Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Erindringer (valgte)
Anden Verdenskrig

Wladyslaw Szpilman: PIANISTEN

Anden Verdenskrig: Koncertpianists erindringer fra Warszawa-ghettoen.

Wladyslaw Szpilman: PIANISTEN
En overlevendes erindringer fra Warszawa 1939-45
Oversat fra engelsk af Søren H. Madsen
208 s., 275 kr. (vejl.)
Forlaget Holkenfeldt 3

Hvordan Helvede virkelig ser ud, kan man først vide efter døden. Indtil da må man basere sine forestillinger på historien. Her står Warszawa-ghettoen som en af de mest nærliggende modeller.

»At åbne et vindue er som at åbne en vene,« lyder en kendt verslinje af Pasternak. Sådan har jeg det med Warszawa, også den moderne, genopbyggede by. Tankerne om, hvad der foregik her under den tyske besættelse, vil ikke gå væk.

Nu åbner Szpilmans erindringer igen vinduet til dette helvede. Ved krigsudbruddet var han en kendt koncertpianist og komponist ansat ved den polske statsradiofoni. Som jøde blev han under besættelsen udsat for nazisternes udryddelseskampagne, men overlevede mirakuløst dvs. tilfældigt.

I ghettoen kunne han den første tid ernære familien som barpianist. Men i længden hjalp det ikke. Hans forældre og søskende omkom alle i kz-lejren Treblinka.

Kun han undslap transporten og forblev i Warszawa, hvor han holdt sig i live under ghetto-opstanden, hele byens opstand og til sidst befrielsen. Herefter vendte han tilbage til musikken, populariteten og radioansættelsen i den by, han altid delte skæbne med. Han døde i 2000.

Polanskis Oscar

Bogen er en genudgivelse, men få har haft mulighed for at læse førsteudgaven, der kom på polsk og kun polsk i 1946 under titlen En bys død (Smierc miasta). Szpilmans erindringer havde små politiske ukorrektheder, der gjorde dem uegnet til genudgivelse i det socialistiske Polen. Men i 1998 kom bogen pludselig på tysk og året efter på engelsk. Dens renæssance kulminerede i 2002 med Roman Polanskis Oscar-vindende film Pianisten.

Som fortæller er Szpilman lavmælt og undgår at tildele sig selv nogen helterolle. Hans beretning giver et livagtigt indtryk af folks illusioner og desperation, mens skruen ubønhørligt strammedes om ghettoen, og byen til sidst blev lagt i ruiner.

Ligene flød

Han skåner ikke læseren, men er heller ikke specielt effektjagende, når han beskriver den ufattelige brutalitet i hverdagen. Livet gik videre, skønt ligene flød i gaderne efter de seneste terrorhandlinger. I de sidste måneder gemte Szpilman sig i udbombede huse. Han overlevede på frosset vand i badekarrene og på glemte kiks i køkkenskabene.

Der er ingen glorificering af jødisk solidaritet ud over familiesammenholdet. Enhver måtte klare sig, som han/hun bedst kunne. Heller ingen glorificering af andres hjælp. Der var dødsstraf for hele familien, hvis nogen skjulte en jøde.

På bødlernes side langer han specielt ud efter tyskernes ukrainske, litauiske og jødiske hjælpere. Heltegerninger var individuelle og i det små, når nogen lejlighedsvis overvandt angsten og hjalp et medmenneske i nød.

Hjulpet af tysker

I Szpilmans overlevelse indgik flere af den slags små, heroiske tjenester. Mest markant, da en tysk officer overraskede ham i hans gemmested og ikke skød ham. Officeren, der var katolik og skolelærer i det civile, hjalp ham tværtimod til mad, en dyne og en frakke. Senere søgte Szpilman forgæves at få officeren frigivet fra sovjetisk krigsfangenskab.

Dermed rummer bogen et bidrag til den tysk-polske forsoning, der har fået ny aktualitet, efter at Polen blev EU-medlem. Digteren og sangeren Wolf Biermann redegør nærmere for denne tysk-polske stjernestund i sin epilog til bogen.

Trods forsinkelsen skal den danske oversættelse være velkommen.

kultur@jp.dk

Nyhed: Skandale: Holocaust-bog er falsk

28-12-2008: Historien om to unge, der mødtes på hver sin side af hegnet i en kz-lejr, var smuk. Men fri fantasi - og nu er den opreklamerede bog trukket tilbage. Læs artikel

Anmeldelse: Shlomo Venezia: Sonderkommando

08-06-2008: Man kan ikke undlade at tænke på det lette liv, man selv og andre danskere har levet, når man læser beretningen om Shlomo Venezias ophold i Auschwitz. Læs artikel

Anmeldelse: Christa Schroeder - Han var min chef

16-11-2011: Christa Schroeder var Hitlers seniorsekretær og gjorde alle 12 naziår med som Førerens sekretær. Læs artikel

Anmeldelse: Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz

03-09-2011: Hver eneste genfortælling fra Auschwitz er vigtig, og det gælder også Morten Vestergaards fine lille bog ”Pigen fra Auschwitz”. Læs artikel

Anmeldelse: Ulrich von Hassell: Det Andet Tyskland

21-08-2011: Ulrich von Hassells dagbog føjer sig til strømmen af bøger, der giver et anderledes blik på Anden Verdenskrig. •Han var en del af oppositionen i Tyskland mod Hitler. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...