Hjem og læse bøger

Per Petterson:

MÅNEN OVER PORTEN

Oversat fra norsk af Annelise Ebbe.

192 sider. 198 kr.

Batzer & Co.

Er udkommet

At kalde Per Pettersons samling af småtekster for en oplagt litterær advents- eller mandelgave ville være en fornærmelse mod hans sensible, præcise og så godt som klichéfrie sprog. Men det er den altså alligevel.

Det er en blandet pose af anmeldelser, nekrologer over norske kolleger, litterære rejseessays og portrætter af forbilleder som Raymond Carver, Frank O'Connor og John Fante. Men igennem samlingen kommer der samtidig til at tegne sig et selvportræt.

Den i dag 57-årige Pettersons vej til at blive Norges internationalt berømteste forfatter har været iøjnefaldende lang, sej og uforudsigelig.

Han kommer fra små kår, fik ingen uddannelse og var så selvkritisk, at han ikke debuterede, før han var 35, kraftigt ansporet af en forlagsredaktør, der får stilfærdig heltestatus.

Gennembrud i sen alder

Oven i købet var Petterson over 50, før det helt store gennembrud kom. Romanen ”Ud og stjæle heste” blev en international sensation og skaffede ham i 2007 verdens største litteraturpris for et enkelt værk, den irske Impac Award, og i år blev den suppleret med Nordisk Råds Litteraturpris for efterfølgeren ”Jeg forbander tidens flod”; en udvidet version af takketalen afslutter bogen.

Både når han skriver om sig selv, og når han portrætterer andre, er litteraturens betydning central. Altså det at vokse op i et hjem, hvor der læses bøger og formidles begejstring for dem, uanset hvor forarmede og konfliktfyldte familieforholdene i øvrigt måtte være.

Man er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad det har gjort for ham, ikke blot i forhold til at blive forfatter udadtil, men også i forhold til at skrive ind til sig selv. I al hans karakteristiske underspillethed bliver teksterne her også ofte små, men uafviselige fortaler for det forkætrede begreb dannelse.

Og så kommer den danske udgave i øvrigt også som et ufrivilligt, men væsentligt indslag i den aktuelle debat om kvaliteten af danske oversættelser og korrekturlæsning af samme.

Her er nemlig en lydefri, gennemarbejdet og eksemplarisk korrekturlæst oversættelse, som vel at mærke udkommer på et lille, idealistisk enmandsforlag - så hvad er egentlig de større forlags undskyldning?