Anmeldelse: Peter Dürrfeld: Gud i musikken

Peter Dürrfeld:

GUD I MUSIKKEN

256 sider, 249 kr.

Kristeligt Dagblads forlag

At klassisk musik i stort omfang er udviklet fra kirkemusikken er én ting, som der i tidens løb er skrevet masser af bøger om. Men hvordan og i hvilket omfang der derudover også er en religiøs dimension i selve musikken, er en ganske anden og væsentligt sjældnere snak, som forfatteren Peter Dürrfeld prøver at tage op i sin essaysamling.

Uden at ryste på nogen form for kulturradikale hænder kalder han den ligefrem slet og ret ”Gud i musikken”. Og eftersøger så i forbindelse med 14 berømte klassiske værker, hvordan Gud for ham at høre manifesterer sig.

Religion er jo en privatsag og udvalget dermed personligt, så det behøver man ikke blive anfægtet af.

Blot skal det anføres, at man i udvalget med plads til tre værker af Bach og to af henholdsvis Mozart og Beethoven til gengæld må gå forgæves efter såvel Verdis requiem som Brahms' ”Ein deutsches Requiem”, og at Arvo Pärt (med et ret atypisk værk) er mutters alene om at repræsentere det 20. århundrede, der ellers også har budt på troende musikalske giganter som Olivier Messiaen, Karlheinz Stockhausen og (på sin egen måde) Per Nørgård.

Fordi de siger det

Bogen fungerer navnlig fint i kraft af sin grundlæggende insisteren på, at der kan være en højere dimension i musikken, og så på Dürrfelds pædagogiske værkindføringer.

Men samtidig har værkportrætterne det med at svinge mellem dels let nærsynede sats-for-sats-gennemgange af de tekstbårne værker, hvor man så at sige får argumentet for Guds eventuelle tilstedeværelse foræret af teksten, dels mere flyvske udlægninger af tre instrumentalværker - Mozarts ”Sinfonia Concertante”, Beethovens 6. symfoni og Bruckners 9. symfoni.

Her er man ind imellem fristet til frit efter Trilles gamle protestsang at nynne, at »Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ind.« Også fordi det ved nærmere eftersyn snarere er komponisternes biografi og forskellige musikeres tolken guddommelighed ind i musikken, der bliver brugt som belæg for, at den nu faktisk også er der.

Fornuftig og belæst

Dermed forbliver det mest af alt fornuftige, belæste og ind imellem personlige gennemgange af 14 klassiske standardværker med større eller mindre religiøs dimension inklusive anbefalinger af cd'er og dvd'er.

Skulle der virkelig være skrevet en religiøs oplevelse frem af musikken - uanset om der så er noget overnaturligt til stede i den eller ej - havde der nok også skullet et helt anderledes voldsomt sprog til, som det indirekte fremgår af et himmelrivende citat om Haydns ”Skabelsen” af Dürrfelds gamle kollega på Information, avisens mangeårige musikskribent Hansgeorg Lenz.