Anmeldelse: W.G. Sebald: Saturns ringe (Die Ringe des Saturn)

Essay

W.G. Sebald:

Saturns ringe (Die Ringe des Saturn)

Oversat fra tysk af Claus Bratt Østergaard.

304 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

Kun fire større bøger og en digtsamling havde W(inifred) G(eorg) Sebald udgivet, da han i 2001 døde 57 år gammel i en bilulykke. Men det skal have været nok til, at den tyske forfatter med mangeårig bopæl i England allerede blev nævnt som Nobelpris-emne.

Romanerne ”De udvandrede” og ”Austerlitz” udkom på dansk tilbage i henholdsvis 1995 og 2003. De to andre hovedværker ”Højdeskræk”, som udkommer på dansk næste år, og ”Saturns ringe” er imidlertid af en helt særlig art, der ligger sig midt mellem fiktion, essay og reportage.

I ”Saturns Ringe” begiver Sebald sig ud på en længere fodtur i august 1992 langs den øde kyst i sin østengelske hjemegn Suffolk. Med et vittigt blik for høje og knap så høje historier passerer han undervejs både forfaldne hoteller og herregårde, der har kendt bedre tider, og han får skrevet den fordums store søfartsnation frem, så spøgelserne står op fra siderne.

Hvor peberet gror

Men samtidig skal der ikke meget til, før hans rejsebeskrivelse af mange slags tangenter kommer meget længere ud i universet. Det være sig tilbage i Englands kulturhistorie og litteraturen (ikke mindst forbilledet Jorge Luis Borges), tilbage til sit tyske fødeland eller på strejftog i Centraleuropas bloddrivende nyere historie. Ja selv de varme lande og hvor peberet gror, kommer vi forbi.

Det er ikke mindst, når det sker, at teksten virkelig letter fra begavet reportage til verdenslitteratur.

For i sidste ende er emnet ikke, hvordan landet eller havet nu ligger i Suffolk for tiden, men forfatteren selv. Mere end noget andet er de 10 kapitler, jævnligt illustreret med Sebalds egne disede fotografier, på én gang underfundige og mægtige meditationer over selve det at opleve og mindes, og hvordan bevidstheden har det med at gå helt andre veje end fødderne.

Derfor er det heller ikke afgørende, hvorvidt de personer og begivenheder, der omtales, nu også er helt i overensstemmelse med virkeligheden eller måske overhovedet har fandtes eller fundet sted, og bogen er i øvrigt udtrykkeligt skrevet flere år efter selve fodturen.

Ikke for ingenting omtaler han et sted »mindernes teater«. Og hånden på hjernen: Hvor præcist er det nu lige, vi selv erindrer, og sidder hukommelsen i øvrigt ikke lige ved siden af fantasien?

At vandre er at skrive

Det handler ikke om, hvad Sebald skriver om, nær så meget som om det, at han skriver og hvordan. Også på dansk er der takket være Claus Bratt Østergaard tale om en suverænt præcisionssleben og underfundig prosa, som er en inspirerende fryd at læse (med de mange engelske indskud og citater uoversat i teksten, men oversat bag i bogen).

Den i bedste forstand vidtløftige essay-stil kan ind imellem minde om Bruce Chatwin (”I Patagonien”, ”Drømmespor”) eller den polske reporterforfatter Ryszard Kapuscinski. Men Sebald er på én gang mere konkret og på alle måder længere af sted over stepperne og sandbankerne.

Både til fods og på tryk gik han åbenlyst sine helt egne veje . I”Saturns Ringe” tilsyneladende simpelthen for at se, hvad der skete, og hvad bevægelsen satte i gang. Det er på alle måder kosmisk litteratur, og nu må jeg også se at få købt de vandresko.