Anmeldelse: Umberto Eco: FORDELE OG ULEMPER VED DØDEN

Umberto Eco:

FORDELE OG ULEMPER VED DØDEN

(A passo di gambero)

Oversat fra italiensk af Thomas Harder

363 sider, 279 kr.

Forum

Er udkommet

Hvad er krig og hvad er fred?

Umberto Eco gør sig sine overvejelser i de første stykker i denne samling essays, artikler og klummer, hvor han tager tråden op fra sin franske semiotikerkollega, Baudrillard, der morede sig med at påstå, at den første Golfkrig slet ikke havde fundet sted; den var blot en række billeder på tv.

Historien går altid i gang igen, også når man troede, at den var slut, så krigen er ikke forbi. Eco's pointe er, at man ikke længere kan føre krig som i gamle dage. Fjenden er iblandt os (tænk blot på det scenario, at der skulle udbryde krig mellem den kristne og den muslimske verden), og krigen er i medierne, hele tiden, så tiden accepterer ikke ofre og død som i gamle dage.

Nykrigen er designerkrig og mediekrig. Alligevel gennemføres der fra tid til anden en slags symbolsk Oldkrig med blod og bomber for at tilfredsstille tidens behov for - ja, netop symboler.

Betragtningen er jo nærliggende i forbindelse med 11. september, hvor USA blev angrebet af en skjult fjende og efterfølgende synes at føle et behov for dog at gå i krig mod nogen - et eller andet sted. Er det her hunden ligger begravet, når det gælder Irak-krigen?

Mindre konkret bliver det følgerigtigt nok, når Eco skal tale om at sikre freden, som, siger han, ikke kan sikres som en universel Pax det ene eller det andet, for en sådan bygger altid på militær magt og undertrykkelse. Freden skal snarere skal stykkes sammen som et svalende kludetæppe af små lokale fredsslutninger.

Visioner om fred kommer alt for ofte til at lyde som Bjarne Jes Hansen på bog, således (næsten) også hos Eco, der dog er klog nok til at lade skinne igennem, at heller ikke han ved, hvad fremtiden skal bringe, også han kan kun frygte det værste og håbe det bedste.

Internettet

Klarere er semiotikprofessoren i sin tolkning af tidens tegn, eller i hvert fald i sin kortlægning af dem. I et glimrende essay om begrebet privathed revser Eco tiden for dens ublufærdighed, egentlig fraværet af det private.

»Et lignende fænomen ser man på internettet. En granskning af mange hjemmesider viser, at oprettelsen af hjemmesider ofte ikke har andet formål end at udstille ejerens bedrøvelige normalitet, når der da ikke er tale om abnormitet.«

En herre udstiller lægelige fotografier af sin tyktarm på nettet, et ægtepar går på tv for at beskylde hverandre for utroskab, eksemplerne er legio, og nogen burde gribe ind, siger Eco, for at beskytte den æterbårne dåre mod sig selv og genetablere det private

Tja ? men hvordan egentlig? Og hvem?

Det er slående, så djævelsk godt den let distante, ironiske diskurs passer til internettets tidsalder. Så snart nogen - selv en semiotisk analyserende Eco - begynder at tale om, hvad der bør gøres, og at nogen skal gribe ind, kommer de uvægerligt til at lyde lige så intellektuelt skuffende som et politisk landsmøde.

Det sker sine steder i bogen, selv om den også er sprænglærd og meget begavet - og i øvrigt lydefrit oversat af Thomas Harder. Men en lidt strengere redaktion af, om det egentlig, selv om der står Eco på akvarellen, er alting, der skal have fast ryg på og i glas og ramme, havde klædt samlingen.

Berlusconi

Politikken er også til stede i mere rå, lokal form, og at mindelserne om sortskjorternes tid sidder dybt i italienerne er Eco et eksempel på. Han tager fænomenet Berlusconi under kyndig behandling, mindre forarget og vredt end mange af hans landsmænd og kolleger, for han indfanger, at dette aldeles ikke er en ny fascisme. Men bekymret er han ikke desto mindre for Berlusconi, for et andet fænomen, der rækker ud over ham selv og det image som primitiv bilsælger, som mange intellektuelle har yndet at klistre på ham.

Han er noget andet, som Claudio Magris sagde det for nylig her i avisen, har Berlusconi opfundet sit helt eget regime; mediemagten, »magten uden ansigt«, som er næsten umulig at bekæmpe. »Lad os bare kalde det postmoderne,« siger Eco, og så er bolden givet op til mere generelle betragtninger af den politiske kulturs udvikling, også herhjemme, såmænd.