Anne Marie Schimmel: SMÅ PARADISER: BLOMSTER OG HAVER I ISLAM.

Anne Marie Schimmel: SMÅ PARADISER: BLOMSTER OG HAVER I ISLAM.
Oversat fra tysk af Henning Goldbæk. Carsten Niebuhr Biblioteket bind 13.
187 s., ib., ill. Kr. 249.
Forlaget Vandkunsten.
Er udkommet

Læs endelig ikke ”Små paradiser” for hurtigt. Sæt tempoet ned, spil næseborene ud og lad den være det, den er tænkt som: En slentrende lystvandring gennem haver så underskønne som Paradiset selv; en nydelsesfuld og stemningsmættet rejse gennem orientalske parker af himmelske dimensioner.

Anne Marie Schimmel, der døde i 2003, var professor i indo-muslimsk kultur på Harvard og på universitet i Bonn, og hendes viden på området er helt enorm. Til trods for at hun aldrig har ejet så meget som en kvadratmeter have selv, formår hun via digte, botaniske oplysninger og historiske dokumenter at bringe vidunderlige dufte og overdådige syner helt tæt på.

Bogen går helt systematisk frem, og Anne Marie Schimmel bevæger sig i løbet af de knap tohundrede tætpakkede sider fra det konkrete til det abstrakte og poetiske.

Hun begynder med en generel introduktion til den islamiske have. Her lærer vi bl.a., at ordet paradis er den præcise betegnelse på den persiske have, og at ethvert haveanlæg i Orienten altid skabes som en prægtig afglans af paradiset. Så håndfast er dette tænkt, at man ikke bare finder digtere fra det 12. århundrede, som mener, at det at opholde sig i disse haver er en forsmag på Eden, men at alene det at henleve sit liv under så paradisiske forhold er en sikring mod at havne i helvede.

Altid et havebassin
Intet under, at man på den baggrund gjorde sig mange tanker om blomsternes sammensætning, træernes placering og krydderurternes duft. For slet ikke at tale om den alvor, som havens vandløb, springvand eller brønde var omgærdet af. Igen havde man paradiset i tankerne og dermed de fire floder herfra.

Enhver have, hvor uanseelig den end måtte være, og hvor langt den end måtte ligge fra de naturlige vandveje, skulle have en form for vandbassin, fordi vandet symboliserer, hvordan Allah har gjort alt levende gennem vand.

Med de fantastiske haver og frodige vækster manglede digterne naturligvis aldrig stof til deres vers, og det er derfor ikke overraskende, at det netop er hos disse, man finder flest oplysninger om såvel blomsternes udseende som betydning.

Blot en enkelt vandring på de grønne plæner inspirerede kunstnerne til enten filosofiske betragtninger eller svulstige vers, og blomstermetaforikken lå lige for, når den elskede skulle beskrives eller stedet for stævnemødet peges ud. »Snart vil vi promenere / ved vandbassinets kant« skrev en tyrkisk digter i 1700-tallet, og hans samtidige ville formodentlig straks se en kvinde for sig, hvis skikkelse var ”en cypres”.

Rosens rolle
Som i de fleste andre kulturer er rosen også hos de islamiske digtere alle blomsters ubesejrede dronning. Hør blot følgende sammenstilling af rosens skønhed med kærlighedserklæringen til den udkårne: »Man skal takke morgenvinden / der har plyndret din have / i din hånd er rosen / endnu smukkere end på grenen.«

Forær endelig ”Små paradiser” til en lidenskabelig haveelsker eller følg i det mindste digterens opfordring:

»Tag en rose / og kald den sang / og syng den for verden.«

kultur@jp.dk