Morten Sabroe: Fader vor

Morten Sabroe:

FADER VOR

294 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

Med ”Fader vor” fortsætter Morten Sabroe (1947) den demolering af forældrene, hvis seneste udgivelse var den om mor, ”Du som er i himlen”.

Også denne gang vandrer han glat over den gamle leveregel med ikke at tale ondt om de døde. Det er en rasende bog om en far, der ikke var der, men også en bog om forsøget på selv at blive en anden slags far.

Så vidt jeg kan overskue landskabet, er der tre slags fædre, som sønner og døtre af det 20. århundrede har gjort op med: Den autoritære far, den fraværende far og så tøsefar, der blev resultatet af forsøget på undgå de to første. Sabroes berømte far - "Den Gyldenblonde" - hørte til type 2.

Dilemmaet for junior er, at han på den ene side vil gå langt for ikke selv at blive en type 2-far, på den anden side foregår hans forsøg på ikke at blive det i en monumentalt selvoptaget tid, hvor skilsmisser og selvrealisering skaber familier med især fraværende fædre.

Typisk blandingsmisbrug

Det er nærliggende at sammenligne ”Fader vor” med på den ene side Ib Michaels, på den anden side Jørgen Leths erindringsforehavender fra den samme periode.

For Jørgen Leth er spørgsmål som det med far og søn primært æstetiske, børn bliver i ”Det uperfekte menneske” først synlige, hvis de vokser op og bliver noget ved filmen. Hos Ib Michael forsvinder enhver virkelighed til enhver tid i en hørmende sump af kulørte metaforer, således også 1960'erne og 1970'erne.

Til forskel fra dem er Morten Sabroe anfægtet, og han er journalist. Nok placerer hans bog sig i tidens typiske blandingsmisbrug af fakta og fiktion, og nok handler den om sin egen tilblivelse, men den drives af vilje til at komme til bunds i noget snarere end at iscenesætte det eller overtrumfe det med blomstersprog.

Sabroe har hænderne nede i det lort, som hans børn skider ud i de stofbleer, som han som tøsefar står og skyller op.

Smerte bag humor

Men han kan jo ikke blive stående ved den spand og være tøsefar. Bob Dylan med Keith Richards på guitar og et blandet herrekor, som man kan bese på forsiden af bogen, tordner hele tiden løs med ”Like A Rolling Stone”. Ud, væk og af sted det går.

Ved vejs ende har han da fået skrevet den bog, vi sidder med, han har været fuldtids eneforælder for en teenager i den sværeste alder, og han har forstået den smerte, som hans forhadte far skjulte bag sin affable humor og anglen efter bifald.

Til allersidst opdager han, at inde i billedet af den evigt rygvendte mand ved skrivebordet bor lille Morten, og sammen kan de så vandre ud af den fraværende fars forbandelse.

Bedst under raseri

Sabroes samkøring af sin egen udvikling med dels faderens og farfarens dels samtidens historie fungerer bedst, når den er mest rasende, såret og selvdestruktivt retningsløs.

Morten Sabroe læser f.eks. faderens erindringer - ”Mit gyldenblonde liv” - og finder sig selv i en bisætning: »I dette ægteskab har vi to sønner: Peter, der er fotograf, og Morten, der er journalistspire i Pilestræde.«

Og så stiger sønnens verbale fråde ellers derfra. Forståeligt nok.

Men raseriet rammer også hans egen generation, den generation, der valgte rockstjernerne som fædre:

»Vi deletede jer ikke, vi mangedoblede jer. Den egoisme, vi anklagede jer for, vi multiplicerede den. Vi blev alle Baby Narcissus.«

Og det er formentlig sandt. De altid udskældte 68'ere lagde jo grunden til den nye kapitalisme, hvis filosofi er evig vækst, hvis fremmeste produkter er oplevelser og livsstil - og hvis kerne er mig, mig, mig.

En anden kamp

Derimod er jeg ikke vild med historien om, hvordan Morten Sabroe fik skrevet bogen, som vi sidder med.

Alle anfægtelserne og rejserne og telefonsamtalerne med kæresten, grådanfald på Det Kongelige Bibliotek og et enormt hårdt skriveophold i Thailand. Det er den fortælling, der driver værket frem mod den udviklingspsykologiske happy end, vi får til sidst - men den er for mig at se det mindst interessante og mindst overbevisende ved ”Fader Vor.”

Det er pudsigt, at Sabroe ganske kort åbner bind 2 af Karl Ove Knausgårds ”Min Kamp” og omgående smider den igen, tilsyneladende fordi den er for ringe. Måske er det generationskløften, der åbner sig. Knausgård er fra 1968, kunne nærmest være Sabroes søn, også han ser tilbage (noget så rigeligt) og gør boet op efter sin far (udpræget type 1) og sig selv som far.

Men Knausgårds muligvis halsbrækkende projekt er her og nu at blive og skrive sin svulmende romanselvbiografi i en almindelig kernefamilies uheroiske hverdag, samtidig med at han lader hele boheme-mytologien rive og regere i sig.

Det er en ekstrem version af en kamp, som jeg ser overalt omkring mig, kampen for at blive uden at blive tøsefar (eller -mor for den sags skyld), men en anden kamp end Sabroes åbenbart.