Anmeldelse: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv

Bog om Sociologi

Alain Ehrenberg: Det udmattede selv

Depression og samfund

Oversat af Peer F. Bundgaard med forord af Axel Honneth og introduktion af Anders Petersen

474 sider, 399 kr.

Informations Forlag

Udkommer i dag

Et slogan fra 1960'ernes opløsning af autoriteter, moral og stive adfærdsnormer var, at det ikke er individet, der er sindssygt, men samfundet. Og gamle Sigmund Freud (1856-1939) havde altid hævdet noget lignende: Nemlig at samfundet var skyld i, at vi blev skøre, neurotiske og frustrerede over livet under kulturens byrde, som han kaldte det.

Mentale ringvrag

En anden vinkel på, hvorfor nogle af os ender som mentale ringvrag, er naturligvis rent biologisk og uden reference til den omgivende virkelighed.

Vi bliver sindssyge, fordi vi er syge oven i hovedet, og samfundet spiller ingen særlig rolle i den forbindelse. Sygdom er sygdom - ikke en mangel ude i samfundet, men inde i vores hoveder - der kan kompenseres med piller eller elektrochok, hvis det er særligt slemt.

Barndommens traumer

Historisk forsøger den franske sociolog Alain Ehrenberg at trække denne debat tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Freud netop forklarede neurosen som et udslag af, at patienterne ikke kunne opfylde kulturens krav: »Hvis det havde været muligt for dem at blive ringere, ville de have haft det bedre,« som han skrev.

Over for denne opfattelse stod en anden stor psykolog, franskmanden Pierre Janet (1859-1947), der i stedet hævdede, at neurosen var en »adfærdsfejl«. Derfor blev ansvaret for helbredelse også i højere grad lægens end patientens. En »mental desinfektion« skulle give neurotikeren handlekraften tilbage frem for et terapeutisk svælgen i barndommens traumer.

Stadig en rodekasse

I dag står Janet tilbage som sejrherren. Nu taler vi dog om depression og ikke neurose, men begrebet er stadig en rodekasse af unøjagtige diagnoser og sjælekvaler. For psykiatrien har ifølge Ehrenberg opgivet at finde årsagen til depressionen.

I stedet er man begyndt at bestemme sygdommen ud fra behandlingen: Hvis lykkepiller virker på din elendighed, er du nok deprimeret. Ingen leder længere efter årsagen i samfundet, for det væsentligste er at få patienten tilbage i kampen.

Uforståeligt forord

Det er altid godt at se på sammenhængen mellem sygdom og samfund, men Alain Ehrenbergs bog udtrykker også en mere trættende postmoderne kulturpessimisme, som normalt udtrykkes af bekymrede mænd som Zygmunt Bauman, Richard Sennett og Axel Honneth (sidstnævnte har også været så rar at bidrage med bogens uforståelige forord).

Jammeren går som regel på, at det moderne livs opgør med familien, reglerne og autoriteterne har skabt en rædselsfuld og individualiseret tidsalder, som med Ehrenbergs ord tilskynder folk »til at få social succes ved at tage personlige initiativer.«

Ja, Gud forbyde det, for i denne venstrefløjs-konservatisme kan øget frihed altid primært anskues som et problem, og med lidt freudiansk tryllestøv og vanskeligheder ved »subjektdannelsen« står vi tilbage med et individ, der bliver syg af sin egen frisættelse.

Fra 1998

Og er man ikke særligt overbevist om psykoanalysens videnskabelighed, er man sikkert stået af her, ligesom man vil undre sig over, at Freuds fantasiverden af kastrationsangst og ødipale konflikter skal præsenteres som det eneste hæderlige terapeutiske tilbud til en psykiatri, der, sidst jeg så efter, faktisk også har andre produkter på hylden end piller.

Måske skyldes det, at bogen er udgivet i 1998 og på visse områder måske allerede er forældet. Så skønt den historiske del i ”Det udmattede selv” er fremragende, bør man måske læse dens samtidshistoriske diagnose med et større gran salt.