Alain de Botton: Lykkens arkitektur

Arkitektur

Alain de Botton: LYKKENS ARKITEKTUR

Oversat af Werner Svendsen

292 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

»En maskine til at bo i.« Sådan beskrev den schweiziske arkitekt Le Corbusier sit drømmehus. Træt af krummelurer, fine udskæringer, kunstige hvælvinger og søjler, der ingenting holdt oppe, tog han beslutningen om at skabe funktionelle huse som det, han i 1928 byggede til familen Savoye. ”Villa Savoye”, et futuristisk hus, der - ifølge hans landsmand Alain de Botton - efterlader indtrykket af et rumskib på gæstevist, der hvert øjeblik kan lette fra jorden og flyve hjem til sin egen galakse.

Men huse er ikke maskiner til at bo i, lyder konklusionen i de Bottons ”Lykkens arkitektur”, de skal i stedet indramme forestilling om det gode og lykkelige liv: »en forvandling af vore individuelle idealer igennem et materielt medie«. Det var det, Le Corbusier ikke forstod i sin klapjagt på pynt og pjank.

Nu er det ikke fordi, Alain de Botton ukritisk elsker det dekadente, men »vi har brug for paneler, beklædte med guld og blå lapissten, for mosaikruder og for haver med ulasteligt revne grusgange, for at kunne forblive tro mod de mest ægte og uforfalskede sider af os selv«. Vi har med andre ord brug for arkitektur, der fortæller om os selv.

Vores selvforståelse

Alain de Botton (f. 1969) er en fri intellektuel med en skarp iagttagelsesevne og en velskrivende pen, der spænder over genrer som filosofi, fiktion, sociologi og æstetik.

I øjeblikket bor han i England, hvor han høstede velfortjent opmærksomhed med bogen ”Statusangst”, om vores desperate behov for anerkendelse, og ”Lykkens arkitektur” fortsætter undersøgelsen af, hvad der betyder noget for selvforståelsen.

Det er smagsdommeri, jovist, men med gode argumenter, og hver eneste bygning, der hyldes eller kritiseres, er afbilledet i fine sort/hvid billeder. Så kan man selv få syn for sagen.

Det er ikke kronologien eller stilarterne, der opdeler eller giver retning i bogen, men forfatterens egen snakken sig frem, emne efter emne, bygning efter bygning, og det roderi fungerer kun, fordi de Bottons pointer er så klare og logiske, om end der sporadisk er analyser, der virker krukkede og overlæssede med alt for følsomme associationer.

Byggeri og følelser

Den gode pointe er, at nok har arkitekter et kæmpeansvar, men så svært er det altså heller ikke at lave godt byggeri. Og godt byggeri er byggeri, der taler til vores følelser. For »vi vil næppe i det lange løb stille os tilfredse med et hus, der ikke gør andet end at holde os tørre og varme«.

Derfor var Le Corbusiers ”Villa Savoye” også så svær at blive lykkelig i. Og så var det faktisk ikke engang tørt og varmt. Familien Savoye døjede nemlig med konstante oversvømmelser på grund af det ”rationelle”, men ikke desto mindre konstant utætte, flade tag.