Anmeldelse: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 2 - den hårde kerne

Peter Øvig Knudsen:

Blekingegadebanden 2 - den hårde kerne

528 sider, ill., hft., 299 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag

Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen:

Blekingegadebetjenten - kriminalinspektør Jørn Moos fortæller

200 sider, ib., 249 kr.

People's Press

Udkommer i morgen



DOKUMENTARISME Første bind af Peter Øvig Knudsens storværk om Blekingegadebandens tilbliven og virke var en mageløst afdækket og fortalt skildring af, hvordan politiske fanatikere gradvis udvikler sig til en topprofessionel gangsterbande. Andet bind beskriver, hvordan den kriminelle virksomhed radikaliseres frem mod postkuppet i Købmagergade i København den 3. november 1988.

Det kulminerer med nedskydningen af den unge politimand Jesper Egtved Hansen. Men bliver også begyndelsen på enden for banden, i og med at politimordet fører til, at efterforskningen af de foregående års række af spektakulære storkup endelig bliver accelereret.

Ingen domme
Ligesom i bind 1 krydsklipper Øvig med stor dramatisk virkning - omend knap så stramt og med en del gentagelser og svinkeærinder - mellem dels pågribelsen af banden i foråret 1989 og opdagelsen af dens våbenlager i den lejlighed, hvis adresse kom til at give banden navn, dels den kronologiske udvikling af bandens aktiviteter, herunder også de planer, der ikke resulterede i konkrete forbrydelser. Såsom et register over danske jøder og forsøget på at kidnappe den svenske milliardærsøn Jörn Rausing, der af uklare årsager blev opgivet i sidste øjeblik.

Fortsat er én af de store styrker i Øvigs fremstilling nemlig - ud over hans evne til at genfortælle sin dokumentation litterært - at han ikke afsiger nogen form for kendelser eller gætter på sandheder. Han påpeger kun svagheder i bandens senere forklaringer - eller uklarheder eller lakuner i materialet.

Derudover lader han det i princippet være op til læseren selv, hvad man vil tro.

I teksten er han stort set usynlig, mens han på samtlige de nyoptagne fotografier til gengæld poserer i udkanten af billedet som tænksom undersøger.

Fra politiets side
Kvaliteten i hans stålsatte objektivitet er ikke mindst mærkbar, hvis man sammenligner hans fremstilling med kriminalinspektør Jørn Moos' lille og langt mindre prætentiøse erindringsbog. Den har haft hele to Cavlingpris-modtagere som medforfattere og handler altovervejende også - endda helt ud i titlen - om efterforskningen af Blekingegadebanden.

Moos er en af Øvigs hovedkilder, så der er naturligt nok mange overlapninger, billedmaterialet inklusive. Men Moos viger bestemt ikke tilbage for at give sine egne kreative bud på, hvordan ting kan tænkes at hænge sammen.

Det vigtigste supplement til Øvigs store panorama giver Moos dog i skildringen af intrigerne internt i politiet og mellem kriminalpolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET). Her kendte man nemlig i årevis til den venstreekstreme bandes eksistens og kontakter til den palæstinensiske terrororganisation PFLP, men tilsyneladende uden at ønske at samarbejde med det kriminalpoliti, der ledte intenst efter gerningsmændene til en række af Danmarkshistoriens største og mest omtalte røverier.

Tilsyneladende, i hvert fald - for PET har, fremhæver Øvig udtrykkeligt, ikke ønsket at bidrage til hans undersøgelser. Deraf følger også, at hans bind 2 navnlig bliver en skildring af politiarbejdet i forbindelse med forbrydelserne, mens bandens internationale forbindelser her forbliver væsentligt mere i baggrunden end i bind 1.

Blot fremstår der et billede af et efterretningsvæsen og senere et retssystem, hvor man her i puslingelandet er hunderæd for at vække nogen som helst opmærksomhed i forhold til international terrorisme. Som det fremstår i Øvigs genfortælling, er det derfor, der ikke bliver skredet ind over for banden, før der bogstaveligt talt er blod på gaden.

Omvendt er det tilsyneladende også derfor, at PET's enorme materiale slet ikke inddrages i retssagen. Banden tiltales og dømmes alene som helt almindelige kriminelle og ikke efter terrorlovgivningen.

Selvopgør på skrømt
Det andet svage punkt i denne del af historien er, at Øvig ikke har nær så åbenmundede kilder inden for banden, hvad angår dens sene fase i 1980'erne. Hvor han i forbindelse med dens tidlige år i vidt omfang også kunne trække på frafaldne fra miljøet, er fremstillingen set indefra her i den mest kriminelle fase alene baseret på et af kernemedlemmerne - hvis identitet nok er sløret under dæknavnet ”Stemmen”, men som indforståede nok alligevel vil kunne genkende.

Overhovedet at få ”Stemmen” til at fortælle er bogens største bedrift. Også selv om det, hvad Øvig ikke lægger skjul på, med hensyn til konkrete og uopklarede forhold er en højst kalkuleret og redigeret version af historien, der fortælles.

For vedkommende fortæller nok meget og gør i bogens centrale kapitel også moralsk status, grænsende til revision af sine egne holdninger og sin egen tidligere kynisme over for forbrydelsernes ofre. Men så alligevel ikke helt.

Det store spørgsmål om, hvem der skød Jesper Egtved Hansen, er han alligevel stadig for meget kylling til at afsløre. Selv om Øvigs præsentation af indicierne her ligesom i åbningen af bind 1 ikke lader læseren meget i tvivl om, hvad han selv (og formentlig også politiet) tror.

Hvem vidste hvad?
Forråelsen i bandens tankesæt, til dels - men slet ikke kun - under indtryk af Israels invasion af og fremfærd i Libanon i 1982, står derimod rystende klart. Brutaliteten var til stede allerede i deres første forbrydelser, men såvel Rausing-planerne som den kendsgerning, at politidrabet i den såkaldte ”drejebog” for Købmagergade-kuppet nærmest er en på forhånd kalkuleret risiko, afslører, hvor langt ud medlemmerne efterhånden er kommet.

Det store spørgsmål, som den objektive Øvig kun indirekte lader hænge i luften, er imidlertid, hvor alene de egentlig var. Hvor lidt eller meget vidste kvinderne omkring dem, og var der virkelig ikke nogen i miljøet på den alleryderste venstrefløj, der havde bare en anelse om, hvad der foregik?

Lige så tankevækkende er den modstand, såvel Øvig som i sin tid journalisten Lars Villemoes mødte mod overhovedet at skrive kritisk om den yderste venstrefløjs voldsdyrkelse - der i hvert fald i dette tilfælde ikke forblev teoretisk. At bandens beundrere i det autonome miljø under retssagen proklamerede, at »det opblæste politidrab var forståeligt selvforsvar« indikerer også, at voldsdyrkelsen slet ikke forsvandt med domsafsigelserne.

Hvorfor?
Øvig slutter tørt registrerende sit på alle måder monumentale værk med at opremse, hvornår de enkelte dømte løslades. Her er demonstrativt intet »hvor er de nu?«, ingen perspektivering.

Den må man selv foretage. Undertitlen på andet bind går imidlertid næppe kun på den håndfuld mennesker, der bedrev politisk motiveret kriminalitet i løbet af 1980'erne, men også på en forhærdelse, politisk såvel som menneskelig, som i vekslende grad rækker langt ud over lige netop dem.

Det store spørgsmål, som Øvig ud fra sit materiale hverken kan eller forsøger at besvare, er, hvad forhærdelsen kommer af. Muligvis skal den virkelige fiktion til for at forklare det.