Thomas Sølbeck: Artillerist på Vestfronten

Erindringer

Thomas Sølbeck:

Artillerist på Vestfronten

Thomas Sølbecks erindringer fra Første Verdenskrig. Med forord af Claus Bundgård Christensen

176 sider. 249 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Vi nærmer os 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. Sammenholdt med den kendsgerning, at mange historikere betragter de to verdenskrige som dele af den samme konfliktcyklus med godt 20 års våbenhvile mellem sig, er det indlysende, at interessen for ”Den store Krig”, som den hed, indtil den anden brød ud, er voldsomt stigende. Behovet for indsigt i krigen, der for alvor omkalfatrede Europa, er nu så udtalt, at der også kan udgives bøger af menige krigsdeltagere med deres oplevelser berettet fra øjenhøjde.

Thomas Sølbecks efterladte erindringer er et unikt eksempel herpå. Efter krigen kom Sølbeck på dansk seminarium og blev lærer i Højer.

Hans erindringer er nedskrevet i et kollegiehæfte 10 år efter freden. Det giver erindringerne en særegen intensitet. Oplevelserne er stadige friske, men tidsforskydningen og formentlig seminarieopholdet gør, at han se kan se dem i perspektiv. Desuden er de ikke skrevet med henblik på offentliggørelse. Det er en frontsoldats beretning uden filter.

Jævnt og karsk

Derfor kan det måske virke pikerende på mange læsere, som er vant til at se de dansksindede tyske krigsdeltagere i offerrollen, at læse om Sølbecks uskrømtede glæde ved at skulle i krig så sent som 1917. Eller at han som barn fra et dansk husmandshjem vest for Haderslev nærmest går gennem krigen som national indifferent.

Tydeliggjort i omtalen af sin »prægtige kammerat Thomsen«: »Som Grundtvigianer var han mere national vaagen end jeg, og jeg tror han antog mig for at være Hjemmetysker eller noget i den retning. Mit tyske Sindelag var dog skrumpet stærkt ind under min Soldatertid.«

Sølbecks optegnelser er skrevet i et jævnt, men alligevel karsk sprog, der står forbavsende frisk og rækker fornemt over tids- og generationskløft.

Troskyldig opfattelse

En nutidig læser undrer sig over fraværet af dødsangst, selv om livet som feltartillerist i og umiddelbart bag forreste linje på Vestfronten burde give rigelig næring hertil. F.eks. da han med sin lille kanon i allerforreste linje i efteråret 1918 er med til at nedkæmpe fire britiske tanks og er i nærkamp med franske og amerikanske styrker.

Forfatteren synes at være kommet igennem rædslerne funderet i en troskyldig opfattelse af, at lykken står den kække bi. Det gjorde den så også med tilfældet som god allieret.

Krigens overordnede gang har han ikke noget indtryk af, og våbenstilstanden kommer bag på ham. Han kommer hjem på orlov i 1919 efter at have oplevet spartakistkampene i Berlin. Sammen med sin far går han så til Nordfronten - dvs. over grænsen til Danmark for ikke at skulle blive sat ind i revolutionskampene.

Sølbecks bog er en berettiget udgivelse. Velgørende renset for patos, mindekultur eller offeriscenesættelse. Enkelte gange er der scener med mindelser om ”Intet nyt fra Vestfronten”, som når rekrutplagerne fra garnisonerne dukker op i den sidste mobilisering.

Andre gange er der barokke soldat Svejk-situationer, hvor det gælder om at få tiden til at gå på rejse i etapen eller snyde sig på lazaret.

Thomas Sølbeck døde i 1947.