Niels Holck og Øjvind Kyrø:
DE KALDER MIG TERRORIST
272 sider, 249 kr.
People's Press
Er udkommet
Historien om danskeren Niels Christian Nielsen som bliver involveret i våbensmugling i Indien og siden gemmer sig i Danmark i 10 år, mens Interpol eftersøger ham, og som Indien nu vil have udleveret til en retssag som kan blive livsfarlig for danskeren - er et af de mest dramatiske stykker virkelighed, nogen dansker har været involveret i de seneste årtier.
Det er godt stof, som jeg selv flere gange har haft fornøjelsen af at beskrive som journalist i denne avis.
Men både min og andre journalisters skildringer har altid manglet nogle led. De to hovedpersoner, danskeren Niels Chr. Nielsen og den britiske tidligere våbenhandler Peter Bleach, har modsagt både sig selv og hinanden i beretningen om, hvad der virkelig skete i december 1995, da de sammen med en russisk besætning på fem mand kastede fire tons våben ned over den indiske delstat Vestbengalen.
Bleach og de fem russere blev anholdt til års ophold i et rædselsfuldt og livsfarligt indisk fængsel, mens det lykkedes danskeren at stikke af. En historie fyldt med dobbeltspil, løgn og forræderi.
Jeg håbede, at denne bog ville få alle brikker til at klikke på plads; give de endelige svar. Det gør den ikke. Slet ikke, faktisk.
Våbensmugleren Niels Christian Nielsen hedder nu Niels Holck og er altså identisk med bogens forfatter. Det mærkes. Han er gennem årene beskrevet på mange dramatiske måder i medierne - hjernevasket af en hinduistisk dræber-sekt, for eksempel - og nu, da han i denne bog har en talerstol, hvor han ikke bliver afbrudt, benytter han muligheden for at fortælle hele historien, som han ser den. Det kommer der ærligt talt nogle ret lange, hippieagtigt moraliserende gardinprædikener ud af. Samtidig lader Niels Holck tågen blive hængende over centrale punkter vedrørende sit eget ansvar: Begik han faktisk det røveri i Danmark, som han stak af fra i 1981? Kom de meget betydelige pengebeløb, som var nødvendige for at gennemføre våbenoperationen, virkelig fra en snes idealistiske guldsmuglere som kun havde humanistiske motiver?
Moralsk dilemma
Niels Holcks store, moralske dilemma er, at han selv slap fri, mens de seks mennesker, han havde hyret til opgaven, led allerhelvedes pinsler i et indisk fængsel, hvor de i fire år havde udsigt til at blive dømt til døden ved hængning. Værst Peter Bleach, som først slap ud efter otte år, døden nær af tuberkulose.
Bogen får aldrig Holcks og Bleach's versioner af historien til at passe sammen - hvem bedrog og hvem svigtede hvem? I stedet overlades Peter Bleach næsten 30 sider i bogen til at fortælle sin historie. Den ridser grimt i den selvretfærdiggørelse, som Niels Holck forinden har søgt at bygge op - på den anden side er det jo både modigt og ærligt af hovedpersonen at udstille dilemmaerne.
Men helt vellykket bliver bogen aldrig, fordi den både vil være faktuel fortælling om dramaet, en personlig argumentation, et forsøg på en sammenhængende verdens- og livsanskuelse og floskelfyldt smalltalk om kærlighed og børn. Den fremstår først og fremmest som en forsvarstale fra en mand, som aldrig har fået gjort endeligt op med sin fortid og stadig risikerer, at Danmark udleverer ham til en retssag i Indien om våbensagen fra 1995.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



