Siri Hustvedt: Kvinden der rystede eller historien om mine nerver

Siri Hustvedt:

KVINDEN DER RYSTEDE ELLER HISTORIEN OM MINE NERVER

(The Shaking Woman or A History Of My Nerves, 2009)

På dansk ved Rasmus Hastrup

253 sider, 279 kr.

Forlaget Per Kofod

Er udkommet

Essay kommer af fransk essayer - at forsøge. Det er en genre, hvor forfatteren har lov til, ja ligefrem forventes at afprøve holdninger, overbevisninger og antagelser i diskussion med sig selv.

Et essay er ikke en videnskabelig tekst, men subjektiv og ikke sjældent følelsesladet. Et essay er heller ikke skønlitteratur, for det bevæger sig inden for rammerne af fakta, ikke fiktion.

Et essay er et tænkende menneskes velovervejede forsøg på at komme overens med eller ind til kernen af et emne, men på en sådan måde, at der så at sige levnes plads til den ligeværdige læsers konstruktive indvendinger.

Kroppen tager magten

Den nu 55-årige norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt, gift med Paul Auster, har en forkærlighed for genren. På dansk foreligger et udvalg i samlingen ”En bøn for Eros” fra 2006. Denne gang er der tale om ét langt essay med det formål at finde frem til, hvad der kan siges at udgøre et individ.

Da Hustvedt i 2006 skulle holde en mindetale om sin far i forbindelse med afsløringen af en minde-plakette på St. Olaf College i Minnesota, hvor han var professor i en menneskealder indtil sin død i 2004, begyndte hun at ryste ukontrollabelt.

Det var ikke bare scene-skræk. Hustvedt er vant til at stå frem foran en forsamling. Det var heller ikke en rystetur, der gik ud over hendes tale. Den blev holdt uden problemer. Men kroppen rystede altså.

Tidligere havde Hustvedt oplevet, at hendes krop tog over med bevægelser i korte perioder, som hun heller ikke kunne kontrollere. Hustvedt har også siden barndommen lidt af kraftige hovedpiner og migræneanfald.

Hun har fra tid til anden i forbindelse med behandlingsforløb sat sig ind i den relevante medicinske litteratur.

Fra alle vinkler

Efter mindetalen for faderen besluttede hun at gennemføre et egentligt systematisk studium af sin egen tilstand belyst gennem forskningsresultater fremlagt af neurologer, psykiatere og psykologer.

Hustvedt bevæger sig gennem en imponerende mængde publikationer om emner som epilepsi, hysteri, osv. Vi præsenteres for både de lange overblik, der antager kulturhistorisk formidling, og for skarpe sammenlignende analyser af konkurrerende synspunkter.

Det hele krydres med iagttagelser fra Hustvedts liv, der fremlægges med oprigtighed og ærlighed: »Min søgen efter kvinden, der rystede, fører mig rundt i cirkler, fordi det, når alt kommer til alt, også er en søgen efter perspektiver, der kan belyse, hvem og hvad hun er. Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg ikke kan stille mig tilfreds ved at kigge på hende gennem et enkelt vindue. Jeg er nødt til at betragte hende fra alle vinkler.«

Videnskab fremlægges

I denne blanding af selvdiagnose og den medicinske videnskab anskuet som noget i høj grad kulturelt betinget tilbyder Hustvedt veldokumenterede synspunkter, der serveres med en vis kant, men som alle fremlægges og diskuteres på civiliseret vis med fuld respekt for en eventuel uenighed.

Hustvedt når ikke nogen diagnose af sit lidelseskompleks. Hvad hun derimod opnår, er en erkendelse: »Hovedpinen er mig, og det har været min redning at forstå dette. Måske er tricket nu at integrere også kvinden, der rystede, at anerkende, at hun også er en del af mig.«

For den danske udgave har chefpsykiater Anne Lindhardt været faglig konsulent, og som noget ganske usædvanligt fremgår det også, hvem der har stået for korrekturen. Det er velgørende, at et forlag viser, at det har lagt sig i selen for kvalitetskontrol.