Ruth Brik Christensen: Ruth i krig

Ruth Brik Christensen:

RUTH I KRIG.

Reservemor for de danske soldater

(I samarbejde med journalist Maria Houen Andersen)

Ill. 288s. 299,95 kr.

Turbulenz

ER UDKOMMET

I 2009 vandt 58-årige Ruth Brik Christensen titlen som ”Årets helt” for sin indsats for danske soldater i Irak og Afghanistan.

Et kort rids af baggrunden: I 2005 mister hun sit arbejde i et bofællesskab med unge mennesker med særlige behov. Helt tilfældigt ser hun en annonce i Kristeligt Dagblad, hvori KFUM's Soldatermission

søger en leder i Kosovo.

Hun har mistet sin mand i 1991, og de to døtre er nu voksne og har ikke mere så meget brug for hende. De bakker hende op i beslutningen om at søge stillingen, som hun imidlertid ikke får. Til gengæld bliver hun i 2006 tilbudt at blive ny soldaterhjemsleder i Irak og takker ja. Forinden gennemgår hun et såkaldt reduceret militært grundkursus, der bl.a. omfatter at kunne stå ret, sove på jorden og håndtere et våben. Øvelserne er beregnet på efterfølgende at få nye folk til at indgå i lejrlivet så nemt som muligt - og passer ikke rigtigt Ruths temperament.

Et fristed

Som udsendt er Ruths vigtigste opgave at give soldaterne et fristed fra krigen. Det sker på ”Kuffen”, som soldaterhjemmet er døbt. Her kan soldaterne komme og få en kop kaffe, hjemmebagt kage - altså når de nødvendige ingredienser kan fremskaffes - et lyttende øre og et trøstende ord.

Læseren kommer tæt ikke bare på Ruth, men på soldaternes hverdag i først Irak, og siden Afghanistan, hvor hun efterfølgende udstationeres. Den kronologisk opbyggede bog skildrer i en række klip de udfordringer og strabadser, som hun og selvfølgelig ikke mindst soldaterne stilles overfor:

»Mark fortalte mig engang, at han og resten af holdet i starten havde syntes, at det var skægt, når de afghanske børn satte sorte drager op ved siden af deres pansrede køretøjer, når de kom ind til byen. Lige indtil de fandt ud af, at Taleban brugte dragerne til at udregne, hvilken rute de var på vej ad for enten at lægge miner eller angribe dem med snigskytter.«

Forfatteren er kristen, men missionerer ikke. Hun holder sig til at skildre sine oplevelser med de mennesker, som hun møder på sin vej. Ikke bare de unge soldater og deres overordnede, men også forsvarsministre, kronprinsen og den amerikanske ambassadør.

Bogen og dens mange illustrative billeder uddyber det indblik, som en del herhjemme allerede har fået i krigen via filmen ”Armadillo”. Det er nyttig viden, og så gør det mindre, at erindringerne indimellem er lidt lange i spyttet.

Ruth får det sidste ord:

»Da jeg første gang drog til Irak, tog jeg af sted med troen på, at krig var sort og hvid, men selvfølgelig er den ikke det. Jo mere jeg er i krig, desto mindre mening har jeg om krigen. Jeg troede, at det var så nemt. Der var de gode og de onde. De onde slog vi ihjel, og så kørte det bare igen, men sådan er det ikke.«

Nej, desværre.