Carsten Niebuhr Biblioteket: Beskrivelse af Arabien

Carsten Niebuhr Biblioteket:

Beskrivelse af Arabien

Ud fra egne iagttagelser og i landet selv samlede efterretninger affattet af Carsten Niebuhr Oversat fra tysk af Hans Christian Fink Indledning af professor, dr. theol. Niels Peter Lemche Illustreret med originaludgavens 24 kobberstik og et kort over Yemen 512 sider, 449 kr. Forlaget Vandkunsten UDKOMMER I DAG

Om den oldgræske historie-fortæller Herodot (ca. 584-420 f. Kr.) skriver nobelpristageren Elias Canetti, at han »står for mig som det reneste udtryk for en viden, der var uskyldig. Hans inddelinger går efter folk, der taler og lever forskelligt. Han bekræfter ikke inddelingerne, når han fortæller om dem, men gør plads i sig selv for det mest forskellige og gør plads for andre, som hører ham fortælle.«

Nøjagtig det samme gælder for Carsten Niebuhr, hvis ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og omliggende lande” allerede foreligger i en ny, tidssvarende udgave. Og nu udkommer hans andet hovedværk: ”Beskrivelse af Arabien” fra 1772, der er den officielle rapport om den berømmelige, i mange henseender tragiske, men for Niebuhrs vedkommende fantastiske ekspedition (1761-67).

Fremragende fortæller
Han er en fremragende fortæller, som man læser stakåndet og forslugent, for han beretter nærværende, som sad man over for ham, i et afslappet, nøjeregnende sprog og med uhildet nysgerrighed og undersøgende fordomsfrihed.

Han har haft en skærpet opmærksomhed og en afklaret eftertanke, der har bibragt ham en enestående viden om de steder og folk, som han besøgte på sin næsten syv år lange rejse. I sine beskrivelser gør han agtpågivende og med åbne sanser plads i sig selv og i sin læser for det forskellige, det anderledes, det fremmede, som han kom ud for under vejs.

To instrukser
Som forgængerne er ”Beskrivelse af Arabien” et fornemt boghåndværk: Tyk og tung som en af de gamle kirkebøger, som den ligner, trykt på det lækreste papir med spættet kant og klare, fascinerende illustrationer (udarbejdet af Niebuhr selv), der i en enkel streg formidler de eksotiske og mærkværdige ting og sager, steder og bygninger.

Til grund for ekspeditionen lå to dokumenter: En kongelig instruks til hver af deltagerne om videnskabelige opgaver og 100 spørgsmål forfattet af professor Michaëlis, der specielt var interesseret i mulige bekræftelser af de bibelske beretninger.

I indledningen gør Lemche opmærksom på en åbenlys interessemodsætning mellem de to dokumenter: Kongens sigter mod den videnskabelige indsigt, som var Oplysningstidens særlige anliggende, mens Michaëlis repræsenterer en atavistisk, vigende teologisk interesse. Men sideløbende med sin egen fremstilling besvarer Niebuhr trolig og omhyggeligt professorens spørgsmål.

Evnen til at opleve
Karakteristisk og påfaldende er det, at Niebuhr instinktivt formåede at tilpasse sig de fremmede forhold, både klima og mennesker. At ekspeditionens deltagere blev syge (og døde én for én) var delvis selvforskyldt, mener han, for de spiste, som var de hjemme i Norden, og udsatte sig for den subtropiske kulde.

»Overhovedet bør man ikke betragte en rejse til Arabien som en lystrejse. Den der er begærlig efter at kende fremmede nationer og har håb om derved efter sin hjemkomst at befæste sin lykke i sit fædreland, må dog ind imellem lade sin en del uangeneme ting gefalde. Han vil imidlertid også opleve mangen en fornøjelig stund,« skriver han.

Han havde selv lidt af den egenskab, som kaldes mimicry: Dyrs evne til i farve og form at tilpasse sig og falde i ét med omgivelserne. Der er i Niebuhr en ydmyg og uselvisk evne til at sande og sanse og opleve arabernes skikke, adfærd og hele levevis.

Eneste overlevende
Således er han et lyslevende eksempel på evangeliets ord om, at den, »der vil bjærge sit liv, skal miste det, og den, som mister sit liv, skal bjærge det.«

Som den eneste slap Niebuhr fra rejsen med livet i behold, men kun ved at give afkald på sit eget og leve deres, som han var i blandt. Til gengæld udeblev belønningen ikke: Ingen dansker - Knud Rasmussen måske undtaget - har vel før eller siden som han formået at indleve sig i og skildre en så fremmed, gådefuld og mangfoldig kultur og dog i sin selvforglemmende indlevelse få sig selv igen med beriget indsigt og erkendelse.

Mangfoldige emner
I en anmeldelse er det ikke muligt at referere bare en lille del af Niebuhrs iagttagelser, der over alt har en friskhed og en skønsom, sund fornuft, som bestandigt overrasker.

Hvad der hos araberne betragtes som særheder og fordomme, sætter han fredsommeligt op mod hvad, de måtte betragte som europæiske fordomme og særheder, og så kan begge parter være lige gode om det.

Undersøgende og videbegærligt skriver han om sprog og ord, om omskæring, religion, mønter, hygiejnen (som var stor!), om dervishers ekstase (og svindelnumre), om bordskik, madvaner, kvinders rolle i familie og samfund og om landskaber og steder - en fascinerende skildring af f. eks. de hellige byer Medina og Mekka med Ka'baen.

”Beskrivelse af Arabien” er en bog, hvor man under læsningen føler sig i selskab med en ven og en fortrolig, en fortæller, der går helt op i sin fortælling, så begge bliver nærværende, livlige og medrivende.

Skønt død i 1815 er Carsten Niebuhr i dette øjeblik mere levende og vedkommende end de fleste forfattere, som jeg stifter bekendtskab med.