Marit Tusvik: Dejlig er jorden

Marit Tusvik:

DEJLIG ER JORDEN

Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer

232 sider, Indb. 298 kr.

Batzer & Co.

UDKOMMER I DAG

Der er noget over andres erindringer: De får én til selv at erindre. I hvert fald de bedste af dem. Som nu ”Dejlig er jorden”, Marit Tusviks tindrende beskrivelse af sin barndom ved stejle fjelde og vide fjorde.

Hun kan noget med sproget, som får associationerne til at løbe. Hun kan springe fra overblikket til detaljen uden at tabe den barnlige forundring undervejs. Hun kan samle kronologien, samtidig med at forløbet gang på gang hugges op i barnets ulogiske småstykker og mærkværdige indsigelser.

»Alle bærer vi det barn i os, som vi engang har været,« udtalte Amos Oz for nylig til Morgenavisen Jyllands-Posten, og for Marit Tusviks vedkommende ligger det barn tilsyneladende lige under huden som et intakt og meget autentisk sanseapparat.

Følelser og lugte

Det er den voksne Marit, der fortæller. Hun tager turen fra Oslo tilbage til sin barndomsby, Høyanger, en lille industriby ved Sognefjorden, for at indhente sig selv, som hun ret præcist udtrykker det.

I mødet med huset, hvor hun boede de første 11 år af sit liv sammen med forældrene, to større brødre og en lillesøster, dukker stemninger, følelser, begivenheder, mennesker, lugte, søvnløse nætter og løsrevne sætninger op.

Bogen leverer med sin lette, muntre tone indtrykket af en god barndom. Alligevel forklares rejsen tilbage til barndomslandet som et forsøg på at finde ind til den rigtige, sande historie, dvs. historien uden udglattende forskønnelser eller aflåste pulterkamre.

Der skal fejes under tæpperne, og alt skal frem i dagens afslørende lys, men så vidt jeg kan se, finder hun ikke andet end det, som findes i de fleste familier: Frustrationen over at blive kaldt lille, selv om man føler sig stor. Vreden over at skulle lave luftkaffe og bage birkebladsvafler, mens storebrødrene sejler med små modelbåde. Jalousien i forhold til den nyfødte lillesøster. Mareridtet over at blive flyttet ud af forældrenes soveværelse. Etc., etc. Med andre ord helt universelle erfaringer på vejen til at blive voksen.

Lykken i sproget

Marit Tusviks hjem fremstår farverigt og stimulerende for et barn, som selv er drømmende, digterisk og påhitsom. Originaler og særlinge, akademikere og kunstnere går ud og ind af den lille lejlighed, sommerhytten bobler af brombærvin, faderen brænder keramikskulpturer på loftet, og moderen dufter forførende af Chanel No. 5.

Der er lykkelige erindringer og ulykkelige erindringer, og Marit Tusviks kan dårligt kaldes andet end lykkelige. Hvis hun ikke selv har erkendt det endnu, taler sproget i det mindste over sig. Kun det lykkelige kan man skrive så sprudlende, smilende og stemningsfyldt om.