Charles Darwin: Arternes oprindelse

Charles Darwin: ARTERNES OPRINDELSE

Ved naturlig selektion eller bevarelse af de bedst tilpassede racer i kampen for tilværelsen

Oversat af Jørn Madsen og med forord af Peter C. Kjærgaard

388 sider, 249 kr.

Statens Naturhistoriske Museum

Er udkommet

Da Charles Darwins tro væbner, Thomas Henry Huxley, for første gang hørte teorien om den naturlige selektion, skulle han efter sigende have ærgret sig over, at han ikke selv var kommet på ideen.

For det var jo så indlysende simpelt. Som om løsningen bare havde ligget og stirret os op i ansigtet, mens teoretikere langsomt åd sig ind på hjørnerne af den uden på noget tidspunkt at hvirvle op i det helikopter-perspektiv af grundighed, overblik og pædagogisk vid, som Darwin mestrede.

En evne, der gjorde netop ”Arternes oprindelse” til den velfortjente og sjældne videnskabelige klassiker, den stadig er.

Indlysende fremstilling

Her er evolutionen eksempelvis forklaret og opsummeret med Darwins egne krystalklare og indlysende fremstilling i Jørn Madsens klædelige nyoversættelse:

»Der findes mange flere individer inden for hver art end det antal, som har mulighed for at overleve, og derfor vil der nødvendigvis udspille sig en kamp for overlevelsen.

Et individ, der besidder en egenskab, der på mindste måde er fordelagtig under de ofte meget forskelligartede leveforhold, vil have en større chance for at overleve og således blive naturligt selekteret eller udvalgt.

Det stærke arvelighedsprincip vil sikre, at en udvalgt varietet vil formere sig i sin nye modificerede form.«

I populær form

Så enkelt kan det udtrykkes, verdens væsentligste videnskabelige indsigt. For ”Arternes oprindelse” var aldrig nogen tung lærd og lang bog for de udvalgte. Det skyldes blandt andet dens egen tilblivelseshistorie.

Presset af både sygdomme og konkurrenter, der åndede ham i nakken, opgav Darwin nemlig hurtigt tanken om et langt og videnskabeligt værk og præsenterede i stedet sin teori i en relativt kort og forbavsende populær form.

Senere modificerede, og tilføjede, han mange flere sider, og bogen nåede at udkomme i hele seks udgaver. J.P. Jacobsens danske oversættelse fra 1871-72, der indtil nu har været stand-ardudgaven herhjemme, er en oversættelse af den femte udgave.

Noget meget modigt ved denne version er derfor, at det er en oversættelse af førsteudgaven fra 1859, men det er valgt, fordi de modifikationer og ændringer, som Darwin senere foretog med sit værk, reelt kom som modsvar til kollegiale indvendinger, som vi i dag ved er betydningsløse, og fra videnskabsfolk, som nu er totalt ukendte.

Det er et helt rigtigt valg, og det forklares og forsvares fint i bogens to udmærkede og korte forord.

J.P. Jacobsens oversættelse har alt for længe været forældet både på grund af den gammeldags stavning, men også fordi Jacobsens ord for den naturlige selektion, ”kvalitetsvalg”, aldrig rigtig slog igennem.

Noteapparat med mangler

Jørn Madsens udgave, derimod, er noget nær et perfekt bud på en moderne versionering, der ingen vold gør på forlægget.

Det eneste, man kunne ønske sig, var et grundigere noteapparat, der redegør for de steder, hvor Darwin tager fejl, og hvor vi i dag er blevet klogere.

Eksempelvis er Darwin tydeligvis inspireret af tanken om, at organismernes erfaringer kan nedarves til afkommet (såkaldt lamarckisme), som når han et sted skriver om muldvarpens øjne, at de »er sandsynligvis blevet mindre, fordi de ikke blev brugt, om end måske hjulpet af den naturlige selektion.«

I dag ved vi, at Darwin skulle have stolet lidt mere på sin egen idé. Den naturlige selektion er ganske tilstrækkelig til at forklare, at muldvarpens øjne svandt ind.

Farsvarsværker må falde

På trods af Darwins få fejl og mangler er værket stadig i sin helhed fantastisk overbevisende.

Ét langt argument, som han selv kaldte det, hvor læseren gang på gang præsenteres for et umiddelbart problem for teorien, hvorefter Darwin viser, at den alternative forklaring (at alle arter er skabt på én gang) er en endnu dårligere forklaring for til sidst, og meget overbevisende, at vise os, at det, der umiddelbart lignede et problem, faktisk bekræfter, at han selv har ret.

Hvis ikke alle forsvarsværker falder, når man kommer til sidste side, må læseren være usædvanligt tykpandet. Intet har seriøst udfordret ideen i 150 år, og nye generationer kan begynde her.