Slavoj Zizek: Vold

Slavoj Zizek VOLD

Seks skæve refleksioner

238 sider, 149 kr.

Forlaget Philosophia

Er udkommet

Den slovenske filosof Slavoj Zcaron i zcaron ek (f. 1949) har skabt sig et ry som en provokerende ”stand-up-filosof” der udgiver sine foredrag på dvd og genopliver Karl Marx med skarpe og vittige pointer.

At hans nyeste epos ”Vold” er vittig læsning, er da også det mest positive, man kan sige om denne overvurderede tænker. Mest af alt er bogen dog ufrivilligt komisk, og Zcaron i zcaron eks bevidst kontrære synspunkter efterlader ikke indtrykket af en genial tænker, men snarere af en ulidelig og oppustet fantast.

Grundlæggende mener Zcaron i zcaron ek, at vores fokus på den almindelige vold mellem mennesker (den subjektive vold) forhindrer os i at se den symbolske vold, der udøves af vores tilsyneladende uskadelige styreformer og ikke mindst af markedsøkonomien. Det sidste er særligt vigtigt.

Trækker i trådene
I Zcaron i zcaron eks neomarxisme er det nemlig »kapitalismens selvdrivende metafysiske dans, som kører løbet.« Ikke rigtige mennesker, men strukturelle fænomener, der som overnaturlige kræfter trækker i trådene.

Vi er således passive ofre for volden i en ideologisk konstruktion, som vi ikke selv kan se. Kun folk som Zcaron i zcaron ek har åbenbart mulighed for at afsløre bedrageriet. Sikke en evne at have!

Da folk som den franske filosof Michel Foucault før årtusindskiftet dominerede de humanistiske cirkler, var ”magt” det store dyr i åbenbaringen. Nu har ”vold” og ”ideologi” så åbenbart taget den plads, men vi er ikke blevet et hak klogere af dette banale sproglige ryk.

Ny med det nyeste
Slavoj Zcaron i zcaron eks voldsbegreb er nemlig, som magtbegrebet, luftig retorik og bringer mindelser om den skizofrenes henvisning til ”stråler” eller new age-healerens ”energier”. Det er påstande, der er uverificerbare, og Zcaron i zcaron eks argumenter består mest af anekdoter, skønlitterære referencer og så lidt Hollywood-film for at pleje hans image som hip filosof, der er ny med det nyeste.

Til tider er der fornuftige ting i denne lange og temmelig usammenhængende essaysamling, men Zcaron i zcaron ek skal konstant dreje sit perspektiv i en psykoanalytisk, overfortolkende eller blot irriterende Rasmus-modsat retning, der gør, at analysen gang på gang mister sit fodfæste.

Bizart til slut
Særligt bizart bliver det til sidst i bogen, hvor Zcaron i zcaron ek flirter faretruende og kryptisk med radikale former for vold rettet mod systemet. En vold, der åbenbart er bedre end den afstumpede vold person mod person.

Men Zcaron i zcaron eks sympatier er farlige, for volden, der skal ændre systemet i sin helhed, har til alle tider været den mest blodige og rædselsvækkende af samtlige typer vold. Filosoffens drømmerier bliver således ekstremt uansvarlige i al deres tågede abstraktion.

Der er god grund til at holde øje med denne nye voldsfascination på den yderste intellektuelle venstrefløj.