Paula Fox: Lånte fjer

Paula Fox: LÅNTE FJER

Oversat fra amerikansk af Merete Ries

262 sider, 269 kr.

Forlaget Ries

Er udkommet

»Mennesker, som er blevet overladt til andre og har flakket rundt fra sted til sted, opsøger altid deres fortid igen,« siger Paula Fox' far til hende, da hun som voksen fortæller ham om et nostalgisk gensyn med en sommerlejr.

Måske har han ret. Måske bliver fortiden særlig tiltrækkende, når den består af flakkende brudstykker på en bund af sorg og forsømmelse som i tilfældet Paula Fox. Faktum er, at det i så fald er hans og hustruen Elsies skyld. To ufølsomme eksistenser, der uden åbenlys anger, skaber et helvede af en barndom for datteren Paula.

Fra sted til sted

I ”Lånte fjer” rejser hun tilbage. Vist nok for første gang, selv om man sagtens kan forestille sig, at hun har hugget fra hovedstolen, da hun skrev en af de mange børnebøger, som hun er kendt for i Danmark - men som undertegnede ikke har læst.

Bogens kapitler er opkaldt efter de urimeligt mange steder, hvor Paula Fox har tilbragt sin barndom og ungdom på grund af de selvoptagede forældre. En stribe amerikanske stater udgør dermed den overordnede ramme for erindringerne.

Inden for hver del lader forfatteren imidlertid fortiden hale ind på sig i form af små, fortættede erindringsglimt, som dukker op uafhængig af kronologi eller andre forstyrrende strukturer.

Den første del af Paulas barndom er i vid udstrækning lykkelig. Hun bor hos den milde, dannede præst Elwood og hans gamle, plejekrævende mor i Balmville. Dagene løber i en fast, tryg rytme, og Paula er omgivet af velvilje og kærlighed.

Herfra stammer erindringen om den hvide musselinskjole, som han forærede hende til en påskegudstjeneste, hvor hun skulle læse et digt op for menigheden. En situation, som fik hende til at tænke: »Jeg elskede ham.«

Sart og kuldskær

Det samme kan hun ikke sige om sin mor, der igen og igen agerer som et monster over for det forsvarsløse barn. Hendes ondskabsfuldhed er grænseløs, og hun griber enhver chance for at ydmyge datteren, som da heller ikke føler antydning af sorg, da moderen dør gammel, syg og ynkelig.

Stilen er overrumplende nøgtern set i forhold til stoffets alarmerende karakter. Barnets ferske minder forulempes ikke af den voksne Paulas indsigt i og fordømmelse af forældrenes skandaløse opførsel. De formidles derimod med den samme skræmte undren, som de blev oplevet med, og det virker stærkt.

Paula Fox' erindringsbog er sart og kuldskær. Den er som en flugt henover knagende isflager: Håbefuld og angsttynget.