Tony Blair: En rejse

Tony Blair: En rejse

Oversat fra engelsk af Hans Larsen

770 sider, 400 kr.

Jyllands-Postens Forlag

Er udkommet

Få dage efter angrebet på USA den 11. september 2001 krævede Det Muslimske Råd i Storbritannien, at premierminister Tony Blair sørgede for at beskytte muslimer mod falske anklager og ubegrundede angreb.

Som svar indledte Blairs regering med støtte fra andre religiøse grupper arbejdet med en lov, der skulle kriminalisere krænkelse af religion på samme måde, som den islamiske verdens samarbejdsorganisation, OIC, siden fatwaen mod Salman Rushdie i 1989 har agiteret for et globalt forbud mod kritik af islam. Blair fokuserede altså ikke på beskyttelsen af muslimer som individer, men på at skærme islam mod kritik.

Den 31. januar 2006 faldt forslaget med en enkel stemme, fordi Blair den dag forlod parlamentet tidligt i den sikre overbevisning, at hans forslag havde et komfortabelt flertal.

Brud på retssikkerhed

I det oprindelige forslag var straffen, uanset om den krænkende ytring var tilsigtet eller ej, sat til syv års fængsel, blot to år mindre end de ni år, som en islamisk øksemand fik for at trænge ind i Kurt Westergaards hjem med det formål at slå ham ihjel.

Blairs udspil var en del af den britiske regerings terrorpakke, der også omfattede et forslag, der skulle give politiet mulighed for at varetægtsfængsle terrormistænkte i op til 90 dage uden at rejse tiltale; en retstilstand der er en politistat værdig.

Blair stillede sig med andre ord i spidsen for forslag, der både indebar en alvorlig begrænsning af fundamental frihedsrettigheder og undergravede borgernes retssikkerhed.

Samtidig med, at Blair på hjemmefronten således indledte et angreb på det liberale demokratis kronjuveler, gik han ude i verden i krig mod undertrykkende regimer og blev en ivrig fortaler for militære interventioner med det formål at fremme frihed og demokrati.

Hvordan hænger det sammen? Måske er Blair af den opfattelse, at der ikke er nogen forbindelse mellem hans væbnede kamp mod totalitære ideer og morderiske regimer i Kosovo, Afghanistan og Irak og så hans forsøg på at knægte retssikkerhed og frihed i Storbritannien? Måske tror han, at der er tale om to forskellige verdener, og at de kan holdes adskilt?

Næppe. For hvis man læser Blairs i øvrigt interessante og fascinerende, men alt for lange og sine steder klicheprægede (90 pct. af personerne karakteriseres som gode og kloge) politiske erindringer, så er han om nogen manden, der (korrekt) gør et stort nummer ud af, at verden hænger sammen, og at globaliseringen er et uomgængeligt vilkår.

To verdener

Netop den gensidige afhængighed er hans centrale argument for i sine 10 år som premierminister at gå i krig fire gange i fjerne lande. Som Blair siger: Globale udfordringer kræver globale løsninger, og det giver ikke længere mening at skelne mellem indenrigs- og udenrigspolitik, så det, der tilsyneladende ikke vedkommer Storbritannien, gør det altså alligevel.

Mangel på frihed

I forbindelse med den militære intervention i Kosovo i 1999 skriver Blair om, hvorfor Storbritannien aktivt bør bekæmpe manglen på frihed og undertrykkelse i fjerne egne.

»Når vi taler om en verden, hvor vi alle er afhængige af hinanden, mener vi, at vi er forbundet med hinanden, at vores udfordringer og løsninger ofte er fælles, at problemer i én del af verden let kan udløse reaktioner i en anden; men også, at vi på det menneskelige plan føler os mere forbundet på tværs af nationale grænser end nogensinde før.

Det rum, vi lever i, føles mere som ét, vi deler det, vi er fælles om. Rejser, massemedier, internettet og den moderne kommunikationsteknologi trækker alt sammen i én retning: De trækker os sammen,« fastslår Blair.

Efter 11. september godt to år senere erklærer han om konfrontationen med radikal islam:

»Hvis vi skal vinde, (?) kræver det ikke kun en militær strategi for at overvinde en fjende, der kæmper mod os. Det kræver en helt ny geopolitisk struktur. Det kræver opbygning af nationer. Det kræver et utal af interventioner dybt inde i andre nationers anliggender.«

Hvis Blair således mener, at undertrykkelse, overgreb og totalitære ideologier kan sprede sig fra Kosovo, Irak og Afghanistan til andre dele af verden og ramme os selv, som det skete den 11. september, hvis vi ikke griber ind i tide, hvorfor skulle Blairs bestræbelser på at undergrave borgernes retssikkerhed og frihedsrettigheder så ikke kunne sprede sig i den modsatte retning fra Storbritannien til Egypten, Afghanistan, Rusland og Tyrkiet?

Især de to sidstnævnte har i hvert fald retfærdiggjort overgreb inden for egne grænser med henvisning til, at de er involveret i den samme kamp som Blair og kompagni efter den 11. september.

Løb fra aftale

Blair beskriver selv konfrontationen med radikal islam som en krig, men ikke en traditionel krig, snarere en kamp på ideer; »den religiøse fanatismes sæder og skikke stillet over for en oplyst, sekulær styreform, som i hvert fald i Vesten omfattede troen på frihed, lighed og demokrati,« anfører han.

Den tilsyneladende mangel på logik i Tony Blairs tilgang til det, som han selv ser som en af det 21. århundredes store udfordringer, ville jeg gerne have spurgt ham om, da han for nylig var i København. Interviewet var aftalt med forlaget, men Blair nægtede at tale med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Man kan kun gisne om, hvorfor Blair ikke stillede op, men det er svært at sige sig fri for den tanke, at det skyldes den mangel på logik og sammenhæng, der skæmmer Tony Blairs verdensbillede.