Marguerite Duras: At læse

Essay-samling Marguerite Duras: AT LÆSE Oversat af Lone Bjelke

64 sider, 125 kr.

Forlaget Lundtofte

Er udkommet

Prangende tager den sig bestemt ikke ud. Blot 64 sider. Men at læse ”At læse” er som at få kogt sit sproglige univers ned til det væsentligste. Præcis som oplevelsen var for fem år siden, da det lille forlag Saas udgav den franske forfatter og filminstruktør Marguerite Duras' tanker om at skrive, betitlet ”At skrive”.

Denne gang gælder det så læsningen - på et nyt forlag. Fire essays fra 1980'erne, bestående af fragmenter fra interviews, avisartikler og breve, udvalgt af oversætteren Lone Bjelke fra samlingen ”Le Monde Extérieur - Outside 2”.

Udgivet på fransk i 1993, tre år inden Duras' død som 81-årig.

At teksterne er koncentrerede, betyder ikke, at de er svære at læse. Slet ikke. Marguerite Duras' ord er lette, enkle, almindelige. Det er fortættetheden, der gør forskellen. Få ord, stærke billeder.

Tag blot denne her: »Når jeg læste, så sov hun, min mor. Vi læste, mens vi lå på måtter under trapperummet, på husets mørke, kølige steder. Det var også dér, vi græd, når hun sagde, at hun ville dø.«

I korte, fyndige sætninger insisterer Marguerite Duras på læsningens nødvendighed. Hun fortæller om den dobbelte læsning - ordene på siden, deres umiddelbare betydning og mening - og så det, der ligger nedenunder, det skjulte, det utydelige, det hemmelige og anelsesfulde land.

Nogle gange er hun kategorisk: »Man kan ikke læse i to forskellige slags lys på én gang, både i dagslys og i det lys, der stråler ud fra bogen. Man læser ved elektrisk lys, hvor værelset ligger i skygge, og hvor kun siden er oplyst.«

Så er det på plads.

Den barske dom
Hun plæderer også for, at hverken børn eller voksne skal stimuleres eller tvinges til at læse. Læsningens lyst må man selv opdage, lyder den barske dom. Og så kaster hun sig ellers ud i Baudelaire, Flaubert og Rousseau - her mærker man tydeligt tekstens franske orienterings-sfære - om triviallitteratur og tegneserier, om mennesker, der ikke læser, om mennesker, der ikke kan læse.

Om skikkelser, der kommer ud af nattemørket, født af læsningens magiske kunst. Om ungdommens manglende forankring i historien i en billedmættet og læseløs tid. Om film og filminstruktører, om døden, om længslen efter at høre til. Om at skrive og om at lide, om angsten for det hvide papir. Fragmenter og øjebliksrefleksioner, hulter til bulter kommer de, hurtigt konsumeret på de små sider, tror man da. Men her må læses i små bidder. Fordi tætheden er massiv og billederne på den indre nethinde, som teksterne lokker frem, markante.

Om anmeldere og anmeldelser har Marguerite Duras naturligvis også en mening. Anmeldelsen »dræber den bog, den anmelder,« forkynder hun fyndigt. Forhåbentlig ikke i dette tilfælde.

Blå bog
Marguerite Duras
(1914-96).

Fransk filminstruktør og forfatter til bl.a. romanerne ”Hiroshima min elskede” (1960), ”Elskeren” (1985) og ”Sommerregn” (1990).

Hendes værker skildrer ofte tilfældige møder mellem en mand og en kvinde, med dramatiske følger og med umulig kærlighed med fundamental ensomhed og smerte til følge.

Anmeldelsen ”dræber den bog, den anmelder,” forkynder Marguerite Duras fyndigt.”