Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Aage Henriksen: Budbringersken | bog.guide.dk

Aage Henriksen: Budbringersken

Essays: Som en årvågen rejsende på et fremmed kontinent trænger Aage Henriksen ind i Karen Blixens forfatterskab.

Aage Henriksen: Budbringersken

Samlede essays om Karen Blixen 1952-2008

327 sider, 329 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Blandt de mange, som kom hos Karen Blixen på Rungstedlund, skilte Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen sig ud. Bekendtskabet førte dem ind i hver sin egen ganske særlige og fantastiske historie.

Bjørnvig gjorde regnskabet op i erindringsbogen ”Pagten. Mit venskab med Karen Blixen” (1974), som blev den endelige afslutning fra hans side - som fra hendes side i 1955: Ved udgivelsen af hans digtsamling, ”Anubis” sendte hun ham en stor buket røde roser som anerkendelse og lykønskning.

Anderledes med Aage Henriksen: Hans personlige historie med hende er slut for længst, men forholdet til hende og forfatterskabet - de to lader sig for ham ikke adskille - er det langt fra. Han afregnede aldrig, men har fastholdt hende som »en gave, en gåde, en grænseløs ulejlighed.«

Og han har gjort sig ulejligheden igen og igen, nu i en udgivelse af samtlige sine essays - 12 i alt - om idyllen på Rungstedlund inklusiv et nyskrevet, en slags finale. Det første - ”Karen Blixen og marionetterne” (1952) - førte de to ind i hinandens liv.

Voksende ligeværdighed
Afhandlingerne lægger sig organisk om hinanden som årringene i et træ. Ansporet af stædig vedholdenhed, usvækket fascination og eksistentiel anfægtelse trænger han længere og længere ind i forfatterskabet.

De mange år mellem de enkelte essays fører til gentagelser, som dog snarere har karakter af perspektiveringer og uddybninger end repetitioner, fordi Aage Henriksen selv ændrer og udvikler sig undervejs.

Således fornemmer man en langsomt voksende ligeværdighed mellem de to, som er sjælden mellem en digter og en fortolker.

Den centrale essay
Centralt står samlingens næstlængste essay, ”På Rungstedlund”, om Henriksens personlige historie med Karen Blixen, så intens, så dramatisk, så ekstrem, ja skandaløs, at den aftegner sig lige så gådefuldt og overrumplende som en Blixen-novelle.

Kun med den forskel, at den mandlige hovedperson her finder en vej ud af historien, som dog aldrig slipper ham, hvad bogen jo bevidner.

Først og fremmest er den dog dybdeboringer i forfatterskabet, hvis temaer langsomt afdækkes omtrent som geologiske aflejringer. Blandt mange motiver fremhæves to som særligt betydningsfulde: Fortællingernes komplicerede brydninger mellem mandligt og kvindeligt og Karen Blixens opfattelse af sig selv som Lucifers - djævelens - barn eller fortrolige.

Hvad der foregår mellem mænd og kvinder, er af erotisk art - i ordets videste betydning - og indebærer et sindrigt magtspil, en dialektik mellem ambition og hengivelse, mellem ærgerrighed og tilbedelse.

Ofte udleder man heraf, at kvinderne bliver ofre, hvad heller ingen kan nægte. Historien om ”Alkmene” i ”Vintereventyr” er et frysende eksempel.

Men det afgørende er, at kvinderne i fortællingerne virker i det skjulte: »Når de ikke styrer mandens skridt, så styrer de hans tanker,« som Blixen skrev.

Følgen bliver ofte, at mændene fanges i et spind, de selv er uvidende om, og på det nærmeste kastreres - i hvert fald mentalt - som tilfældet er i historien om ”Heloise”, ligeledes i ”Vintereventyr”, og som Henriksen flere gange vender tilbage til.

Lidenskabernes geometri
Disse forløb har en psykosomatisk karakter så kompliceret, næsten abstrakt, at man kan tale om en lidenskabernes geometri, som den fremgår af de geometriske figurer, der har prydet forsiden på flere udgaver af Karen Blixens bøger, og som hun siges selv at have tegnet over ”det gyldne snit” og med Steen Eiler Rasmussen som supervisor.

I forbindelse med ”Albondocani”-novellerne i ”Sidste Fortællinger” siger Henriksen, at de »nærmer sig den algebraiske ligning,« hvad der må være en del af forklaringen på, at fortællingerne på én gang udøver så voldsom en tiltrækning på læseren, men samtidig viser bort. De er svære at komme ind i, komme til rette med.



Lucifers styrt
Om Lucifer gjaldt det, at han blev smidt ud af himlen, nedstyrtet til helvede, hvor han konspirerer imod den himmelske orden. Akkurat denne salighed var dét, Karen Blixen både vendte sig imod og blev berøvet. Hun mistede alt - så at sige: Sine arbejdsmæssige og sociale livsmuligheder i Afrika og sit helbred.

Fra den udstødtes position blev hun en betragter og kender af menneskers ofte selvdementerende længsler og drømme, og ”djævelen” blev hendes ”bedste ven”, hvad der naturligt nok forvirrede dem, hun talte til om dette usædvanlige venskab.

Samtidig var der en oprører i hende imod en borgerlig identitet og »en foreskreven lykke«, som hun følte som en spændetrøje, der forkrøblede hendes - og utallige andres (kvinders) - naturlige væsen og udfoldelse, et forhold, som kan genfindes i fortællingerne.

For så vidt blev hun ”Lucifers barn”. Men Lucifer er tvetydig, for hun genkendte ham i den Gud, der i Det gamle Testamente taler dunder til Job og påberåber sig sin frihed, skaberkraft og vælde, og hvis plan er det grundmønster i ethvert menneskes liv, som er dets egentlige bestemmelse.

Aage Henriksens bog er righoldig og oplysende, nok som fortolkning af og kommentar til Karen Blixens forfatterskab, men især som et svar, en stadig mere indtrængende dialog med både hende og hendes digtning. Hvad der bekræftes af det forhold, at han fragter fascinationskraften i hendes tekst over i sin.

Godt han gjorde sig ulejligheden.

Blå bog

Karen Blixen
Karen Christence baronesse von Blixen-Finecke oprindeligt Dinesen, født den 17. april 1885 på gården Rungstedslund i Rungsted og død samme sted den 7. september 1962.

En dansk, højtbeundret forfatterinde, som også skrev under pseudonymerne Isak Dinesen og Pierre Andrezel.

Meget kendt for

”Den afrikanske farm” og

”Babettes gæstebrud”.

?Aage Henriksen har fastholdt Karen Blixen som en »gave, en gåde, en grænseløs ulejlighed.«

?Centralt står essayet ”På Rungstedlund” om Henriksens personlige historie med Karen Blixen.

Anmeldelse af Leonard Engel - New Essays om Clint Eastwood

20-06-2013: Ny essaysamling om Clint Eastwoods karriere er obligatorisk pensum for filminteresserede. Læs artikel

Anmeldelse: Rejsebøger: Vide Verden

27-04-2012: Storbyrejsebøger: Aarhus Universitetsforlag har udgivet seks bøger med inspirerende essays. Læs artikel

Anmeldelse: Knud Wentzel: Rend mig...

08-10-2011: Knud Wentzel har skrevet en tankevækkende lille bog om ”plejer”, som er død. Han stiller en intelligent diagnose, der lyder på mere fragmenterede og forudsætningsløse fællesskaber. Læs artikel

Anmeldelse: Tzvetan Todorov: Til forsvar for Oplysningen

08-10-2011: Mere end det halve af Vestens historie fortrænges i en ny fundamentalistisk bog om Oplysningstiden. Læs artikel

Anmeldelse af Klaus Rothstein - Ord og handling

02-09-2013: Klaus Rothstein rammer plet med sine underholdende beretninger om oversete forfattere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...