Aksel Haaning: Den kritiske mystik

Religion

Aksel Haaning:

Den kritiske mystik

278 sider, 299,95 kr.

Forlaget Vandkunsten

Kristendommen er dogmatik, kirkemøder og officielle udlægninger vedtaget i fællesskab. Men kristendommen er også den enkeltes intime forhold til sin gud. En personligt farvet mystik. Det sidste er emnet for lektor Aksel Haanings nyeste værk, ”Den kristne mystik”.

Haaning bestemmer mystik som et engageret forsøg på at finde religiøse svar og samtidig opgive styringen af sig selv. Der kan være tale om en lang tilnærmelse eller et pludseligt chok. Men mystikeren har altid haft en dobbeltrolle - æret for sit nære forhold til det guddommelige og ugleset for at udfordre de vedtagne dogmer.

”Den kristne mystik” afslutter en trilogi om Middelalderens historie, religion og videnskab og tjener som introduktion til emnet. Over fem overskuelige kapitler fyldt med tekstbidder fra den nævnte litteratur gennemgår Haaning mystikken fra Paulus til den gryende modernitet med fokus på Middelalderen fra 400 til 1400.

Ikke som en snæver fortælling om én gren på kristendommens store, forgrenede træ, men med udblik til samtidens sociale, politiske og kulturelle strømninger, også uden for det kristne univers.

Den mystiske enhed

Fikspunkterne er historiens store kristne tænkere, og vi begynder med Bibelens udlægning af Paulus' omvendelse i Damaskus.

Den forhærdede kristenforfølger falder til jorden og omgives af et strålende lys.

»Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.«

Paulus bliver hermed en model for den mystiske tradition.

Den berømte kirkefader, Augustin, påvirket af nyplatonikerne, retter siden den religiøse kikkert væk fra kosmos og mod den enkelte. At finde Gud er at finde sig selv. En skabelon, der videreføres i klosterbevægelsens indadskuen og selvrefleksion.

I Højmiddelalderen overtages stafetten af Bernhard af Clairvaux, der i et følelsesfuldt, erotisk sprog taler om den mystiske enhed mellem mennesket og Gud. Den samtidige Joachim af Fiore lancerer en intellektuel mystik, hvor en åndelig erkendelse må erstatte den ydre dogmatik.

Haaning stedfæster mystikken som et centralt, men ofte overset element i den kristne tradition. Ikke som den mest udbredte religiøse genre, men som en umistelig kerne.

Kyndig vejledning

Derpå når vi frem til fyrtårne som Frans af Assisi og Mester Eckhart og ikke mindst Nikolaus Cusanus med det moderne begreb om den lærde uvidenhed - vi er som mennesker spærret inde i vores egne begreber - før Haaning afslutter med en beskrivelse af mystikkens påvirkning af den moderne videnskab, romantikken og den humanistiske renæssance.

Der myldrer med navne, men - og dét er en af mange kvaliteter ved ”Den kristne mystik” - introduktionen af snart den ene, snart den anden figur virker kun såre naturlig. Hvorfor? Fordi den alvidende universitetslektor holder os i hånden undervejs.

Efter Haanings fem veloplagte kapitler følger en ikke tidligere trykt artikel af den afdøde kirkehistoriker Jørgen Pedersen om Søren Kierkegaards forankring i den mystiske og spirituelle tradition. Interessant, men også krævende trods Haanings krykker i form af indledning og noter.

I ”Den kristne mystik” formidles et svært stof på en tilgængelig måde, hvilket er respektindgydende. Haaning er en autoritet i Middelalderens tænkning. Han præsenterer stedvis ny forskning, men lister den ind ad bagvejen, så man som læser ikke forstyrres unødigt.

Det er - med forlov - djævleblændt godt gået.