Christoffer Green-Pedersen: Partier i nye tider - Den politiske dagsorden i Danmark

Doktorafhandling

Christoffer Green-Pedersen: Partier i nye tider - Den politiske dagsorden i Danmark

179 sider, 199,95 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Christoffer Green-Pedersen forklarer i sin doktorafhandling, hvorfor visse emner ender på den politiske dagsorden i stedet for andre. Desværre er formen så akademisk, at kun fagfolk vil få udbytte af bogen.

Hvad er formålet med at udgive akademiske afhandlinger for et bredere publikum? På hjemmesiden for Aarhus Universitetsforlag, kan man læse, at forlaget stræber efter det »højeste faglige niveau i videnskabelige publikationer« kombineret med »videnskabsformidling til en bred læserskare«.

Det er et beundringsværdigt mål. Forlagets seneste udgivelse ”Partier i nye tider” af Christoffer Green-Pedersen, er desværre et eksempel på, at høj faglighed og tilgængelighed ikke altid kan forenes.

Hvem sætter dagsordenen

De spørgsmål om politisk dagsordenfastsættelse, som bogen vil besvare, er både aktuelle og relevante - også for den brede læserskare med en generel interesse for danske partier og politik.

For hvorfor er det egentligt, at visse emner - som indvandring og økonomi - ender højt på politikernes dagsorden, mens andre - for eksempel EU, ryge- og boligpolitik - ikke fylder meget, selv om det også er emner, som både optager og polariserer rigtig mange vælgere. Hvem sætter egentlig den politiske dagsorden, og hvordan sker det?

Tung læsning

I Green-Pedersens bog skal læseren imidlertid først kæmpe sig gennem 60 siders opstilling af et akademisk teoriapparat, præsentation af anvendt forskningslitteratur og metodiske overvejelser, før man nærmer sig svarene.

Der er tale om meget, meget tung læsning skrevet af og for højt specialiserede akademikere. Og hvis ikke læseren er bekendt med nyere politologisk forskning og begreber som medialisering, policy-positioner og issue-voting, er kampen tabt på forhånd.

Green-Pedersen analyserer et omfattende antal partiprogrammer og folketingsdebatter helt tilbage til 1953 med hovedvægt på perioden siden 1980 til i dag. Datamaterialet og detaljeniveauet er både overbevisende og overvældende. Desværre oftest det sidstnævnte. Som læser er det svært at se, hvad man egentlig skal bruge detaljer om, hvor mange gange statsministeren i sin åbningstale har nævnt miljøpolitik, til.

Det forkerte publikum

Når Green-Pedersen på baggrund af sit datamateriale konkluderer, at EU ikke i særlig høj grad bliver politiseret eller genstand for større debat i Folketinget, fordi de større partier overvejende er enige, eller at V og K op til valget i 2001 så en interesse i at politisere indvandringsspørgsmålet for at vinde regeringsmagten, sidder man som læser tilbage med følelsen af, at det ikke ligefrem er banebrydende erkendelser. Også selv om det ikke har været forskningsmæssigt og empirisk dokumenteret tidligere.

Derfor er problemet med bogen, og grunden til, at den ender på to stjerner, ikke Green-Pedersens. Han har bedrevet solid forskning, der utvivlsomt vil sikre ham doktorgraden, og politologer skal nok værdsætte og bygge videre på hans resultater fremover.

Det ændrer ikke ved, at en afhandling, der har et publikum på 20-30 fagfolk, som utvivlsomt ville læse afhandlingen under alle omstændigheder, ikke er relevant for en bred læserskare.

Hvis det var det publikum, man ville nå, burde forlaget og en kompetent redaktør have sørget for, at afhandlingen blev udgivet i en forkortet, bearbejdet og tilgængelig form.