Nina Lugovskaja: Jeg vil være fri

Nina Lugovskaja:
JEG VIL VÆRE FRI!
En dagbog fra Stalins Sovjet
340 sider, 299,95 kr.
Forlaget Bazar

Dagbøger udmærker sig tit ved at give ægte og virkelighedsnære skildringer af en tid. Det gælder i højeste grad også den sovjet-russiske pige Nina, der som 13-årig i 1932 begynder at føre dagbog. I 1937 opdager det hemmelige politi dagbogen, og det koster forvisning til Sibirien.

Det meste af dagbøgerne handler om en ung piges hverdag med søskende, skole og drenge, hun forelskes i. Glæde veksler med melankoli, og man mærker en stærk poetisk åre hos den unge pige.

Hun læser og citerer Tolstoj, Turgenjev, Lermontov og Tjekhov. Nina er den reflekterede og indadvendte i søskendeflokken og lider af tvivl og selvhad og føler sig grim og hæslig. Til gengæld har hun digterens formidable iagttagelsesevne og mod til at udtrykke sig.

Uden selvcensur

Nina Lugovskajas dagbog blev fundet i det hemmelige politi NKVDs arkiver i 2001. Det hemmelige politi brugte dagbøgerne mod Nina, der som 15-årig blev dømt til fem års strafarbejde i Kolyma i Sibirien. I dagbogen er NKVDs understregninger bevaret, så man i læsningen kan se, hvad en forhørsleder har fundet kontrarevolutionært og undergravende.

Det er der rigtig meget af i Ninas dagbøger. Hun skriver uden selvcensur om bolsjevikkerne, som hun kun har hån og afsky til overs for. I modsætning til sine søskende, der er mere forstående og følgagtige over for regimet, har Nina en klartskuende dømmekraft.

Når læreren fortæller om Lenin, kalder hun det skrupelløse løgne. Hun nægter at være pionér, hvad der var obligatorisk for alle børn.

Lig overalt

Nina ved, at aviserne er fulde af løgne. Partifolk taler som papegøjer.

Hun skriver nådesløst om Stalin som en gemen barbar. »Hvorfor er der ingen, der åbenhjertigt siger ligeud, at de (bolsjevikkerne) er nogle forbrydere alle sammen?« skriver 15-årige Nina i 1934 i sin dagbog.

Hun kritiserer gigantomanien, hvor der skal bygges stort og prangende blot for synets skyld.

Ninas dagbog viser, at selv børn og unge kunne vide, hvad der foregik.

Hun gengiver rygter om sult, hungersnød og kannibalisme i Ukraine som følge af tvangskollektiviseringerne. Provinsbyerne er fulde af sultne og lasede bønder, og der ligger lig overalt. Der er flygtningestrømme mod Moskva, men de sendes nådesløst tilbage.

Fantasi om mord

Mordet i Leningrad i 1934 på Kirov, der var det eneste tilbageværende alternativ til Stalin, registreres også af Nina. Kammeraterne græder. Og Nina bestyrkes i sin uvilje ved fremfærden efter Kirovs død, hvor over 100 mennesker myrdes uden rettergang. Vi har ikke socialisme, men inkvisition, konstaterer hun.

Hun fantaserer om at myrde Stalin »den modbydelige georgier, som har forkrøblet Rusland. Hvorledes? Hvorledes kunne det store, ædle Rusland og det russiske folk helt og holdent falde i hænderne på denne skurk? ... Jeg knytter min hænder i raseri. Jeg må dræbe ham.«

Enestående dokument

Nina Lugovskajas dagbog er et enestående dokument til belysning af en af de mest dæmoniske og totalitære perioder i historien. Den er allerede blevet sammenlignet med Anne Franks dagbøger fra nazismens terror under Anden Verdenskrig.

Visheden om, at den tids KGB har studeret en 14-årig piges dagbog, dissekeret og understreget og brugt hendes inderste tanker som anklage mod Nina og hendes familie, giver kuldegysninger. Det er præcist som i George Orwells 1984, hvor der er dødsstraf for at skrive dagbog. Alt privat er konspiratorisk.

Nina Lugovskaja overlevede Kolyma og Sibirien og kom tilbage til Moskva, hvor hun boede frem til 1993 og således oplevede Sovjetkommunismens opløsning.