Anmeldelse: Tzvetan Todorov: Til forsvar for Oplysningen

Essaybog

Tzvetan Todorov:

Til forsvar for Oplysningen

103 sider, 150 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Det er en amputeret udgave af den europæiske idéhistorie, man præsenteres for i dette forsvar for Oplysningstiden af den bulgarsk-franske litteraturforsker Tzvetan Todorov.

Bogen kommer af en fransk kontekst og refererer overvejende franske tænkere som Voltaire, Rousseau og Condorcet og Montesquieu. Oplysningstiden har i sin mest radikale og abstrakte udgave altid været et fransk projekt.

Oplysningen er Europa, og Europa er Oplysningen, hedder det bastant. Og periodens værdier er universelle.

Unuanceret billede

»Oplysningen er Europas mest prestigefyldte frembringelse, og den ville ikke kunne have set dagens lys uden eksistensen af det europæiske rum, der på samme tid er ét og mangfoldigt. Men det omvendte er ligeledes sandt: Det er Oplysningen, der er oprindelsen til Europa, sådan som vi opfatter det i dag. Så man kan uden overdrivelse sige: uden Europa, ingen Oplysning, men også: uden Oplysningen, intet Europa.«

Det er meget unuanceret. Blandt konsekvenserne af perioden leder man forgæves efter totalitarismen - Robespierre og Lenin er fraværende som agenter. Todorov ser Oplysningstiden som vejen til frihed og lighed og individuel autonomi - alt det gode - og da de er fraværende i den »realt eksisterende kommunisme«, som man sagde engang, kan totalitære systemer afskæres som en fejllæsning af tiden.

Oplysningstiden blev misbrugt af jakobinere og kommunister til hobe. De er periodens kættere. En retablering af det korrekte udgangspunkt vil rette op på dette, og det er Todorovs ærinde. Det minder ikke så lidt om marxisternes argument, at Stalins og Sovjetunionens udskejelser ikke var marxismens skyld.

Men den mulighed foreligger vel, at det var forfølgelsen af Oplysningstidens drømme om menneskelig autonomi og de andre goder, der skabte den totalitære kommunisme i Rusland og andre steder? Ikke for Todorov. Hans oplysningsfundamentalisme er solid.

Ikke overbevisende

Man leder derfor også forgæves efter den teknologiske iscenesættelse af fremskridtet, som kan ses som en problematisk konsekvens af videnskabeliggørelsen af det vestlige samfund og menneske.

Og blandt årsagerne til Oplysningstiden leder man forgæves efter de jødisk-kristne forudsætninger. En redegørelse for Oplysningen og for Europa, som ikke har kristendommen til grund, lægger ikke vægt på betydningen af kritisk kristen tænkning, men på en insisteren på at se Oplysningen som ganz was anderes, noget helt nyt og helt uproblematisk, er ikke overbevisende.

Det er som at se et etbenet menneske forsøge at gå.