Ole Jensen: Historien om K.E. Løgstrup

Ole Jensen:

HISTORIEN OM K.E. LØGSTRUP

286 s. 249 kr.

Anis

Bogen læner sig op ad den genre, som i den angelsaksiske verden kaldes an intellectual biography.

Ole Jensen følger tre spor: Han skriver erindringer om sin studietid i Århus og sin inspiration fra K.E. Løgstrup, der blev født den 2. september 1905 og i 1943 blev professor i etik. Mellem de to udviklede der sig først et elev-lærer-forhold, siden et samarbejde, siden et venskab, der varede til Løgstrups pludselige død den 20. november 1981, et dødsfald, hvis chok også stadig sidder i undertegnede.

Det andet spor er en fremstilling af Løgstrups filosofiske og akademiske karriere, hans studieår i Tyskland omkring 1930 og mødet med eksistensteologi og -filosofi repræsenteret af henholdsvis Rudolf Bultmann og Martin Heidegger.

Forhold til Tidehverv

Senere analyseres Løgstrups komplicerede forhold til Tidehvervs-bevægelsen, som han brød definitivt med i 1961, da han for sidste gang skrev i bladet: En benhård opposition mod Søren Nordentofts disputats om netop Heidegger.

Fremstillingen suppleres med nænsomme, blufærdige strejf ind over privatlivet, især forholdet til hustruen, Rosemarie, som Løgstrup traf i Tyskland og blev gift med i 1935. Også hans frygtede vrede besynges, mindre at han også kunne reagere ret så kolerisk.

Det tredje spor er en ikke ubrudt, men i hovedtræk kronologisk fremstilling af faserne i forfatterskabet. Overlegent og ubesværet udfolder Ole Jensen her sit lydhøre, indtrængende pædagogiske talent, så at man genkender både universitets- og højskolelæreren.

Nytænkning i bøger

Med nøjeregnende omhu fortolkes selv Løgstrups sværeste tanker, der hvert årti manifesterer sig i et hovedværk: Disputatsen i 1942; Den etiske fordring (1956) gennembruddet, der gjorde ham offentligt kendt og skaffede ham læsere og venner langt ud over de teologiske cirkler. Derpå Opgør med Kierkegaard (1968), hvor han præger det begreb, der siden har vundet almen status: De suveræne livsytringer, og endelig i 70erne de fire bind Metafysik, hvoraf han selv kun nåede at færdiggøre to. Også her præsterer han epokegørende nytænkning.

Selv de mest uhåndterlige begreber anskueliggøres behændigt f.eks. »sansningens afstandsløshed«: Det forhold, at den sansende bevidsthed er hos det sete og hørte, altså både fri af og bundet til den krop, som er på afstand heraf; eller begrebet »det singulært universale«: Det forhold, at f. eks. en stjerne er en stjerne som alle andre, men samtidig unik og som ingen anden, dog stadig en stjerne.

En enkelt drilsk bemærkning: Når Ole Jensen er så lærd, så burde han ikke placere et citat fra salmen Et barn er født i Betlehem i Dejlig er den himmelblå (s. 59)!

Det tunge savn

»De kommer aldrig over hans død,« sagde Karen Blixen til Ole Wivel ved Martin A. Hansens død. Noget lignende har været tilfældet for Ole Jensen. Mellem linjerne fornemmer man, hvor stor en smerte, hvor tungt et savn, Løgstrup efterlod i ham, og han har haft svært ved at komme fri og næppe heller ønsket det.

Men med bogen her et blivende hovedværk i den efterhånden omfattende Løgstrup-litteratur er gælden betalt. Ole Jensen skriver kærligt, henført og taknemmeligt om Løgstrup og hans liv, men samtidig med stor nøgternhed, tæft og klarhed. Det er en gavmild bog gavmild mod sin hovedperson og mod sin læser og mod forfatteren selv:

Han har givet sig selv lov og skriver løs, men stramt og velkomponeret, begejstret og indviet. Der er intet løst kød i sproget, som føjer sig upåfaldende og sikkert efter tankegangen. Ingen lades i tvivl om, at Løgstrup i Ole Jensens liv har været en overvældende glæde, men også en tung forpligtelse.

Resultatet er blevet et værk, der mere overbevisende end de fleste bekræfter Grundtvigs råd: »Elsker, hvad I vil forstå!«

Nye Løgstrup-læsere kan begynde og gamle fortsætte her.