Bente Lynge: Anerkendende pædagogik

Bente Lynge:

Anerkendende pædagogik

269 sider, 298 kr.

Dansk Psykologisk Forlag


PSYKOLOGI Jeg gik galt i byen med titlen ”Anerkendende pædagogik”, som jeg tolkede i retning af håndbog-for-pædagoger. I stedet viste teksten sig snarere at bevæge sig rundt inden for feltet almen psykologi med følgende signalement af begrebet: Vi påvirker og skaber hele tiden os selv og hinanden gennem vores relationer til andre, og da mennesket er et socialt dyr, er anerkendelse nødvendig for at skabe velfungerende fællesskaber.

Min fejlfortolkning skal selvfølgelig ikke komme bogen til skade, og ”Anerkendende pædagogik” viste sig da også at være en fin og pædagogisk indføring i, hvad begrebet dækker over i både teori og praksis. Af teoretikere nævnes specifikt Heinz Kohut (1913-81), tysk-født amerikansk psykoanalytiker, og Axel Honneth (f. 1949), tysk socialfilosof, særligt kendt for sit værk om kampen for anerkendelse (1992), og undervejs stiller forfatteren skarpt på temaer som hjernefunktioner, stress, opbygning af ressourcer og flow = den lystfyldte tilstand, hvori personen er totalt opslugt af en given aktivitet. De konkrete metoder i udøvelsen af den anerkendende pædagogik formidles via en række historier og cases, som illustreres med fotografier, (børne)tegninger, grafer og talebobler.

Layouten er en fornøjelse: Hvide sider veksler med kulørte, øvelser er lagt ind i firkanter undervejs, og taleboblerne diverterer med mere eller mindre opbyggelige citater og bon mot'er (”det er den, der arbejder, der lærer noget”).

Ris eller ros

”Anerkendelse” forstås som fundamentet for barnets første kontakt med omverdenen. I barnets første leveår udvikles dets medfødte anlæg igennem de nære relationer (tilknytning) og bliver til grundlaget for barnets måde at forholde sig til verden på senere hen i livet. ”Pædagogikken” bliver bragt på banen med tesen om, at vi bliver lærenemme og kreative, når vi møder anerkendelse og føler os forstået.

Så ud med fejlfindingsmetoden: »En mand fortæller: Da jeg gik i skole og første gang fik en diktat tilbage med røde streger, [var] oplevelsen af alle de røde streger så nedslående og bekræftede indtrykket af, at det var jeg ikke særlig god til.«

Og ind med den anerkendende pædagogik: »Jeg har sat grønne streger under alle de ord, der er stavet rigtigt, og som jeg ved, du tidligere har været i tvivl om. Det er godt, du kan mærke, når du er i tvivl, så er der højst sandsynligt én af de måder, du vil stave ordet på, som er rigtig. Prøv at skrive begge former ned, så kan vi bagefter se på, hvilken der er den rigtige.«

Sympatisk, men ?

Javel så. Lærer-tilbagemeldingen lyder fantastisk - og totalt urealistisk i klasser med mere end 12-14 elever. Derfor kan jeg heller ikke dy mig for at citere to af Bill Gates' 11 bud til unge mennesker: »2. Verden interesserer sig ikke for din selvagtelse. Verden forventer, at du opnår noget, FØR du føler, du har det godt med dig selv, 8. Din skole har måske afskaffet vindere og tabere, men det har tilværelsen IKKE. I nogle skoler har de afskaffet dumpekarakterer, og de vil give dig SÅ MANGE GANGE, du vil have, til at nå det rigtige svar. Det har ikke den mindste lighed med NOGET SOM HELST i det virkelige liv.« (min oversættelse).

Summa summarum: Drønsympatisk bog og smukke teorier med den lille hage, at institutionerne desværre ikke kan agere kærlig mor og far. kultur@jp.dk