Klaus P. Mortensen: Det pittoreske øje

Klaus P. Mortensen:

DET PITTORESKE ØJE

Et guldalderessay

176 sider, 225 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Blikket har en historie. Ikke bare i overført betydning - anskuelsernes, ideernes historie. Nej, måden vi ser på f.eks. et landskab er noget historisk foranderligt.

For nu nogle århundreder siden så man Gud, eller i hvert fald tegn på hans skaberevne, derude. For lidt kortere tid siden så man - i hvert fald nogen - også Mor Danmark derude, i dag ser mange en valplads for konfliktende interesser i landbruget.

Blikket er foranderligt, fordi der er nogen, der ser. Altså er blikket ikke bare historisk, men også kulturelt forskelligt. Vi ved ikke noget om, hvordan en dansk bonde så på verden i begyndelsen af 1800-tallet, men vi ved rigtig meget om, hvordan overklassen så.

Det ved vi, fordi de har efterladt vognlæs af digte, skuespil, teoretiske betragtninger og malerier af mange slags.

Vi kalder det Guldalderen - og deres syn på verden har professor Klaus P. Mortensen beskrevet i ”Det pittoreske øje”.

En gammel tradition

Hvad rager det mig? spørges der måske derude. Tja, hvis man ellers orker at løfte bogen op til ansigtet, er den et slags spejl, hvor man kan se sig selv se, for vi ser på mange måder stadig med de øjne, som de havde dengang, de pittoreske.

Som man måske kunne forvente af et dansk blik, blev det skruet sammen af fælleseuropæiske inspirationer med henblik på at tilvejebringe en harmoni.

For det første var der en meget gammel og stærk tradition for at se naturen som en bog, som Gud havde skrevet til mennesket, for at de kunne læse om ham deri.

For det andet var der en lidt yngre tradition i malerkunsten for at opfatte det på den måde, at malerens job var gennem både naturiagttagelse og omhyggelig komposition at gøre Guds harmonisk-skabende hånd lidt mere synlig. Det pittoreske blik i ren form.

Endelig var der så fascinationen af den vilde natur, altså tordenvejrets, stormens, de vilde bjerges natur.

Guldalderblikket fastholdt

Den fascination opstår selvsagt først, når naturen ikke længere er helt så farlig, når man - i hvert fald delvis - behersker den. Vi er godt henne i 1700-tallet, før filosoffen Kant giver den autoritative bestemmelse af det sublime, altså den helt særlige fryd, vi hensættes i ved mødet med naturen, når den rigtig sætter sig igennem.

Med gennemgang af disse traditioner, gennemillustreret inddragelse af guldaldermaleriets førstehold og citater af forfattere som Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg og H.C. Ørsted kan Mortensen da holde Guldalderens blik fast.

Det er et blik, hvor det sublime tæmmes af den pittoreske ordning af landskabets elementer, men vel at mærke uden det bliver en fad idyl. Det er også et blik, hvori det efterhånden bliver en smule uvist om - og i givet fald hvordan - kunstneren tror på en skabende Gud. Måske tror han snarere på kunsten og kunstneren selv som Guds afløser udi tilvejebringelse af kosmisk harmoni.

Den herskende overtro

En gang var der mure omkring universiteterne. Forskningen skulle beskyttes mod magthavere og kirkens patent på sandheden om verden. I dag er de mure væk.

Forskningen beskyttes ikke længere mod vore dages største kirke og dens dogmatik: Forestillingen om, at virkeligheden først og sidst er af økonomisk art, at forskning derfor bør måles med en handelsmæssig alen, og at universiteterne er en fabrik på linje med et af Danish Crowns slagterier.

De danske universiteter synes at have to venner i folketinget. To aldrende fætre prøver indimellem at råbe de herskende forskningspolitikere op. Måske kan de som præster genkende overtro, når de møder den. Om den af Helge Sander indførte ”bibliometriske forskningsindikator« skrev Anders Raahauge her i avisen den 17. juli 2010:

»I ”internationaliseringens” navn er der indført et ulyksaligt princip om, at offentliggørelser på fremmedsprog udløser ekstra point til forskeren. Systemet er alene gearet til naturvidenskab, men er indført generelt. Holberg-forskeren trækker det korte strå i pointræset, for Holberg kender man ikke på University of Winnipegs litterære tidsskrift.«

Med åbne øjne

Der er grund til at glæde sig over Klaus P. Mortensens guldalderessay. For det første, fordi det er fremragende tværæstetisk grundforskning inden for det danskfaglige område skrevet på et ligefremt, let underspillet dansk. For det andet, fordi det insisterer på nogle kvaliteter, der altså ikke just nyder fremme i øjeblikket.

Og for det tredje, fordi Mortensen med sin fastholdelse af Guldalderens glosuppe peger på, at danskhed hverken er en absolut værdi, groet lige op af jorden, mens Dannebrog faldt over de lyse bøgetræer, eller en slags proto-nazistisk konstruktion.

Man kan lukke et øje for, at guldalderblikket med dets fastholdende tæmning af voldsomme konflikter er dansk, eller at det er historisk foranderligt - men ordentlig forskning prøver jo netop at holde begge øjne åbne.