Monireh Baradaran: Enkle sandheder

ENKLE SANDHEDER

Erindringer fra kvindefængslet i Den Islamiske Republik Iran

Oversat fra tysk af Alex Ahrendtsen

300 sider, 269 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

UDKOMMER I DAG

Enkle sandheder er ikke for sarte sjæle. Side op og side ned beskrives grusomhederne mod de politiske fanger i Irans fængsler efter Khomeinis magtovertagelse i 1979.

Hvordan kan mennesker udstå så forfærdelige lidelser? Hvordan magter de dag efter dag at tage livtag med tilværelsen, når de systematisk bliver udsat for ydmygelser og tortur, mens de venter på henrettelsen?

Bestialske metoder

Et surrealistisk univers rulles op for læseren, hvor et enkelt eksempel på en række af fantasifulde, bestialske straffemetoder kan antyde, hvad mennesker er i stand til at gøre mod et medmenneske:

Fængselsledelsen beslutter, at de venstreorienterede kvinder systematisk skal piskes. Når muezzinen ved solopgang klokken fire om morgenen kalder til bøn, bliver fangerne celle for celle ført ud, fastgjort til en metalbænk i gangen og pisket. De får fem slag med en ledning, og denne procedure bliver så gentaget ved middagsbønnen kl. 12, tredje gang kl. 4 om eftermiddagen, så igen kl. 20 og sidste gang sent på natten.

25 piskeslag over fem omgange. Hver gang kvinderne hører, at muezzinen kalder til bøn, snører halsen sig sammen på dem. At få 25 piskeslag er i sig selv forfærdeligt. Men at vente på at blive pisket fem gange om dagen er en rædsel uden ende - værre end selve piskeslagene.

Broderen henrettet

Forfatteren til denne smertelige dokumentation af helvedets forgård hedder Monireh Baradaran (født i 1955). Hun er uddannet akademiker, var politisk aktiv på venstrefløjen i Iran i 1970'erne og blev fængslet i 1981 sammen med sin bror. Han blev henrettet.

Siden 1991 har hun levet i eksil i Tyskland, hvor hun i 1998 udgav sine erindringer om ni års fangenskab. Det er denne bog, som nu er oversat til dansk.

De nyomvendte

Baradaran overlever såvel seks måneders isolationsfængsel som tilbagevendende tortur, fordi hun magter at disciplinere sig selv strengt i daglige rutiner. På få kvadratmetre forsøger hun at motionere, at gøre rent, at holde orden og i det hele taget udfolde en form for civilisation.

Fangerne støtter hinanden og indgår venskaber, der er med til at holde modet oppe. De svageste bukker dog efterhånden under for torturen og bliver tawab'er, nyomvendte, der - for at vise deres islamiske sindelag - forfølger og piner deres medfanger.

”Enkle sandheder” lægger sig i forlængelse af Marina Nemats ”Fængslet i Teheran” (2007) og Azar Nafisis ”Reading Lolita in Tehran” (2003), der også afdækker de uhyrlige konsekvenser af et totalitært regime. Alle tre forfattere bør takkes, fordi de har taget den pinefulde dokumentationsopgave på sig.