Anmeldelse: Mikkel Thykier: Over for en ny virkelighed

Mikkel Thykier: Over for en ny virkelighed

32 sider, 60 kr.

Edition After Hand

Er udkommet

At give tre stjerner til den stærkt anmelder-polemiske Mikkel Thykier kan ligne et vrissent selvforsvar. Som svar på tiltale.

Jeg vil nu først og fremmest læse den som symptom på problemer i den kulturelle offentlighed, et symptom på dels, hvor trængt bogmediet eller rettere den eksperimenterende litteratur kan være i dag, dels, hvor svært det er for en selvbestaltet avantgarde at finde fodfæste. Den savner anerkendelse, hvorfor kritikken skoses.

Det underholdende i ”Over for en ny virkelighed” er det kompromisløse angreb på den kulturelle magt, dvs. i denne forbindelse de velkonsoliderede forlag, dagbladskritikken og for eksempel kunstfonden. Det problematiske er den selvforherligende attitude, dens indre modsigelser og hang til martyrium.

Opsøger fiaskoen

I første del beretter Thykier med sine egne udgivelser som eksempler på, hvor uhyrlige store som mindre forlag er, når varen ikke kan sælges. Det leder frem til den tese, at bogen fordufter det øjeblik, da den kommer fra trykkeriet. Den kan kun overleve som begivenhed.

Den proletariserede forfatter arbejder for ingen, hvorfor Thykier gør det til en dyd at opsøge fiaskoen. Ikke et øjeblik er han kritisk over for de forsmåede udgivelser, ikke et øjeblik anfægter han deres kvalitet. Ikke et øjeblik overvejer han, om ikke begivenheden snarere er en darling i den kommercielle kultur.

Mikkel Thykiers tese er, at vi p.t. oplever et æstetisk skred i litteraturen. Det har dagbladskritikken imidlertid ikke opdaget, og pludselig skifter ingen betydning fra at have været en elitær kvalifikation, når talen drejer sig om den kreative skabelse, til at være dumrianernes vagtparade, når talen falder på kritikken.

Hvordan skal den gode kritiker gebærde sig? Han skal opsøge den ny litteratur og »være med dér, hvor den udfolder sig og mødes med sig selv og de mennesker, der omgiver den.«

Med andre ord: Blive en del af fællesskabet, hvor man møder »forståelse, interesse og udfordring«. Den sidste dimension lyder fin, men jeg har svært ved at se det originale i at søge ly i små tryghedsgrupper.

Umulig position

Men Mikkel Thykiers projekt handler ikke om logik. Han taler varmt for »den umulige position«, og lettere absurd bliver polemikken, når det om denne opsøgen af den rigtige litteratur hedder: »Hvor finder man nogen, der er interesseret i at deltage i lokaliseringen af det, der hidtil ikke har kunnet formuleres?«

Hvordan kan man på den ene side tale om begivenheden og et æstetisk skred og på den anden side hævde, at sagen drejer sig om erfaringer, »der hidtil ikke har kunnet formuleres?«

Mikkel Thykier vil gerne indtage avantgardens position. Det lykkes til fulde. På den konto kan han selv være konservativ.