Knud Wentzel: Rend mig...

Essay

Knud Wentzel:

Rend mig?

150 sider, 200 kr.

C&K Forlag

»Vi gør, som vi plejer,« men hvad gør vi, når ”plejer” er død?

Bag sætningen »Vi gør, som vi plejer« ligger traditionen både som realitet og begreb. Om den og dens død har litteraturforskeren Knud Wentzel skrevet en fin, lærd, tankevækkende lille bog, hvor han definerer tradition som »en nutidig handling, som henviser til et fortidsbillede, en fortælling, en figur, en tankegang. Tradition udtrykker en indsigt og en meddelelse fra fortid til nutid, hvorved den aktivt overskrider tidens iboende ophævelse af fortiden og retter fortiden mod fremtiden«.

Det lyder abstrakt, men eksemplificeres pædagogisk bogen igennem.

Dens fundament hviler på to overrumplende modstillinger.

Modstilling 1: Kolind

Erhvervsmanden Lars Kolinds koncept for ledelse, ”Kolind Kuren” kaldet, hvormed han som direktør revolutionerede virksomheden Otikon, og så hans private bolig, en herregård, hvor samtlige sale er holdt i forskellige epokers stilarter.

Af Wentzels beskrivelse får man indtryk af noget i retning af et eftersyn hos Bruun Rasmussen, mens ”Kolind Kuren” sigter mod innovation, kreativitet, fleksibilitet med henblik på teknologisk dynamik og global konkurrence. Men mandens klumpe-dumpe-optræden i den forrige valgkamp sætter faktisk hans kur i bengalsk belysning! Altså: På en ene side traditionens fornægtende management, på den anden side en bolig, hvor tradition forvandles til museum. Og museer er som bekendt kulturens lodsepladser - maleriudstillinger undtaget.

Modstilling 2: Hansen

Bogens anden modstilling konfronterer Martin A. Hansens traditionsmobiliserende værk ”Orm og Tyr” fra 1952 med Leif Panduros gennembrudsroman ”Rend mig i traditionerne” fra 1958. Det blev Panduros ubehag ved traditionen, der vandt og havde fremtiden for sig: I løbet af fire år udkom den i 142.000 eksemplarer, mens ”Orm og Tyr” på seks år solgte 20.000 og var fortid allerede ved udgivelsen.

Desuden skelner Wentzel mellem to former for traditionspraksis - den rituelle og den kulturelle. Begge dele blev bombet sønder og sammen i ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne: Der gik orm i den rituelle, som ellers er sejlivet: I vid udstrækning døbte '68-generationen ikke sine børn, de traditionelle bryllupsritualer blev forvandlet til kulisse, kristendommen blev fortidig, og de overleverede borgerlige værdier, som kom til udtryk i den litterære kanon, måtte vige for arbejder-, kvindelitteratur og tegneserier, mens rockmusikken frigjorde energier, der vitalt kasserede det hele i råbet »We want the world, and we want it now!«

Opbrud i 1920'erne

Men opbruddet var begyndt længe før, faktisk med Georg Brandes, der vendte sig imod det 19. århundredes kulturelle tradition i kunst, historie og kristendom, og med den kulturelle strømning, der fik betegnelsen ”kulturradikalismen”. Den slog igennem i 1920'erne f.eks. i tidsskriftet Kritisk Revy og med Poul Henningsen som anfører. Den kulturelle tradition bar så at sige sit eget dementi i sig.

Samtidig mistede de rituelle traditioner gradvist deres aura: Omgangsformer i familie, ægteskab, dagligliv, fest, arbejde, undervisning, uddannelse forvitrede. Der står vi nu.

Wentzel er hverken sentimental eller reaktionær: Han stiller en klar, intelligent diagnose, der lyder på stadig mere fragmenterede, forudsætningsløse fællesskaber, hvad man kan juble eller jamre over - alt efter temperament.