Martin Amis: The Second Plane

Martin Amis

The Second Plane

Jonathan Cape

ESSAYS

I firserne var Martin Amis hede hule hot hot, da han sammen med nogle gode kolleger (f.eks. Jay McInerney) hudflettede den thatcherske tid, samtidig med at han levede godt i og af den. Men tiderne har ændret sig, og Amis er ikke længere så meget den scenevante ironiker som en virkelig kontroversiel skikkelse på parnasset, og det skyldes - naturligvis - islam og islamismen, som har været den store skillelinje i nyere tid. Er du med eller imod, eller rettere: ser du islam som en trussel eller som et offer?

Ingen tvivl om, at Martin Amis stærkt artikuleret befinder sig blandt dem, der ser islam som en totalitær trussel på linje med den, nazismen og kommunismen udgjorde. Og hvad værre er, set med toneangivende venstreintellektuelle øjne, han benægter enhver skelnen mellem moderate og ekstreme muslimer.

»Indtil for nylig blev det sagt, at hvad vi var stillet over for her, var en borgerkrig inden for islam. Det var, hvad alt dette skulle forestille at være: ikke et civilisationernes sammenstød eller noget i den retning, men en borgerkrig inden for islam. Nuvel, den borgerkrig synes at være forbi. Og islamisterne vandt den.«

Den moderate islam, fortsætter Amis, hører man en masse til blandt velmenende mennesker på avisernes debatsider, men i virkelighedens verden er den tavs.

Det andet fly
Passagen findes i det længste af bogens essays, ”Terror and boredom: The dependent mind”, og det er ikke det eneste blandt bogens 12 essays, isprængt en enkelt novelle, der behandler spørgsmålet islam. Bogen begynder og slutter med 11. september 2001, det er rammen, og titlen refererer til angrebene på tvillingetårnene. Det var, siger Amis, først, da det andet fly smadrede ind i tårnene, at USA blev klar over, at man ikke var vidne til den værste flyulykke i historien, men at dette var et udtryk for et så vældigt had, at det ikke kunne begribes. Det var det andet fly, der var det afgørende, det skelsættende øjeblik.

Samlingen kredser også om det amerikanske på andre planer. Hele Bush-regeringen udstilles, primært på baggrund af Bob Woodwards fremragende bøger om emnet, men også tilsat noget af den særlige Amis-agtige eddike og sans for barok logik, når han f.eks. taler om, at amerikanerne valgte Bush, fordi han var sådan en, man kunne sætte sig ned og drikke en øl med. Det kan man ikke, manden er afholdsmand og har om nogen ladet religiøse kræfter få indflydelse i det politiske. Hvor pudsigt og tankevækkende, at det skulle blive ham, der kom til at stå over for islamismens trussel for fuld udblæsning.

Bogens enlige novelle, ”The Palace of the End”, er en ikke ueffen og meget grum og ubehagelig, fiktiv historie om livet i en arabisk diktators harem, fortalt af en af hans fastansatte dobbeltgængere, der som sine kolleger rutinemæssigt må lade sig skamfere i takt med, at diktatoren får mén af de mange attentater, men mange læsere vil nok foretrække det stykke reportage, der tager udgangspunkt i en køretur med Tony Blair. Der er den gamle Amis tilbage, selv om han heller ikke dér kan lade være med at tænke på islamisterne.

Til angreb
Det, som Don DeLillo har kaldt terrorismens narrative kraft, greb også ind i Martin Amis' liv. Han sad som stilbevidst forfatter og arbejdede med en tekst betitlet ”Krigen mod kliché”, da han - der færdes hjemmevant i New York, kender byen og har kunnet føle den lokale rædsel og forbløffelse hele vejen over havet - kom i tanke om, at der måske findes noget vigtigere at bekæmpe end klichéer. Og så er han gået til angreb.

Hans anti-islamisme har ført til forudsigelige etiketter som isla-mofob. Den ryster han af sig med en konstatering af, at en fobi er en sygelig og ubegrundet angst for et eller andet, og der er ikke noget sygeligt eller ubegrundet i at frygte nogle, der siger, at de vil slå dig ihjel.

Vi tales ved
Men hans bog og debatten omkring den er også illustrerende for de skiftende positioner. Når Amis siger, at ingen fornuftige mennesker i den vestlige verden længere kan være religiøse, lyder han langt mere som Voltaire end de mennesker, der angriber ham, og som normalt ville være tilbøjelige til at regne Voltaire blandt deres åndelige fædre. Og han bekender samtidig, at han ikke kan sige sig fri for en vis hævngerrighed over for den ideologi, der smadrede ind i New York, så skal vi ikke sige til islam, at vi kan tales ved, når man har bevæget sig ind i civilisationen?

Man bør ikke være så chokeret. Netop det dramatisk primitive kombineret med det subtile og sofistikerede har egentlig altid været Martin Amis' varemærke. Det var det også i firsernes hovedværk ”Money” (som af uransagelige grunde aldrig er oversat til dansk), så der synes at være håb forude. Måske er det Amis, der kan skrive den store roman om terrorismens tidsalder?