Nyhed: Wesley Adamczyk: Da Gud så til den anden side

Wesley Adamczyk:

DA GUD SÅ TIL DEN ANDEN SIDE

En odyssé gennem krig, eksil og forløsning

Oversat fra amerikansk af

Jens Ellekær

378 sider, ill., 295 kr.

Forlaget Ellekær


Forfatteren ligner en ældre hippie, men hans beretning er grum og ligger lysår fra et blomsterbarns forkælede og beskyttede liv. Som barn af polske forældre oplevede han Tysklands og Sovjetunionens udslettelse af Polen i 1939, den sovjetiske besættelse og indlemmelse af den østlige del af landet, sin families deportation og sin mors død af sygdom og udmattelse under de umenneskelige forhold, de og hundredtusindvis af andre polakker kom til at leve under i Sovjetunionen.

Senere erfarede han, at hans far var blandt de mange tusinde polske officerer, som det sovjetiske hemmelige politi bagbandt og likviderede med nakkeskud i 1940 - for senere at beskylde tyskerne for denne forbrydelse, der har fået betegnelsen Katyn-massakren.

Rejser i kreaturvogne
Adamczyks erindringer er således endnu en beretning om totalitære regimers nådesløse skalten og valten med menneskeskæbner i det 20. århundredes Europa.

Det er en meget realistisk og jordnær beskrivelse af de lange rejser i kreaturvogne gennem det endeløse ”umenneskelige land”, som mange polakker kalder Rusland under det sovjetiske regime; af deres kummerlige liv i usle hytter i Kasakhstan, hvor de skulle fægte sig igennem stort set uden nogen form for hjælp fra myndighederne; og af det usle liv, som også var sovjetborgernes lod under socialismen.

Polakker og russere har aldrig haft noget hjerteligt forhold til hinanden, og man forstår de katolske polakkers dybe skepsis over for den store østlige nabo, der i historiens løb flere gange har været med til at udslette den polske stat.

I 1939 erklærede udenrigskommissær Vjateslav Molotov, at Polen var en kunstig stat (Hitler kunne ikke være mere enig), som derfor skulle ophøre med at eksistere. Stalin gik så vidt som til at opløse det polske kommunistparti. Når der ikke var et Polen, kunne der jo heller ikke være noget polsk kommunistparti.

Livsbekræftende
Adamczyk har en god hukommelse, og hans beretning er fuld af barnets skarpe iagttagelser af bl.a. de mange mennesker, han så dø på allernærmeste hold. Trods bogens dystre tema er det alligevel en livsbekræftende fortælling, den nu 75-årige amerikaner beretter.

Den lille dreng havde en meget ansvarsbevidst storesøster, som ”adopterede” ham efter moderens død, mens storebroderen meldte sig til de polske styrker, der blev opstillet på sovjetisk territorium. Han var så heldig at komme med en enhed til Mellemøsten, hvor det gjaldt støtte til briterne.

Herfra kom han og hans søskende efter krigen til England. De tre polske børn, der hurtigt blev voksne, må have været gjort af godt stof, siden de kunne klare sig gennem disse kaotiske tider uden at gå til grunde.

I 1949 ankom den nu 16-årige dreng til USA inviteret af polske slægtninge. Kontrasten til det mishandlede Rusland og dets forhutlede befolkning var slående. Den jernbanestation, han ankom til, var som en katedral. Byen funklede af lys og neonskilte; han så velklædte og frimodige mennesker og velholdte huse.

Den polsk-amerikanske arbejderfamilie havde egen bil og en stor lejlighed med badeværelse. En ufattelig velstand og frihed.

Bogens titel afspejler den katolsk opdragne forfatters fortvivlelse over, at Gud ikke fritog ham, hans familie og land for disse forfærdelige lidelser. Hvorfor kom der ikke et guddommeligt indgreb, når de nu som gode katolikker havde anråbt Gud og Guds Moder om hjælp?

Hans kloge mor havde ellers for længst forklaret ham, at man skule være taknemmelig for alle de goder, man fik i livet, også selv om man ikke fik opfyldt alle sine ønsker. Først langt op i årene var vreden dampet så meget af, at amerikaneren Adamczyk kunne slutte fred med sin Gud. Godt for ham.

Forfatteren kommer også flere gange ind på, at stormagterne USA og Storbritannien ligeledes så til den anden side og tilmed aktivt forsøgte at skjule sandheden om de sovjetiske forbrydelser mod den polske nation af hensyn til samarbejdet med Sovjetunionen.

Han nævner her bl.a. en kommission af britiske historikere, der så sent som i 2003 benægtede, at der var sket en tilsløring af sandheden fra britisk side. Det er ynkeligt at læse disse officielle historikeres vriden og venden sig for at komme uden om sandheden. Kommissionshistorikere skal man holde sig fra. kultur@jp.dk

Adamczyks erindringer er således endnu en beretning om totalitære regimers nådesløse skalten og valten med menneskeskæbner i det 20. århundredes Europa.