Erindringer
Simon Kurland:
Kurland
En jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid
240 sider, 268 kr.
Syddansk Universitetsforlag
Er udkommet
Navnet ”Kurland” kender sportsinteresserede som navnet på danske brydere i 1930'erne og 1940'erne. Abraham Kurland vandt OL-sølv i Los Angeles i 1932.
Forældrene var flygtet til Danmark fra Letland i 1907 som mange andre jøder fra Østeuropa. De arbejdede hårdt for tilværelsen til en lav løn i København og fik skabt en egen forretning med reparation af symaskiner.
Det er den yngste bror, Simon, der som 83-årig i dag skriver erindringerne, som giver et spændende og vigtigt indblik i tiden før og efter Anden Verdenskrig set med ret fattige jødiske indvandreres øjne.
De levede under ekstremt beskedne forhold, hvor hver øre skulle vendes, selv om udviklingen i hast gik i velstandens retning.
Simons brydetalent kom ham til gode og ikke kun til mange danmarks- og københavnsmesterskaber. En ældre lærling blev lagt ned, da Simon ikke accepterede hakkeordenen på værkstedet. En korporal fik samme tur under værnepligten, og Simon kunne med brydegreb skabe respekt omkring sig.
Under Besættelsen måtte familien flygte til Sverige, sejlet over af fiskere fra Gilleleje på bunden af en fiskerbåd. Optakten til flugten med advarsler, også fra en lokal nazist, er det mest spændende i bogen sammen med den venlige modtagelse i Sverige, som lettes af Kurland-brødrenes ry som brydere.
De var så kendte i Sverige, at Simon deltog i stævner i Malmø og Stockholm.
Familien Kurlands historie er lykkelig, men hele den øvrige familie fra Østeuropa blev udryddet i Hitlers dødslejre bortset fra en enkelt slægtning, der blev soldat i Den Røde Hær.
Hjemme igen efter krigen måtte Kurland-familien begynde forfra med forretningen (alle Abraham Kurlands pokaler blev under krigen stjålet af en tyskerven og smeltet om), og bogen følger familiens og især Simons videre liv i efterkrigstiden, som sammen med velstandsudviklingen fører til hustru, hus, bil og børn.
Idrætshistorisk foregår det i amatørdagenes tid, hvor det kræver en stor vilje at træne sig op til eliten - der var ingen støtte at få. Tværtimod, for Abraham Kurland blev så forstyrret af fans i sit arbejde, at han ikke kunne få sin forretning til at løbe rundt. I dag havde han kunnet tjene millioner på sin sport.
Bogen vidner om en lykkelig integrationshistorie, hvis succes også skyldes, at der ikke stod et færdigt velfærdssystem gratis til rådighed for de fattige indvandrere.
De måtte arbejde og knokle sig frem - og kæmpe mod antisemitisme både før og efter krigen - og det kom der stolte, beundringsværdige og sympatiske mennesker ud af. Det er værd at læse om.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



