Anmeldelse: Paul Auster: Vinternoter

Erindringer

Paul Auster:

Vinternoter

(Winter Journal, 2011)

På dansk ved Rasmus Hastrup

234 sider, 279 kr.

Forlaget Per Kofod

Paul Auster har i tidligere udgivelser løftet noget af sløret for sit private liv. Denne gang er det blevet til et gennemført erindringsværk, dog i stærkt æstetiseret form.

Det kommer først og fremmest frem i valget af det personlige stedord, som i erindringer ganske rimeligt er jeg, medmindre man er Cæsar og vælger han. Auster bruger du. Det vil sige, at han taler til sig selv fra en position udenfor. Lidt ligesom sportsfolk, der i interviews kan distancere sig fra den krop, der netop har udført en bedrift eller har haft en dårlig dag.

Det er usædvanligt med erindringer i du-form. Men her betyder det altså, at den Auster, der som 64-årig erkender sin aldring, insisterer på at betragte mennesket Paul Auster fra fødsel i 1947 til 2011 fra en vis distance, en distance, der også giver mulighed for at benytte nogle af de fortællegreb, der ellers hører fiktionen til, såsom tilbageblik, opbremsninger, udflugter, osv.

Kronologisk orden

Er man bekendt med Paul Austers og hustruen Siri Hustvedts forfatterskaber, kan man stykke de individuelle og det fælles liv sammen af de mange brudstykker, der er offentliggjort i tidens løb.

I ”Vinternoter” får vi imidlertid hele historien i nogenlunde kronologisk orden. Om drengen, der vokser op i det jødisk-amerikansk prægede New Jersey, nabo til New York, om den intellektuelle kunstnerspires obligate oprør mod institutionerne, om vandreårene i Frankrig, om den første sex, om Austers seksuelle erfaringer i det hele taget, om det første ægteskab, om kampen for kunstnerisk anerkendelse.

Dertil om mødet med norsk-amerikanske Siri, om arbejdslivet, om familielivet, om kampen mod diverse dæmoner, og - som en rød tråd gennem denne erindringsbog, der også er en kunstners dannelsesberetning - om at se det hele i perspektiv af den 64-årige forfatter, der er ved at bringe sit hus i orden i erkendelse af, som det hedder i den tunge mol-akkord, der afslutter godt 200 siders stadige skiften mellem adskillige tonearter: »Du er trådt ind i dit livs vinter.«

Tekster, der har en præcis reference til livsaldre, vil i sagens natur appellere forskelligt til læsere alt efter, hvor gamle de er. Som ungt menneske læser man glad og gerne dannelses- og udviklingsromaner, for de handler jo netop om livsvilkåret med det unge liv og de næsten grænseløse muligheder, der ligger foran.

Som ældre har man vanskeligt ved at opretholde troen på det grænseløse, der jo viste sig alligevel at indebære grænser.

Denne anmelder vil gætte på, at yngre læsere måske vil finde Paul Austers ”Vinternoter” mindre appellerende end hans aldersfæller. For dem er der til gengæld rigtigt meget at hente i denne sene høst i et heldigvis stadigt aktivt forfatterskab.