Silvi Teesalu: Deporteret til Sibirien

Sovjetunionen SILVI TEESALU:

DEPORTERET TIL SIBIRIEN

En fortælling om overlevelse

Oversat af Peter Kyhn

180 sider, 230 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Forfatteren er datter af en deporteret kvinde, Senta (efternavnet oplyses ikke), der i 1941 som 24-årig mor med et spædbarn på armen og yderligere tre børn blev revet op fra Estland og transporteret østpå dybt ind i de sibiriske skove, hvor hun sammen med andre kvinder blev sat til at fælde træer og opsave træstammer med håndsave.

”Lønnen” var 200 gram brød om dagen. Mange, både kvinder og børn, døde under de umenneskelige vilkår. Kvindernes mænd var taget fra dem og børnene og anbragt i kz-lejre, hvorfra mange aldrig vendte tilbage.

Spædbarnet døde, men det lykkedes kvinden og de andre børn at overleve, og efter seks års slaveri kom de tilbage til Estland. Hendes mand slap også gennem lejropholdet med livet i behold.

Deporteret igen

Efter et par år sammen blev familien i 1950 på ny deporteret, men denne gang fik de mulighed for at blive sammen, og i det hele taget var forholdene ikke så umenneskelige som første gang.

Efter Stalins død fik familien i 1954 mulighed for at vende tilbage til fædrelandet for anden gang efter at have udstået i alt ni år for den forbrydelse at være ”folkefjender”. I modsætning til sin mand, der døde enten i 1979 eller 1980, oplevede hun sit lands frigørelse og selvstændighed.

I sit livs aften sagde den estiske kvinde, at det føltes, som om hun ikke havde et rigtigt liv. Men for millioner af andre, der led den skæbne at blive ofre for den virkeliggjorte socialisme, var der slet ikke noget liv.

Indre styrke

Hvordan kunne denne kvinde, hendes mand og børn stå alt dette igennem? Bortset fra held og tilfældigheder var hun i besiddelse af en jernvilje og en indre styrke, der bundede i en kristen-patriotisk opdragelse og opvækst i det borgerlige Estland.

Kunne en moderne, forkælet dansk gennemsnitsfamilie klare det samme? Man har svært ved at tro det, men det er ikke til at vide.

Spændingen mellem det estiske og det russiske løber som en rød tråd gennem den estiske kvindes beretning.

Hun glemmer dog ikke at fortælle om den hjælp og omsorg, som jævne russere udviste.

Hun nævner også, at sovjetmagten deporterede og tilintetgjorde uskyldige russere som led i den marxistiske utopis virkeliggørelse. Derfor burde hun flere steder have brugt ordet ”sovjetisk” i stedet for ”russisk”. Det var jo et sovjetisk, ikke et russisk regime, der var ansvarlig for de uhyrlige forbrydelser. Estiske kommu-nister var en del af dette system.

Det er mærkeligt, at denne kloge kvinde, som var gift med en mand, der blev døbt i en russisk-ortodoks kirke, tror, at russisk-ortodokse fejrer Bedstefar Frost i januar. Det er jo en sovjetisk opfindelse for at udkonkurrere den kristne jul. Russisk- ortodokse fejrer Jesu fødsel den 7. januar, fordi den russisk-ortodokse kirkes kalender ikke følger vores, men er 13 dage bagefter.