Anmeldelse: Torgny Lindgren: Erindringer

Erindringer

Torgny Lindgren: Erindringer

Oversat fra svensk af Karsten Sand Iversen

220 sider, 199 kr.

Samleren

Er udkommet

»Også nu, hvor jeg, tooghalvfjerds år gammel, forsøger at skrive nogle af mine splittede erindringsbilleder ned, er det helt afgørende spørgsmål: Formen? Og med let fortvivlelse finder jeg, at mit liv er uden form. Jeg ser og hører ingen form, det kan presses ind i. Jeg ville ønske, mit liv ikke havde været formløst.«

Sådan skriver Torgny Lindgren lidt koket et sted i sine erindringer, som han er gået i gang med efter massivt pres fra sine forlæggere. De tænker i modsætning til forfatteren i tal og har erfaring for, at erindringer har en gevaldig læserappel, siger de. Selv forstår han ikke nødvendigheden af den slags udgivelser og stoler i øvrigt ikke på sin hukommelse. Som han indvender:

»I et halvt århundrede snart har jeg forsørget mig ved mine indbildninger.«

Lystigt og veloplagt

Men selvfølgelig kan han huske, og lykkeligvis lader han form være form og skriver lige så lystigt og veloplagt, som han har for vane.

Ved blot at lade erindringerne flyde frit og dryppe ned i den rækkefølge, de måtte komme i, får man et glimrende indtryk af forfatteren, der er medlem af Det Svenske Akademi og står bag berømmede romaner som ”Batseba”, ”Dorés Bibel” og ”Norrlands akvavit”.

Torgny Lindgren er lattermildt overbærende i tilgangen til sin historie, som på mange punkter snarere er slægtens historie end hans egen. Faktisk er han markant påholdende, når det gælder det helt private. Kone og børn tildeles således kun en bisætning, mens han fabulerer vidt og bredt om lykken ved at have hund.

Til gengæld leverer slægten en perlerække af særlinge og pudsige anekdoter. Der er f.eks. den fantastiske historie om moster Hildur, moderens søster, der emigrerer til Amerika for at finde guld, får en tommestok i hovedet og mister både hukommelse og mand. Eller fortællingen om den rødskæggede, to meter høje morfar, denne seje bonde, som får kræft i armen, men nægter at lade den amputere med ordene:

»Vi er sat på jorden for at udrette det ene og det andet. Endnu har jeg kun gjort det ene.«

Muntre alvor

Forfatteren har stik mod sin egen forventning umådeligt mange interessante, morsomme og hyggelige episoder gemt i hukommelsen, men det er alligevel tydeligt, at genren generer ham. Tilbageblikket bringer døden tættere på, eller som han siger til forlæggeren:

»Når du tager af sted med det her manuskript, begynder alderdommen.«

De modstræbende erindringer står ikke mål med romanerne, men forlæggeren har ret: De er spændende at få med. Især når det sker med Torgny Lindgrens karakteristiske muntre alvor.