Anmeldelse: Poul & Poul og politik

Samtalebog

Kurt Strand: Poul Schlüter - Det var vel ikke så ringe endda

300 sider, 299 kr.

People's Press

Erindringer

Poul Nielson: En hel Nielson

515 sider, 300 kr.

Sohn

Den tidligere medarbejder ved Socialistisk Dagblad, Kurt Strand, har en forkærlighed for noget, som han kalder anstændige borgerlige. Forbløffende mange borgerlige er parate til at acceptere hans uudtalte præmis, nemlig at borgerlighed som udgangspunkt er noget uanstændigt snavs.

Det gjaldt i sin tid Connie Hedegaard, og nu har Kurt Strand så kastet sig over den aldrende Poul Schlüter og begået en samtalebog.

Journalistbøger af den art plejer at betyde forudløbende afsløringer og nyhedshistorier. For dennes vedkommende har overskriften lydt: ”Schlüter: Jeg keder mig.”

Breaking news. Og sært at tænke på, egentlig.

Men den foreliggende bog understøtter påstanden, for efter (hurtigt endt) gennemlæsning, konstaterer man gabende tabet af to timer, som man aldrig får igen.

Hvis kombinationen Strand & Schlüter var en varm ret, ville man sige, at den manglede salt og peber, hvidløg, chili, hvad som helst, der kunne pifte den op til et eller andet, for den er fersk som en skovsø, og hvad skal vi dog med det?

Hyggelig passiar

Schlüter kigger på gamle billeder og tegninger, Strand stiller døde spørgsmål, og vi kommer ikke ud af stedet. Vi lades tilbage med indtrykket af en pæn mand, der har gjort en overraskende pæn karriere. Han genrejste Det Konservative Folkeparti, og det var flot gjort. For partiet og for ham selv.

»I efteråret '82 tænkte jeg, at hvis vi overlevede nytårsaften, så ville man i historiebøgerne skrive ”Regeringen Poul Schlüter 1982-83”, og det var da altid noget. Til Lisbeth sagde jeg: ”Ved du hvad, skat, nu har jeg i hvert fald sikret mig retten til at blive kaldt forhenværende statsminister resten af mine dage”.«

Siger Schlüter og til lykke med det, kunne man sige, for det er jo i høj grad en privat ambition. Og lad så være, at regeringsperioden varede 10 år - man får under læsningen egentlig ikke indtryk af, at den skulle andet end dette, bare vare, man mærker ingen ild, der brænder.

Det er hyggeligt, roligt det hele, akkeja akkeja, det var vel alt sammen meget godt, var det ikke?

Det var det da. Schlüter er ikke den værste statsminister, vi har haft, og mens vi konstaterer det, kunne man roligt gå over til det næste punkt på dagsordenen og lade Schlüters private kedsomhed og hans dårlige knæ forblive privat. At journalist Strand lader Schlüter blive født i dramatisk nutid er ikke tilstrækkeligt ophidsende til at gøre passiaren vedkommende.

Nødvendigheden, som kritikeren Poul Borum ofte talte om, er ganske fraværende, og det samme må man sige om Poul Nielsons erindringer. Husker De ham? Vidste De, at der var brug for hans hukommelse i dagens for vort land og for verden så alvorlige situation?

Værdi for historikere

»Hvorfor skal han altid overdrive?« sukkede Søren Bruun, da han inviterede Nuser til at spise sin hundemad indenfor frem for ude i regnvejret og hunden med ordene »Aha! En middagsinvitation!« straks stillede op i høj hat, kjole og hvidt.

Har Poul Nielson tænk det samme som Nuser, da nogen bad ham give sin version af rejserne til Moskva og forhandlingerne om nordsøolien?

Det kunne se sådan ud, thi her er megen forfængelighed og fager gestalt og dertil endeløse private billeder, på potte, af potte, Poul med mor i Hareskoven, mor ved studentervogn, valgplakat med Poul på Fredericias vold, Poul ved telefonboks i Saudiarabien osv. osv.

»Min mor (Esther Nielson) på altanen, Kilholmvej 29A i Vanløse. 1959.«

»Mor og far med Velo-Solexerne på BP-tanken Hadsund Syd på vej hjem fra sommerferie hos mormor og bedstefar i Hadsund 1959.«

Alvorligt talt, er der en redaktør til stede?

Men som meget forsinket partsindlæg med dertil hørende erindringsforskydninger har bogen naturligvis en vis værdi for fremtidens historikere.

Her er historien om den klokkerene aftale med Saudi-Arabien i 1980, og her refereres in extenso samtalerne med Mærsk om nordsøolien, og det er virkeligt kedeligt, isprængt ufrivilligt morsomme højdepunkter. Nielson »understregede i den forbindelse, at Socialdemokratiet principielt ville fastholde en markedsøkonomi, men med ændrede og demokratiserede ejerformer, der i højere grad gjorde det meningsfuldt for lønmodtagerne at identificere sig med erhvervslivets trivsel. MMM lod ikke helt til at forstå denne tankegang.«

Skuffelser og beklagelser

Og så er der rejserne til Moskva, hvor Poul Nielson, Kjeld Olesen og Lasse Budtz med betydelig pompøs selvfølelse gik til forhandlinger med den øverste sovjet angående verdensfreden. I fuld alvor sidder de tre socialdemokrater der og diskuterer lighedsbegreber og marxistiske analyser og planlægger atomvåbenfri zoner i Norden, og mon ikke russerne har fået sig en flaske vodka og et godt grin bagefter? Jeg tror det.

For historikere har det vel interesse, selv om store dele af materialet har været offentliggjort før takket være blandt andre Bent Jensen og David Gress, som sammen med nærværende avis optræder som ondskabens aktører rundt omkring i beretningen.

Og resten? Jamen, der er skuffelser over manglende udnævnelser og små beklagelser over for små kontorer, manglende kopimaskiner og arrogante breve fra Statens Museum for Kunst, når den stolte nyslåede minister bad om at få ordentlig kunst på væggene i sit ministerium. Små sager, men han husker dem så tydeligt, og han husker journalister, der har generet ham, når han har inviteret til middag på restaurant Kanalen for skatteydernes penge, han skoser de borgerlige aviser og roser tilsvarende de loyalt socialdemokratiske journalister fra Politiken og det nu hedengangne Aktuelt, og det er jo alt sammen ret forudsigeligt og ikke engang særligt elegant udført.

Falsk varebetegnelse

Hvor meget af Poul Nielsons erindringer, der er forskudte, må kildekritiske historikere vurdere - ligesom med værdien af det fremlagte. For en lægmand synes forfængeligheden at fylde mest, og her ligger i virkeligheden bogens ufrivillige underlæggende fortælling om politik. Bagsiden lover »stringens, indsigt og humor«, og det er så falsk en varebetegnelse, at den næsten burde prøves i byretten.

Både sproget, længden og langsommeligheden bærer præg af et langt livs megen omgang med rapporter, bilag og Folketingstidende.

Han kalder sine erindringer ”En hel Nielson”, og de fylder 515 sider. En kvart havde været mere end rigeligt.