Shlomo Venezia: Sonderkommando

Shlomo Venezia:

Sonderkommando

I gaskamrenes helvede

235 sider, ill., 269 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag

"Vi skulle hjælpe dem med at rejse sig op og klæde sig af for til sidst at lede dem ind i bygningen til det sted, hvor en SSer ventede for koldblodigt at henrette dem en efter en.
Engang skulle jeg hjælpe en gammel kvinde med at klæde sig af ? Den stakkels kvinde var helt fortumlet over at stå over for en mand, hun ikke kendte. Hver gang jeg forsøgte at trække hendes strømper af, trak hun dem op igen. Jeg trak ned i den ene side, hun trak op i den anden. Det begyndte at blive farligt, for jeg kunne blive slået ihjel for at lade tyskerne vente for længe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og begyndte at blive anspændt ? mine nerver stod på højkant, og jeg holdt hende fast for at tage hendes strømper af. Jeg ville have revet dem i stykker bare for at få hende til at give slip. Stakkels kvinde, hun beskyttede sig, som hun kunne. Men hun endte som alle de andre."

Ofrene så ham knapt
»Vi skulle gå langs med ovnene, bagom, i den side, hvor man tog asken ud. Tyskeren stillede sig som regel nede for enden, let skjult af hjørnet på den sidste ovn ? Ofrene så ham knapt nok, og så snart vi var gået forbi ham, skød han offeret i nakken på klos hold ? Man skulle holde offeret ved øret en armslængde væk, tyskeren skød, og før offeret faldt til jorden, skulle man være hurtig til at sænke hovedet for at forhindre, at blodet sprøjtede op som et springvand. Hvis SSeren ved et uheld fik lidt blod på sig, lod han det gå ud over den ansvarlige fange og tøvede ikke med at afstraffe eller dræbe ham på stedet.«

Effektive nakkeskud
Det er den nu 85-årige Shlomo Venezia, der fortæller om sit ophold som 21-årig i Helvede, nærmere betegnet Auschwitz, i 1944. De tyske SS'ere var anstændige mennesker, som det fremgår - og som Himmler sagde. De sørgede effektivt for nakkeskydning og giftgasning, men de ville ikke have blod og hjernemasse på deres fine uniformer.

Derfor satte de også jøder til at stoppe deres landsmænd ind i gaskamrene, slæbe de sammenfiltrede og snavsede lig ud efter gasningen, og sørge for de afsjæledes forbrænding i ovne eller på åbne bål.

Den unge Shlomo fra Athen reddede i modsætning til sin mor og to mindre søstre livet, fordi tyskerne udpegede ham til den særkommando, der skulle tage sig af dette forfærdelige arbejde.

Overlevelseskamp
Han fortæller præcist og detaljeret om det inferno, han mirakuløst overlevede, indtil befrielsen fulgte ved sovjetiske, amerikanske og britiske soldaters indsats. Det er slående, at han hele tiden taler om tyskere og ikke om nazister.

Det er en meget ærlig skildring uden forsøg på at besmykke sine handlinger. Tværtimod fortæller han om sin egen brutalitet i overlevelseskampen, hvor en sengeplads eller en humpel brød udgjorde forskellen mellem liv og død. Beretningen er forsynet med tegninger, udført af David Olere, der også opholdt sig i det tyske helvede.

Man kan ikke undlade at tænke på det lette liv, man selv og andre danskere har levet.