Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Thomas Bredsdorff - Gør hvad du.. | bog.guide.dk

Den pæne mand

Litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff har skrevet sine memoirer. Han er kommet vidt omkring og har truffet spændende mennesker, men hvem han selv er, får vi ikke at vide.

Erindringer
Thomas Bredsdorff
Gør hvad du vil – men sig hvad det er

370 sider, 350 kr.

Gyldendal


B97496193Z.1_20140107232823_000+GCH9NF1N.1-0.jpg

Til sidst i sin forrige bog, ”Ironiens Pris” (2011), antydede professor Thomas Bredsdorff, at hermed var det slut, ikke flere bøger.

Alligevel udsender han, der nu er 76, en ny, der ironisk nok handler om ham selv, en bog af den type tyskerne kalder Was ich erlebte: Hvad jeg oplevede.

Professoren er en pæn mand, men også en forsigtig mand, hvad der fremgår af titlen: ”Gør hvad du vil – men sig hvad det er”. På den ene side altså Oxford-bevægelsens påbud om absolut ærlighed, på den anden side: Gør, hvad der passer dig, bare du siger det. Hvor mange tumpede politikere, forretningsmænd og videnskabsmænd har ikke sagt, hvad de ville, og så gjort det – med uoverskuelige ulykker til følge?

Men det er ikke det, Bredsdorff mener. Snarere at intet bør blive for meget, men heller intet for lidt. Han erklærer sig et sted som socialist, men ikke marxist; han sympatiserer med studenteroprøret, men ikke med dets metoder. På universitetet, hele livet hans arbejdsplads, går han for at være rød og blød. På Politiken, hvor han er kritiker, for at være radikal light, som man jo skal på den avis. Avisen synes at være det sted, han har haft det sjovest, men mellem ham og Tøger Seidenfaden antydes der kold luft. Han betegner forholdet som »svalt, men korrekt«.

Syfilis – måske

Sval er faktisk det ord, der bedst beskriver bogen. Et andet bud kunne være adstadig. Bredsdorff fortæller mærkeligt lidenskabsløst. Kun i få øjeblikke koger gryden op. I det mest dramatisk kapitel fortæller han om den syfilis, han pådrog sig som 16-årig skibsdreng, og som plagede ham i flere år. Eller måske var det slet ikke syfilis, hvad der bringer ham i selskab med Karen Blixen, hvis afrikanske syfilis jo også er betvivlet.

Et kapitel om digteren Morten Nielsen handler om, hvordan Bredsdorff forsøger sig som private eye for at opklare, hvordan den unge modstandsmand døde. Var det vådeskud eller hvad? Men sporet ender blindt. Fra studenteroprøret kun en anekdote om en kværulantisk student, ellers intet – ikke engang om den dramatiske besættelse af rektors kontor i 1970.

Kollegaen Aage Henriksen rækker hånden ud til et fagligt fællesskab, men afvises, mens helten, Paul Diderichsen, roses for at være død i tide, 59 år gammel og derved undsluppet alderdommens forfald, der synes at skræmme Bredsdorff.

Fine folk

I øvrigt har Bredsdorff truffet, haft forbindelse og dyrket venskab med en del spændende personligheder: Den tidligere engelske Labour-premierminister Clement Attlee på Ruskin College i Oxford, den kontroversielle amerikanske lingvist Noam Chomsky på Harvard og den norske digter Tarjei Vesaas og hans kone Halldis.

Han er blevet kysset af Ingmar Bergman og er mangeårig ven med Per Olov Enquist, men selv her titter ironien frem: I Enquists selvbiografiske roman ”Et andet liv” står der meget, som er i overensstemmelse med virkeligheden. Men altså også meget, som ikke er det. Eller hvad?

I et afsluttende kapitel bekender Bredsdorff sin tro, som ikke er nogen tro og slet ikke på Gud, men han bedyrer: »Jeg ved, hvad det er at tro, for jeg har troet.« Men hvad han har troet, står ikke klart, og man kan jo tro så meget. Skønt det vel ikke rager os andre, meddeler han at have meldt sig ud af Folkekirken som trediveårig, fordi han mente, det var »en hån mod de troende at blive i foreningen og lade som om«. Hvor hensynsfuldt!

Thomas Bredsdorff er sådan en pæn mand! Om han er mere end det, siger bogen ikke noget om.

Anmeldelse af Marcus Knuth - Soldat og diplomat. Mine tre år i Afghanistan

10-06-2014: Økonom Marcus Knuth har tilbragt tre år som soldat og diplomat. Det har været en lærerig og spændende oplevelse. Men mest for ham selv. Læs artikel

Anmeldelse: Suraya Sadeed: Den forbudte pigeskole

22-05-2011: Den afghansk-amerikanske Suraya Sadeed er grundlægger af organisationen HTAC (Hjælp Afghanistans Børn). I en ny bog fortæller hun sin historie. Læs artikel

Anmeldelse: OMSKÅRET EN AUTENTISK BERETNING.

24-08-2007: Khady fra Senegal er en af flere end 140 mio. kvinder, som er blevet udsat for kønslemlæstelse. Hun har skrevet sin personlige kamp for frihed. Læs artikel

Anmeldelse af Kristian Ditlev Jensen - Sønderjylland. Steder og mennesker

22-10-2014: Anmeldelse: Forfatteren Kristian Ditlev Jensen droppede swinging London til fordel for Højer, Christiansfeld og Flensborg. I sin nye kaffebordsbog beretter han veloplagt om marsken, kålpølserne, grænsen og Æ Sproch. Læs artikel

Anmeldelse af Leif Davidsen - Steinbecks spøgelse. Jagten på en forfatter

24-09-2014: Anmeldelse: Bestsellerforfatteren kører 13.000 landevejskilometer i en autocamper gennem USA og stiller skarpt på amerikanske dyder og mangler. Det er litterær ”slow food” af høj kvalitet. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...