Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Virginie Despentes: King Kong og kvinden | bog.guide.dk

Virginie Despentes: King Kong og kvinden

Virginie Despentes hidsige essays om kvindelige offerroller er lige så inspirerende, som de er provokerende.

Virginie Despentes:
KING KONG OG KVINDEN
(King Kong Théorie)
Oversat af Mette Olesen
160 s., 199 kr.
Tiderne Skifter
UDKOMMER I DAG

Det er ubekvemt at skulle anmelde Virginie Despentes rasende essays. Når man nu selv lige er blevet gift og har fået barn og soler sig i ægte- og moderskabets milde, varme lys. Når man i øjeblikket slet ikke er vred selv. Men dyrker sin milde kvindelighed i blød slåom-kjole og betragter resten af verden med sødmefulde blikke, mens man lægger nyvaskede stofbleer og bodystockings i størrelse virkelig lille på plads.

Det tager imidlertid ikke mange siders læsning af King Kong og kvinden at ryste mageligheden af sig. Bogens syv essays fokuserer på sociale konstruktioner af kvindelighed i forbindelse med blandt andet voldtægt, prostitution og porno Virginie Despentes (f. 1969 i Frankrig) lider ikke af berøringsangst, og man kan hverken beskylde hende for at være velfriseret eller konfliktsky.

Lyder emnevalget deprimerende? Det er teksterne ikke. De udspringer alle sammen af en holdning, der måske kan beskrives som rasende feministisk empowerment; Despentes undergraver ihærdigt og vredt vores mekaniske syn på kvinder som ofre.

Under vores forståelse af blandt andet porno, prostitution og voldtægt ligger nemlig en samfundsmæssig konstruktion, der er lige så naturlig som hunde med frakker på. Det er i hvert fald, hvad Virginie Despentes hævder, og det gør hun i flere tilfælde med sig selv og egne oplevelser som udgangspunkt.

De stakkels ludere

Det er god tone at betragte prostituerede som ofre - kvinder med et lavt selvværd, som sælger deres kroppe, fordi de tror, at de ikke selv har fortjent bedre. Men Despentes hævder, at sådan hænger det ikke sammen og hun har noget at have sit udsagn i, for hun har med mellemrum prostitueret sig igennem to år.

Flertallet af de mennesker, der arbejder, ville helst være fri, hvis de kunne blive det, anfører Despentes. Hun afviser, at det er fundamentalt anderledes at stille sin krop til rådighed som prostitueret end som demonstratrice af hudplejeprodukter i et stormagasin.

Når prostitution er så vanærende, skyldes det, at de prostituerede indgår en uformel kontrakt med samfundet. De skal skamme sig over deres arbejde, for hvis ikke prostitution var vanærende og skamfuldt, ville sexarbejdet true ægteskabsinstitutionen som ifølge forfatteren bare er mere diskret form for prostitution.

Vil afdramatisere

Men det mest opsigtsvækkende og interessante er det, Despentes skriver om voldtægt. Hun er selv blevet voldtaget som 17-årig, så her er ingen kølig teoretiseren, selv om Despentes har de akademiske referencer i orden.

Voldtægt er forfærdeligt. Men det er en risiko, man som kvinde må løbe, hvis man ikke vil leve hele livet bag hjemmets beskyttende vægge, siger Despentes. Hvis man vælger at bevæge sig ud i verden, må man kalkulere med den risiko, der er for et overgreb. Og hvis det sker, må man lære at leve med det.

Det kan virke provokerende og bagatelliserende, især på kvinder som har været udsat for et overgreb og det var sådan, Despentes selv reagerede, første gang hun stødte på denne tanke. Man forventes og forventer at blive traumatiseret for resten af livet.

Men Despentes peger på friheden til at afdramatisere. Til at sige, at en voldtægt er til at komme over. Til ikke at betragte sig selv som et offer, men som en kriger.

Udluftning

Visse argumenter hos Despentes virker lovlig spekulative (som f.eks., at der i porno fokuseres på kvinden, fordi mænd ved at identificere sig med kvinden kan udleve deres ubevidste ønske om at blive taget af en anden mand). Men det ændrer ikke ved det faktum, at Despentes på effektiv og befriende vis gør op med et stivnet og stigmatiseret kvindesyn og hele den begrænsning af både kvinders og mænds liv, der følger med. Despentes lufter ud i de beklumrede kønsroller og det er tiltrængt.

kultur@jp.dk

Julie Top-Nørgård
(f. 1974) er cand.mag., har tidligere været medredaktør af det litterære netmagasin sentura.dk og arbejdet i forlagsbranchen, og vil fremover anmelde litteratur i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Anmeldelse af Lars Bo Bojesen - Tilblivelsen af myndighed. 5 Essays om etik og pædagogik

08-11-2014: ... Men fem essays om etik og pædagogik viser, hvordan hovedet måske kan sættes på igen. Læs artikel

Anmeldelse af Marilynne Robinson - Da jeg var barn, læste jeg bøger

29-06-2014: Essays: ”Gilead”-forfatteren Marilynne Robinson kritiserer klogt den politiske økonomi og moderne teologer og fremhæver medmenneskelige holdninger som generøsitet og hensynsfuldhed. Læs artikel

Anmeldelse: Helle Merete Brix: Sex, frihed og fatwa

03-08-2012: Danmark har få intellektuelle kvinder, men Helle Merete Brix er en af dem. Nu har hun udgivet en essaysamling. Læs artikel

Anmeldelse: Klaus Rothstein: Den nøgne maskine

08-05-2010: Journalisten, kritikeren og studieværten Klaus Rothstein har taget sine holdninger med på ferie. Både dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender så godt. De sidste er de bedste. Læs artikel

Anmeldelse: Jørgen Leth og Morten Sabroe: Det er derfor man knepper så meget i det her land

05-10-2009: Efter de to forfatteres generøse anmeldelser af sig selv og deres fælles bog i Information i lørdags og her i avisen i går, er det ikke meget, en forpjusket spinatfugl har at skulle have sagt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...