Blæsten i billeder

Jytte Rex: PALLE NIELSEN - TIMEBOG/HOUR BOOK

368 sider, 475 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG


Aldrig glemmer jeg det chok, det var i tidsskriftet ”Vindrosen” i 1960 at se nogle gengivelser af Palle Nielsens store værk - 57 linoleumssnit - om ”Orfeus og Eurydike” fra året før. I mine øjne har ingen som han profetisk tolket og materialiseret den stemning af eksistentiel fremmedhed, undergang, lurende vold og desorientering, som prægede det forrige århundrede fra 1930'ernes krise og frem til Den Kolde Krigs afslutning i 1989.

Udstråler ro og harmoni
Han er ingen dommedagsprofet, men fortrolig med angsten - i Søren Kierkegaards betydning: Den angst, som ikke er for noget, men for intet. Den har ingen konkret årsag, men er blot - angst. Derfor er der heller intet forskrækket eller lidelsesfyldt over Palle Nielsens person.

Han har intet bedemandsfjæs, men udstråler på billeder ro og indre harmoni, en vis fjernhed, en forundret fornemmelse af, at intet rigtigt er, hvad det giver sig ud for. Det er en erfaring, som går tilbage til hans barndom i Københavns indre by, som han livet igennem forblev dybt fortrolig med, og som har sat sit vedholdende præg på hans kunst. Således skriver han:

»Særligt om vinteren, i skumringen kunne det tomme rum antage karakter af eksistens. Noget truende var ved at slutte sig som en støbeform om stuens faste ting. Gadelygtens genskin i stuerne gjorde det muligt at se i mørket, der var på vej, det var til at registrere som noget, der var ved at blive til.«

Skumringslys
Dette skumringslys imprægnerer en del af hans billeder. Noget er ved at ske, noget ved at blive til, noget ved at forsvinde, en stille desperation, der fremkaldes af skrækscenarier, som var de udkast til en katastrofefilm.

For bevægelsen er et konstituerende element i hans billeder, blæsten fejer gennem dem, så de oplades med tegneseriens dynamik. Samtidig er de sorte streger på den hvide baggrund, samspillet mellem sort og hvidt, et sort hus med tomme, hvide, oplyste vinduer, selve tegnet for hans kunst.

Sort og hvidt arbejder i et samspil, der er betagende, foruroligende og suverænt. Selv har han udtrykt det sådan: »Sort lys og hvidt mørke - det er tegningens problem. Der er en næsten kødelig fornøjelse ved at gå ind i den sorte og den hvide klang.«

Ord for ensomhed
Først mange år efter mit første møde med hans billeder fandt jeg ord for ensomheden i hans mennesker, når de færdes fortabte i byer i forfald og i krig. Det var i Rainer Maria Rilkes digt fra ”Tidebogen” (1903):

»O Herre, se, de store byer/ som opløste og fortabte står;/ de største er som flugt for flammer, - / og uden trøst for det, som rammer,/ og deres lille tid forgår. (?) De er prisgivet hundreder af kvaler,/ og mod dem skriger alle timeslag;/ de kredser ensomt rundt om hospitaler/ og venter angst på deres indgangsdag.«

Læremesteren
Jytte Rex - forfatter, billedkunstner og filminstruktør er en taknemmelig elev af sin beundrede lærer. I 2002 færdiggjorde hun en portrætfilm om den aldrende kunstner: ”Palle Nielsen - mig skal intet fattes”. Palle Nielsen døde inden dens premiere - i 2000 kort efter at være fyldt 80.

Hun er ansvarlig for bogen her, der foruden korte opsatser af Palle Nielsen selv rummer hendes tekst og informative essays af bl.a. Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner og kunsthistoriker Erik Fischer.

Hvad der slår én i mødet med Palle Nielsen og hans livsværk, er dets disciplin og stramhed, som i en kraftanstrengelse vil det uopnåelige - og når det! Det er hans kunsts inderste hemmelighed.

Improvisationer
Stramheden har at gøre med hans forhold til traditionens store: En Albrecht Dürer, hvis ”Melancolie” han analyserer i noter og streger, som i sig selv bliver til et kunstværk, og en Goya og endelig Rafael, hvis enkle, klare, sublime renhedsideal i f. eks. et billede som ”Jomfru Marias bryllup” (1504) han improviserer over igen og igen, især den arkitektoniske helligdom bag i billedet, som giver det karakter og en svævende monumentalitet.

Fuldstændig umulighed
På en gang klassisk forankret, i pagt med fortidens største og fuldt moderne - med en sitrende og dog rå fornemmelse for det 20. århundredes menneskes ubevidste uro, sorg, længsel, smerte - dét er Palle Nielsens kunst - eller med hans egne ord:

»Jeg skal aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vores situations fuldstændige umulighed. I erkendelsen af denne situation ligger der et håb.«