Martin Hall: Infodemens

Martin Hall:

Infodemens

Notater og essays - en sæson

227 sider, ill. 299 kr..

Lindhardt og Ringhof

Udkommer i dag

NOTATER På forsiden til sin opsamling af småtekster fra 2007 ser Martin Hall lidt bekymret og indtrængende ud på læseren. Det kan man ikke fortænke ham i.

For nok er der sat alle sejl til opstillingen med gammeldags skrivemaskine, mørke møbler, massivt sølvtøj, tungt gardin, voluminøs blomsterbuket, et par gode flasker i baggrunden og kunstneren selv poserende i storternet habit og cigaretten dirrende helt ude mellem fingerspidserne. Det er bare som om, han ikke er rigtig i fokus alligevel.

Det er teksterne heller ikke særlig ofte. Bogen markerer den snart 45-årige musiker, billedkunstner og skribents 25-års jubilæum som forfatter og er en blanding af korte klummer og kommentarer, primært fra denne avis og den hedengangne gratisavis Dato, enkelte længere artikler bl.a. fra Buenos Aires samt en åndeløst benovet Euroman-reportage ikke af, men om ham, det hele illustreret med hans egne tegninger og collager.

Kulturradikal punk
Noget ved hans uforbeholdent prætentiøse selviscenesættelse som dekadent dandy fra et sted mellem cirka 1880 og 1930 er ret charmerende. Ligesom hans frådende hudfletninger af tidens overfladiskhed og dårskab heller ikke altid er uden et vist skarpsyn og en del perfid underholdningsværdi.

Problemet er bare, at forudsigeligheden meget hurtigt sætter ind, og så er der ikke meget provokation tilbage. Det lader sig meget hurtigt afkode, hvem der er ude, og hvem der er inde i Halls univers.

For når det kommer til stykket, synes hans værdisæt ikke væsensforskelligt fra en klassisk kulturradikal opdeling i seriøs kunst for os kloge, der i kraft af vores gode smag og overlegne intellekt har ret til at håne alle de dumme derude med deres usle stil og bevidstløse masseunderholdning. Han har blot udskiftet Mogensensofaen med klunkemøbler og symbolisme, pæn jazz med punk og klassisk og blandt hadeobjekterne Hollywood med realityshows og popmusik generelt med MTV Awards.

Tonic og boa
Hvad der virkelig sænker selviscenesættelsen, er imidlertid den sproglige ubehjælpsomhed. Den selvsmagende attitude (»Som det vist fremgår af de foregående notater?«) er dog ikke i sig selv et minus, tværtimod.

Det er derimod, at de konstante, mere eller mindre indforståede henvisninger til alskens store digtere og musikere fra Charles Baudelaire til Bryan Ferry går hånd i hånd med en ujævnt opblæst, skiftevis blasert og studentikos gymnasiaststil af typen:

»Selv om den überseksuelle mand for længst har overtaget føringen efter den metroseksuelle selv samme (den überseksuelle værende ham, der er sexy pga. sine holdninger, ikke pga. sin skin tonic og boa), føler den intellektuelle betragter sig åbenbart stadig nødt til at opretholde sin påtagede coolness (eller hvad det nu engang er, han har døbt sin apati) ved at undgå enhver form for action, og selv om han føler sig højt hævet over enhver slags religiøs fanatisme, udviser han ikke desto mindre en lige så fanatisk praksis: ligegyldighedens.« Den var ikke engang gået i mit skoleblad.

Og brækker man slængkappesætninger som denne op, er det i virkeligheden temmelig banalt, hvad der står. Ligesom dyrkelsen af forne tiders store armbevægelser i sidste ende mest af alt ligner bare ligner kitsch - et forsøg på at slå nutiden i hovedet med fortiden, uden at have nogen form for alternativer eller fremtid at byde på.

Oscar Wilde fra Rødovre
Halls forbilleder var nemlig provokerende ved at gøre noget nyt og radikalt anderledes - som han selv strejfer det i portrættet af alle dandyers åndelige fader, Beau Brummell. Han forsøger i stedet at være det ved at geniscenesætte gamle dages provokationer og holde store dekadente fester, som dengang der var store fester til.

Samtidig var den klassiske dannelse, han jævnligt efterlyser i vor åndløse nutid, grundlæggende et spørgsmål om at udvikle sig selv. Ikke blot om at posere som Oscar Wilde fra Rødovre, et retro-modstykke til alle de utjekkede popstøvler, en dandy og kompromisløs kunstner som vi i Euroman-generationen forestiller os ham.

Så man forstår egentlig godt, han ser lidt beklemt ud. Nærmest som er han pludselig kommet til at overveje, om han inde bag det demonstrativt brændende blik og al viljen til selviscenesættelse egentlig har noget på.