Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted

Anne-Marie Mai:

Hvor litteraturen finder sted

Moderne tider 1900-2010

496 sider, ill., 399 kr.

Gyldendal

Jeg har endnu til gode at se en bredt anlagt dansk litteraturhistorie, der ikke begynder at flakke i blikket, når den når frem til moderne tid. Formentlig fordi tidens tand endnu ikke er begyndt at gnave tilstrækkelig effektivt i vore egne, og der er for mange nære og kære forfattere, som selv den mest hårdhudede litterat ikke kan få over sit hjerte at se stort på.

Det gælder også tredje og sidste bind af Anne-Marie Mais ”Hvor litteraturen finder sted”, der går fra omkring år 1900 og til nu.

De to første bind, der udkom for godt et år siden, lagde ellers et begavet og ret konsekvent snit ned gennem dansk litteraturs historie, der her både i stort og småt blev set i forhold til de fysiske rammer og konkrete institutioner, som den var blevet til i.

Mellem blad og bog

Anslaget i bind tre er lige så godt, sådan som litteraturen overordnet organiseres omkring fænomenerne ”Bladhuset”, ”Metropolen” og ”Internettet”. Men selv om der da fortsat er nok af fine forfatterskabsportrætter og observationer undervejs, og også dette bind nok skal vinde udbredelse som lærebog, bliver tankegangen ikke gennemført i nær samme grad som i bind et og to.

Næsten tværtimod. For det kommer overvejende til at handle om, hvordan eksempelvis bladhusene dels har udviklet sig i sig selv, dels optræder i forfatterskaber som Herman Bangs eller Dan Turèlls, men ikke nær så meget om, hvordan det at skrive både journalistik og litteratur prægede dem som forfattere eller omvendt ændrede opfattelsen af, hvad der er litteratur.

Den glemte provins

Altså: Institutionerne beskrives, og forfatterskaberne beskrives. Forbindelserne imellem dem kommer derimod ofte til at virke spinklere, end de er.

Samtidig bliver kategorierne også lovlig endimensionelle, for vist er det da rigtigt, at mødet med brølende storbyer som Berlin, Paris og navnlig New York fik enorm betydning for mange digtere.

Men til gengæld bliver forfattere, der som Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, Bent Vinn Nielsen og Knud Sørensen navnlig beskæftiger sig intensivt med tilværelsen i provinsbyerne og landområderne, kun nævnt kursorisk og f.eks. Anne Marie Løn slet ikke.

De fine steder

Man kan også konstatere, at det her - lettere altmodisch - åbenbart kun er finlitteraturens steder, der er fundet værd at forfølge og betræde.

Fra en ellers særdeles stedbunden forfatter som Morten Korch til vore dages krimier i deres små provinsbyer eller storbysmarte caféer er genrelitteratur og populær-litteratur nemlig så godt som usynlig, selv om eksempelvis begrebet ”Kiosklitteratur” vel burde have været oplagt i sammenhængen.

At teksterne ind imellem godt kan klinge af forelæsningsmanuskripter er, hvad det er, og professor Mai udtrykker sig i alle tilfælde stadig på et relativt letflydende og forståeligt dansk. Til gengæld kunne en behjertet redaktør godt have grebet ind over for hendes charmerende, men også lidt forstyrrende hang til ind imellem at styrte ud ad den nærmeste tangent.

Lige her gik han!

Gustav Munch-Petersen læste blandt andet den finsk-svenske lyriker Edith Södergran, så hun skal da også lige portrætteres ret udførligt. Og når vi nu er i New York, skal vi da blandt meget andet også lige have et turistbillede af den gade, hvor Bob Dylan og hans kæreste Suze Rotolo i sin tid blev foreviget på spadseretur til omslaget af gennembrudspladen ”The Freewheelin' Bob Dylan”.

Ganske vist er det den, hvor han synger Don't think twice, it's all right. Men derfor ender bind tre af ”Hvor litteraturen finder sted” alligevel med at give indtryk af, at de myldrende opremsninger, af hvad der skete nogle bestemte steder, er kommet til at dominere over, hvorfor og hvordan det gjorde det, og at der også var andre steder, hvor der skete mindst lige så meget.