere er så meget dygtigere end deres kammerater i de første skoleår, så læreren derfor ikke bruger tid på at stimulere dem efter princippet ”de dygtigste børn må klare sig selv, fordi der er så mange ikke-dygtige børn at tage sig af”?

Ideologi kontra forskning

Summa summarum: Det er helt fint at blive opdateret på, hvilke børnepsykologiske teorier forskerne på bjerget p.t. tjener deres brød på. Knapt så fint uformidlet at få ideologiske udsagn præsenteret som forskning. Som f.eks. at uddannelsessystemet med ny pædagogisk teori og praksis skal løse de problemer, som forældrene har kastet fra sig.