Anmeldelse: Lars Hedegaard: Ræven går derude, mor

Lars Hedegaard:

Ræven går derude, mor

Erindringer

1980-2011

296 sider, 198 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

I disse år udkommer interessante erindringsbøger om opgør med venstrefløjen, og det er generelt spændende og tumultagtige livsforløb, der berettes om. Hvor mange venstrefløjsbiografier præges af hovedpersonens uskyld og det onde samfund, har Nils Gunder Hansen og Jørgen Grimstrup i deres erindringer tidligere på året beskrevet egne kampe i de ideologiske årtier i 1970'erne og 1980'erne og uden at skyde skylden på andre skildret medløbet og opgøret med sig selv og tidsånden.

Nu følger Lars Hedegaard genren op med bind 2 af sine erindringer fra tiden, hvor en tsunami af vilde og rabiate ideer skyllede ind over Vesten.

Lars Hedegaard, der til næste år bliver 70 år, er i dag kendt som en aktiv formand for Trykkefrihedsselskabet, energisk kritiker af islam og for at være blevet dømt som racist i byretten. I 1980'erne og 1990'erne arbejdede Hedegaard for Politikens Forlag, fagbevægelsen og Nordisk Ministerråd.

Det lyder kedeligt, men ikke når Hedegaard beretter. Svend Auken, som han var tæt på, beskrives som en mytoman og politisk poet, der altid så sig selv som en folketribun på en hvid hest i spidsen for jublende skarer.

Opgør med Blekingegade

Undervejs blev Hedegaard en kort overgang chefredaktør for Dagbladet Information, mens Blekingegadebandens meriter kom for dagen. Det afstedkom voldsomme skænderier på avisen, for Hedegaard tilskyndede journalisten Lars Villemoes til at skrive om det til meget stor vrede og had fra den øvrige venstrefløj og avisens journalister.

Senere har Lars Hedegaard selv haft adgang til bl.a. PET's og politiets arkiver om Blekingegade-banden og beretningen herom, som er sløret for personfølsomme oplysninger, og som understreger, at PET havde blik for gruppen lang tid før mordet på politibetjenten i 1989.

Hedegaard konkluderer, at det giver mening at antage, at der var en slags underhåndsaftale med palæstinensere om ikke at retsforfølge dem, hvis de undlod at lave terror i Danmark.

Bekender sine synder

Lars Hedegaard engagerede sig energisk for EU i Europabevægelsen i 1990'erne til nutidig fortrydelse. Fatwaen mod Salman Rushdie i 1989 blev ingen øjenåbner og først 10 år senere i 1999 skrev han sin første islamkritiske artikel. Og så det gik ellers hurtigt, og siden følger bøger og indlæg om den trussel, som islam udgør for Europa.

Samtidig er han med til at udvikle Berlingskes Groft Sagt-spalte med daglige slag i bolledejen. Undervejs uddeles der lussinger, som når Anders Fogh Rasmussens kulturkamp sammenlignes med en generals kommando til angreb, hvorefter han selv gemmer sig i nærmeste busk.

Mange navngivne journalister bliver også spiddet: De ved ikke, hvad de snakker om, de kommer med grove beskyldninger, og de vil altid blive støttet af deres kollegaer.

Lars Hedegaards erindringer er som en frisk vin, der bliver mere spændende at åbne om få år. For så kan det konstateres, om han fik ret i sine profetier. Indtil da indgår den i rækken af gedigne selv- og venstrefløjs-opgør, fordi marxisten og ateisten Hedegaard skriver som en kristen kirkefader, der ved, at han har syndet.

Et fremragende opgør og et præcist tidsbillede.