Primo Levi: Vidnesbyrd

Anden Verdenskrig

Primo Levi:

Vidnesbyrd

Forord af Peter Tudvad

Oversat fra italiensk af Nina Gross

568 sider, 200 kr.

Rosinante

Er udkommet

Det, der gjorde stærkest indtryk på denne anmelder første gang, han læste Primo Levis uafrystelige hovedværk om sit næsten et år lange fangenskab i Auschwitz, ”Hvis dette er et menneske”, var et kapitel med overskriften ”Dem, der går til, og dem, der overlever”.

Det normale var selvfølgelig at dø. Hvis det ikke skete umiddelbart efter den indledende selektion ved ankomsten til Auschwitz, indtraf døden som hovedregel efter ganske kort tid. Alligevel var der nogle, der overlevede i længere tid. Også blandt de jødiske fanger.

Hvem overlevede?

Nogle overlevede, fordi de kunne tilbyde nogle specifikke efterspurgte kompetencer. Det gjaldt f.eks. Primo Levi selv. Han kunne som kemiker gøre gavn for IG Farben, som var ved at opføre en fabrik til fremstilling af syntetisk gummi.

Også andre faggrupper, f.eks. læger, skræddere, kokke, musikere og skomagere havde en længere gennemsnitlig overlevelseshorisont. Eller for den sags skyld unge, attraktive homoseksuelle. De jødiske fanger, der overlevede uden at tilhøre disse grupper, påkalder sig en helt særlig interesse.

Overlevelsesstrategier

I kapitlet beskriver Levi - via fire personportrætter - forskellige overlevelsesstrategier.

?Her er den robuste sadelmager Schepschel, som ikke tøver med at drage fordel af andres ulykke.

?Her er den iskolde ingeniør Alfred L., som overlever i kraft af en langsigtet strategi: Under pinefulde afsavn formår han at bevare en fremtoning som »prominent fange«, hvorfor han er det »naturlige« valg, da der skal udpeges en teknisk leder i et laboratorium.

?Her er den demente Elias, der ikke er tynget af samvittighed. Han er nærmest lykkelig i lejren.

?Endelig er der den civiliserede og kultiverede Henri, som kynisk udnytter sine medfødte evner til at knytte andre mennesker til sig.

Et socialt eksperiment

Det lyder ikke spor rart, men alligevel foruroligende genkendeligt. Mon ikke vi alle kender nogen, som ligner disse fire overlevere? Hvordan ville vi selv have ageret under de samme omstændigheder?

Primo Levis enestående bedrift som vidne og forfatter er, at han formår at hæve sig op til at anskue livet i kz-lejren som et slags socialt eksperiment.

Den italienske kemiker var næppe blevet forfatter, hvis han ikke selv havde oplevet Holocaust indefra. Men nu kunne han ved - så nøgternt som muligt - at beskrive, hvordan mennesker under bestemte omstændigheder vil opføre sig over for deres medmennesker, måske bevare sin egen menneskelighed.

Primo Levi blev dog til sidst indhentet af Auschwitz. I 1987 styrtede han ned i en trappeskakt i sin egen boligejendom. Efter alt at dømme var det selvmord.

De nødvendige bøger

De tre bøger, der indeholder Primo Levis refleksioner over skuepladsen for den største forbrydelse i menneskehedens historie - ”Hvis dette er et menneske” (1947), ”Tøbruddet” (1963) og ”De druknede og de frelste” (1986) - foreligger alle i forvejen på dansk i Nina Gross' fine oversættelser.

Forlaget Rosinante fortjener dog stor tak for at have samlet de tre bøger i én udgivelse under overskriften ”Vidnesbyrd”. Primo Levis skrifter hører trods alt til blandt de mest nødvendige udgivelser fra det 20. århundrede.

Det forekommer i dette tilfælde lettere anstødeligt at skulle tildele en bog et antal stjerner.